Gammel Økonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Valuta-tweets får ikke dollaren ned

Valutamarkedet har fået sit at se til med en række lande, der nu er beskyldt for valutamanipulation, men ikke mindst spørgsmålet: Hvorfor opstår den megen retorik?

Den kommende amerikanske finansminister, Steven Terner Mnuchin, har erklæret sig som tilhænger af en stærk dollar. Foto: AP

I den amerikanske valgkamp udråbte Donald Trump Kina til at være valutamanipulator. Sidst i januar kom Japan med i klubben, og i den forløbne uge kundgjorde en af Trumps chefrådgivere, Peter Navarro, at Tyskland også er en valutamanipulator.

Meget interessant udtalte den tyske finansminister, at eurokursen er for lav, men vel at mærke for Tyskland og tysk økonomi. Tyskernes bekymring er ikke over for USA, men for de øvrige eurolande, fordi mange af disse dermed stadig har en for stærk valuta.

Alligevel kan man undre sig over, at Peter Navarro kalder Tyskland for en valutamanipulator, når landet ikke engang har sin egen selvstændige valuta mere. Men årsagen findes sikkert i forbindelse med grafik et, der viser USA’s månedlige handelsunderskud med hele EU. Samhandlen alene med Tyskland udgør halvdelen af det samlede underskud, hvilket naturligvis har amerikanernes bevågenhed. Men ellers er handelsunderskuddet over for det øvrige EU relativt beskedent.

Under Obamas præsidenttid udarbejdede den amerikanske regering sågar en beskrivelse af, hvornår et land er valutamanipulator. Den beskrivelse falder hverken Japan, Kina eller Tyskland ind under. Derfor kunne man forledes til den tanke, at den generelle kritik er opvarmningen til en gentagelse af Plaza-aftalen fra 1985, hvor USA fik lov til at devaluere (den blev for øvrigt afløst af Louvre-aftalen i 1987, da dollaren var faldet for meget). Jeg kan dog ikke forestille mig, at nogle i G7-gruppen ville indgå sådan en aftale, da det ikke giver mening.

Men den megen politiske aktivitet om dollarkursen og de øvrige valutaer er en pludselig ændring for valutamarkedet. Den vanskelige del i vurderingen af dollarkursens retning er en holdning til, hvor meget der blot er en slags retorik over for vælgerne i USA og, hvor meget der er reelle ønsker. Dette skal hele tiden holdes op mod, hvad der er realistisk i samspillet med andre lande, og hvordan markedskræfterne ser ud.

Min umiddelbare vurdering af præsident Trump har hele tiden været, at han har et relativt pragmatisk forhold til dollarkursen. Forstået på den måde, at han ikke har nogen hellig tro på en stærk dollar, hvis det gavner økonomien, at dollaren taber i værdi. For en måneds tid siden kom Trump netop med en udtalelse i den retning, hvilket hurtigt sendte dollaren et par pct. lavere. Og Trump har magten til at lade dollaren falde f.eks. 10 pct. gennem verbal intervention, hvor han i givet fald ville sige, hvorfor han mener, at dollaren er overvurderet. Sådanne udtalelser ville valutamarkedet og investorerne være nødt til at regere på ved at sælge dollaren ned øjeblikkeligt.

Men allerede i Trumps politiske inderkreds findes der en politisk modvægt til denne risiko. Den formentligt kommende amerikanske finansminister Steven Terner Mnuchin har erklæret sig som tilhænger af en stærk dollar.

Det kom lidt forhastet som et redningsforsøg kort efter Trumps kommentar om dollaren i januar. Naturligvis kan Mnuchins kommentar derfor blot være for at undgå uro på finansmarkederne. Dog er Mnuchin vokset op på Wall Street, og det vil undre mig, hvis han som det første går efter at svække dollaren. Tværtimod vurderer jeg hans udtalelse som den ægte vare, og Trump har flere gange i andre sammenhænge sagt, at han respekterer sine ministre og deres indstilling. Derfor er min tro, at der samlet set lige nu på Capitol Hill er politisk opbakning til en stærk dollar.

Det politiske element får ikke nogen signifikant indflydelse på dollarkursen i år på trods af de mange tweets.

Peter Lundgreen

Selvom der er en smule enkeltmandskamp i den globale politik i tiden, så vil en verbal intervention og et følgende kursfald skulle kunne forsvares over for de øvrige lande i G7-gruppen. Det bliver svært, idet dollaren ikke er specielt ude af kurs i øjeblikket, om man så må sige. Hvis det amerikanske argument er det notoriske handelsunderskud, så ville et reelt modsvar fra andre G7-lande være ganske nemt. Nemlig, at USA skulle få gennemført en skattereform for erhvervslivet, så det ikke er attraktivt at parkere overskud uden for USA. Dermed er der større sandsynlighed for, at omsætningen også bogføres i USA, og dermed ændres handelsbalancen. Det gælder specielt inden for digitale serviceydelser, hvor USA i forvejen har et stort handelsoverskud.

Som et eksempel har USA’s eksportindtægter fra bare royalties og licensafgifter for længst oversteget den samlede værdi af eksport af fly. Formentlig kunne dette overskud blive endnu større, hvis der blev bogført mere af omsætningen i USA frem for andre steder i verden. Dette er blot et eksempel på et modargument til de nuværende strømninger fra Washington, og måske det slet ikke står så galt til med handelsbalancen, som man kunne tro.

Jeg vurderer ikke, at USA vil finde megen støtte til en ensidig svækkelse af dollaren, og derfor er min vurdering i øjeblikket, at det politiske element ikke får nogen signifikant indflydelse på dollarkursen i år på trods af de mange tweets.

Midt i tweet-stormen overlader det reelt set valutamarkedet til sig selv, hvor udviklingen i 10 års-renterne (grafik to) bliver vigtig. Siden valget af Trump er der sket en udvidelse af rentespændet mellem Tyskland og USA, som det fremgår.

Sidste år vurderede jeg, at dollaren skulle stige fem pct. mod euroen og danske kroner grundet en forventning om begyndende rentestigninger i USA. For i år fastholder jeg vurderingen, idet jeg stadig mener, at dollaren stiger med yderligere fem pct. i år. Argumentet er det samme, nemlig at renten i USA stiger, og det tiltrækker investorernes kapital jævnt i løbet af 2017. At det ikke bliver til en større stigning i dollarkursen er sammen med frygten for et tweet, der pludselig siger noget andet, netop den politiske risiko.

Læs også