Opinion
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Nyttige idioter eller foregangsmænd

NORDKOREA: To topledere var i Asien for nylig, men mens den ene holdt sig til det velkendte, forsøgte den anden sig med noget nyt.

William Pesek, kommentator ved Bloomberg.

Googles bestyrelsesformand, Eric E. Schmidt, er blevet udsat for kritik efter en meget omtalt rejse for nylig til Nordkorea. Senatsmedlem John McCain opsummerede en holdning til Eric Schmidt og hans delegation ved at kalde dem »nyttige idioter«. Andre har sagt, at Eric Schmidt naivt gik den nordkoreanske propagandamaskines ærinde.

Næsten samtidig med, at Eric Schmidt var i Nordkoreas hovedstad, Pyongyang, og forsøgte at slå på tromme for internetfrihed, var en anden ambitiøs teknologichef i Asien. Apple-koncernens Tim Cook var nemlig i Kina, hvor han tilså Apples fabrikker og talte med China Mobile Ltd. om adgang til dette selskabs 710 mio. trådløse abonnenter.

Kontrasten er slående. Den ene chef foretog sig det oplagte og dyrkede en standardfremgangsmåde, mens den anden var modig og forsøgte sig med noget nyt. Førstnævnte er Tim Cook, sidstnævnte Eric Schmidt, hvis goodwillrejse trængte Kina i defensiven og, vigtigere endnu, fik en dialog i gang om Nordkoreas 24 millioner indbyggere.

Det var ikke så dumt, at Eric Schmidt rejste til Nordkorea sammen med tidligere guvernør i New Mexico Bill Richardson, der har været der før. Google-formanden er den mest prominente erhvervsmand, der har været i Nordkorea, siden Kim Jong-un efterfulgte sin far som præsident i 2011. Set med Eric Schmidts øjne er det befolkningen, der skal få internettet til at fungere. Men først skal Nordkoreas regering få tingene sat i gang, og dernæst skal den trække følehornene til sig – eller løbe risikoen for at blive yderligere hægtet af.

Her kunne Eric Schmidt nemt hentyde til Kina, og det gjorde han formentlig. Google trak sig fra Kina i 2010, fordi koncernen var træt af at gøre det kinesiske kommunistpartis beskidte arbejde i forhold til at censurere cyberspace. De kinesiske magthavere må have set overskrifterne fra Eric Schmidts rejse og ikke brudt sig om dem. Det sidste, som Kinas autoritære styre ønsker, er, at en amerikansk internetmilliardær fortæller det eller dets geopolitiske satellitstater, hvad de skal gøre.

Dertil kommer, at Google ikke kan ignorere Kinas 564 mio. internetbrugere i al evighed. Google-folkene er ikke uegennyttige, og Eric Schmidts Nordkorea-rejse, der foregik via Kina, kan være virksomhedens første skridt på vej tilbage mod Asiens største økonomi.

Hvornår erkender USA, at én politik ikke virker, og indfører en anden?

William Pesek , kommentator, Bloomberg News

Mens Tim Cook plejede aktionærernes interesser, udrettede Eric Schmidts goodwillmission noget, som hverken Barack Obamas eller George W. Bushs regering kunne afstedkomme: at få harmen over Nordkorea til at gælde befolkningens vanskelige vilkår og ikke blot kernevåben og raketter.

USA’s Nordkorea-politik begrænser sig mere eller mindre til trusler, sanktioner og forsøg på at få andre lande til at følge trop. Her er det, at fremtrædende erhvervsledere kan komme ind i billedet. Efter årtiers fiasko må der nye boller på suppen.

Blød amerikansk magt er måske det, der skal til. Mens præsident Obamas diplomater forsøger at holde Kim-dynastiet i ave, kunne andre ledende amerikanere følge Eric Schmidts eksempel og øge samspillet. Kan goodwillmissioner og fremtidige investeringsaftaler ikke gå hånd i hånd?

Man skal også huske på, at det ikke var diplomatiske og militære bestræbelser, der væltede regeringer under Det Arabiske Forår, men kommunikation. Hvis internettet blev udbredt i Nordkorea, eller hvis det blev liberaliseret i Kina, ville det betyde mere for reformbestræbelser end en amerikansk hangarflåde. Isolering af Kim’erne i Nordkorea har ikke afstedkommet mere end sanktioner mod Castro’erne i Cuba undtagen at skabe afsavn hos befolkningen. Hvornår erkender USA, at én politik ikke virker, og indfører en anden?

Ingen går for alvor ind for eftergivenhedspolitik. Og USA’s erhvervsliv bør heller ikke belønne Kim Jung-un med muligheden for at optræde på propagandafotos sammen med personer som Facebooks Mark Zuckerberg eller JPMorgan Chases Jamie Dimon. Men samarbejde på det kulturelle område kunne spille en positiv rolle med hensyn til at forsøge at nå Kim Jung-un, der er i den alder, hvor de sociale medier spiller en rolle (han menes at være 28 eller 29), og som siges at beundre de amerikanske basketballstjerner Michael Jordan og Kobe Bryant.

Eric Schmidts 19-årige datter ledsagede ham på rejsen til Nordkorea og demonstrerede virkningen af blød magt ved at give anledning til følgende overskrift i New York Daily News: »Sophie Schmidt, datter af Google-topchef, fortæller om hemmelig rejse til Nordkorea med farmand og freelancediplomater.«

Hendes blog diverterede sine læsere med usminkede betragtninger over mennesker og ting, de mødte undervejs. (Et eksempel: »Den bedste beskrivelse, vi kunne komme på: Det er som The Truman Show, blot på landsplan.«) Det menneskelige aspekt, der får alt for lidt opmærksomhed, nåede på den måde ud i cyberspace.

Google har taget et skridt i den retning og gjort mere detaljerede kort over Nordkorea tilgængelige. Man får f.eks. et sjældent glimt af landets kolossale fangelejre.

Det er fint, at Apples Tim Cook varetager sine forpligtelser i det nordlige Asien. Men det er bedre at se, at en af hans ligemænd forsøger at påvirke en region, der har brug for andet at drømme om end smarte smartphones.

BRANCHENYT
Læs også