Pundet fortsætter med at dykke i skyggen af Brexit
Den britiske brexit-afstemning, der skal finde sted den 23. juni, kaster en skygge af usikkerhed ind over det britiske pund.
Det er end ikke en uge siden, at den britiske premierminister David Cameron annoncerede, at briterne skal en tur i stemmeboksen i juni for at stemme om, hvorvidt Storbritannien skal forblive i EU eller ej – også kendt som ”Brexit”.
Men selv om der er fire måneder til afstemningen, er usikkerheden om Storbritanniens fremtid allerede begyndt at smitte af på det britiske pund. Det skriver Bloomberg.
Onsdag faldt pundet for tredje dag i træk, og sluttede under 1,3900 i forhold til dollaren, hvilket er det laveste niveau siden marts 2009.
Fredag – altså før nyheden om Brexit-afstemningen havde mulighed for at påvirke markederne – sluttede det britiske pund i 1,4295 dollar ved dansk børslukketid.
Allerede mandag begyndte pundet at dykke. I løbet af dagen faldt det britiske pund med 2,4 pct., inden det senere på dagen genvandt pusten og sluttede mandagen med et fald på 1,4 pct. til 1.4135 i dollar.
Den britiske brexit-afstemning blev søndag ramt af en bombe, da Londons karismatiske borgmester, Boris Johnson, var ude i medierne med den opsigtsvækkende melding, at han støtter brexit-kampagnen – altså at Storbritannien skal forlade EU – hvilket er stik imod hans partifælle David Camerons intentioner.
Selv om meningsmålingerne generelt viser et lille flertal til ja-siden, der støtter, at Storbritannien skal forblive i EU, har afstemningen alligevel skabt frygt for, hvad der kan ske, hvis briterne forlader EU.
I Danmark har både Dansk Erhverv og DI udtrykt stor bekymring for, hvad det vil betyde for dansk eksport, hvis Storbritannien forlader EU og det indre marked.
Storbritannien er Danmarks femtestørste eksportmarked.