Økonomi

Erhvervsinteresser samles hos ny kommissær

I den nye EU-Kommission bliver områderne indre marked og erhvervsliv samlet på en hylde, og dermed kan de europæiske virksomheder fremover koncentrere sig om en kommissær.

Foto: Yves Logghe/AP.

Den nye EU-kommission er afsløret, og puslespillet er faldet heldigt på plads for erhvervslivet. Europa-Kommissionsformand Jean Claude Juncker samler nemlig nu to brikker til en, når områderne indre marked og erhvervsliv bliver til ét ansvarsområde – områder, som tidligere var fordelt på to kommissærposter.

”På erhvervslivets område har Juncker lagt det industripolitiske generaldirektorat – det vi ville kalde et ministerium på dansk - sammen med indre marked. Det tror jeg, der kan være nogle rigtig gode synergier i for erhvervspolitikken,” fortæller Sinne Backs Conan, der er adm. direktør for lobbyfirmaet Konsentio i Bruxelles og tidligere mangeårig europapolitisk chef i DI.

I spidsen for det nye generaldirektorat har Jean Claude Juncker udset sig den polske politiker Elžbieta Bie?kowska, der også får iværksætteri og SMV (små og mellemstore virksomheder red.) med i hatten, og hun bliver dermed den vigtigste kommissær, når danske og europæiske virksomheder skal påvirke den politiske udvikling i Europa.

”Nogle sektorer er førhen landet mellem to generaldirektorater. Hvis man gik ned til den ene bygning, så sagde de, at det var de andre, der tog sig af det, og når man gik ned til de andre, sagde de, at det var de første, der tog sig af det. Så der er simpelthen nogle, der er faldet mellem to stole,” forklarer Kasper Ernest, europapolitisk chef i Dansk Erhverv.

Det er i jagten på vækst og nye job, at der skabes et nyt superdirektorat for erhvervslivet, fortæller Sinne Backs Conan.

”Nu får man en samling, og det er Junckers erkendelse af, at hvis der er nogen, der skal være med til at opfylde målsætningerne om vækst og flere arbejdspladser, så er det erhvervslivet, og derfor laver han et samlet generaldirektorat,” siger hun.

Dansk Erhverv tror også, at det vil komme de enkelte virksomheder til gavn.

”Det vil få den betydning, at man hele tiden tænker regulering og det indre marked sammen, så man ikke laver noget regulering, som ikke er dissideret markedsfremmende. Tit når du skal lave regulering, sætter du nogle prøveballoner eller projekter i gang nogle år før, og der har generaldirektoratet for indre marked haft det problem, at de ikke har haft pengene til at køre den slags projekter. De har ikke haft et budget til at nedsætte ekspertgrupper osv. Det vil de få nu, og det vil betyde, at man kan lave en bedre politikudvikling end før. Det betyder, at de får færre små ting og flere store ting, og tit så rykker det lidt mere, når man samler indsatsen på nogle få, målrettede områder,” siger Kasper Ernest.

Sinne Backs Conan fremhæver, at det endnu er for tidligt at vide, hvilke politikforslag, der vil havne på dagsordenen, men at Kommissionens formand selv har fremhævet bedre regulering. Her vil et samlet generaldirektorat for indre marked, erhvervsliv, iværksætteri og SMW være en fordel.

”Man får nu et generaldirektorat, som ser hele vejen rundt. Erhvervslivets problemer og udfordringer kan jo være mange, og nu får man altså samlet fokus på, hvad der egentlig skal til på en langt række områder. En af de ting, de skal spille ud med, er en stor investeringsplan, som Juncker har annonceret, at han gerne vil gennemføre, så nu skal de jo trække i arbejdstøjet, når de er blevet godkendt af parlamentet, og så må vi se, hvad der sker,” mener Sinne Backs Conan.

BRANCHENYT
Læs også