Gammel Økonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

I asiatisk land ejer fire rigmænd mere end de 100 mio. fattigste

Et års indkomst fra den rigeste mand i Indonesien kan hjælpe 20 mio. indonesere ud af ekstrem fattigdom.

93 mio. indonesere lever for under 22 kr. om dagen. Foto: Arkivfoto Foto: Colourbox

Fattigdom i Indonesien er et voksende problem, og nu er forskellen mellem rig og fattig så stor, at én pct. af de rigeste i Indonesien ejer næsten halvdelen af den totale formue i landet.

Samlet set har de fire rigeste mænd i Indonesien en større formue end landets 100 mio. fattigste borgere, viser en ny rapport fra Oxfam.

Det skriver The Guardian.

Den samlede formue for de fire rigeste mænd i Indonesien runder 177 mia. kr. De to rigeste er brødrene R. Budi Hartono og Michael Hartono, der har tjent deres formue i bankverden og tobaksindustrien.

De to milliardærer kan også takke deres far for en del af formuen, som han tjente på tobaksfirmaet Djarum. Hvis R. Budi Hartono brugte ét års indkomst, kunne han hjælpe 20 mio. indonesere ud af ekstrem fattigdom, skriver International Business Times.

Indonesiens fire rigeste mænds formue:

1. R. Budi Hartoni: 57 mia. kr.

2. Michael Hartono: 56 mia. kr.

3. Chairul Tanjung: 34 mia. kr.

4. Sri Prakash Lohia: 30 mia. kr.

Kilde: Forbes

Skellet mellem rig og fattig er blevet større i Indonesien end nogle andre lande i Sydøstasien de sidste 20 år. Samtidig er Indonesien det sjette mest ulige land i verden, når det kommer til forskellen mellem rig og fattig. I Asien er Indonesien kun overgået af Thailand.

Rapporten fra Oxfam beskriver dog også, hvordan Indonesiens økonomi er gået fremad siden år 2000, og antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom, er faldet fra 40 til 8 pct.

Men ud af Indonesiens 250 mio. borgere lever 93 mio. stadig for under 22 kr. om dagen, der er defineret som den moderate fattigdomsgrænse af Verdensbanken.

Den sociale ulighed vil blive ved med at vokse, hvis regeringen ikke aktivt begynder at takle problemet ifølge nyhedsmediet Al Jazeera. Præsidenten Joko Widodo har udtalt, at det er en topprioritet for regeringen, men på trods af det viser Oxfam-rapporten, at skattesystemet ikke opfylder den nødvendige rolle i at redistribuere skatten.

Det ville betyde at sætte den meget lave skat op for de rige, og det kan blive problematisk, da rapporten samtidig viser, at der er mange, som i forvejen ikke betaler skat.

Læs også