Gammel Økonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Priserne i Danmark står bomstille

Og vi skal ikke forvente, at de stiger ret meget foreløbigt.

Den lave inflation kombineret med stigende realløn betyder, at danskerne har flere penge til forbrug. Foto: Bjørn Marcus Trappaud

For anden måned i træk er dansk økonomi ramt af nulinflation.

I april lå forbrugerpriserne herhjemme helt stile – både sammenholdt med måneden før og med samme måned i fjor. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Over det seneste år er det først og fremmest den lavere oliepris, som har trukket inflationen ned. Men også prisfald på tøj og fødevarer har medvirket til, at Danmark balancerer på kanten af deflation - altså minusinflation.

Ifølge Jan Størup Nielsen, chefanalytiker i Nordea, er den meget lave inflation god for vækstmulighederne i dansk økonomi.

»Lønningerne vokser for tiden med omkring 1,5 pct. på årsbasis, og den positive reallønsvækst åbner derved døren for en øget købekraft i de danske husholdninger. Dertil skal lægges den meget lave rente, stigende boligpriser og fremgang i beskæftigelsen,« skriver han i en kommentar til inflationstallene.

Den lave inflation kombineret med stigende realløn betyder, at en familie nu har omkring 440 kr. mere om måneden til forbrug eller opsparing end for et år siden.

Det er med til at stimulere dansk økonomi, mener senioranalytiker Thomas Lynggaard Germann, Arbejdernes Landsbank.

»Den del af familiernes øgede købekraft, som går til forbrug, trækker væksten op,« siger han.

Cheføkonom Bo Sandberg fra Dansk Byggeri kalder den lave inflation for »en gave til arbejdsmarkedet,« fordi den minimerer omkostninger og forbedrer købekraften.

»Traditionelt taler man om dydens smalle sti i lønudviklingen. Den er nu blevet til en bred landevej for arbejdsgivere og lønmodtagere i fællesskab,« skriver han i en kommentar.

Flere af landets økonomer forventer, at inflationen vil stige, i takt med at faldet i olieprisen ryger ud af ligningen. Inflationstallene har længe været påvirket af det store fald, der ramte oliepriserne frem til begyndelsen af i år.

Arbejdernes Landsbank tror dog næppe, at inflationen kravler op over 1 pct. før udgangen af 2016. Heller ikke Dansk Erhverv forudser buldrende inflation.

»Uanset hvordan man vender og drejer det, er meget lav inflation et tegn på økonomier i lavvækst. Og så længe der ikke kommer mere gang i økonomien i Europa og Danmark, vil inflationen blive ved med at holde et lavt niveau,« siger økonom Jens Uhrskov Hjarsbech.

Finans Briefing giver dig hver dag alle de mest interessante nyheder, eksklusivt udvalgt af vore redaktører og leveret til din indbakke. Tilmeld dig her og styrk overblikket.

Læs også