Serier

Kloge kinesere bedes forlade Højbro Plads

Arbejdsmarked: Officielt ønsker regeringen flere veluddannede udlændinge i dansk erhvervsliv. Reelt drukner de tilkomne i kafkask bureaukrati - og Danmark taber kampen om de globale talenter.

De måske ønskede

I dag forlader Yuying Zhang Danmark. Den 30-årige kineser gør det ikke frivilligt. Vi, det danske samfund, har bedt hende pakke sydfrugterne og smutte hjem, hvor hun for knap seks år siden kom fra.

Vi, det danske samfund, har besluttet, at hun efter en skilsmisse fra sin danske samlever ikke længere er et værdigt medlem af vor stamme.

Yuying Zhang bliver den næste - men langt fra den sidste - veluddannede udlænding, som Danmark i teorien efterspørger, men i praksis smider ud med stemplet ”ikke ønsket” i et pas, der aldrig bliver rødbedefarvet.

Ganske vist har vi betalt for Yuying Zhangs danske tillægsuddannelse i international handel og markedsføring. Ganske vist er hun opsat på at betale den investering tilbage med renter og renters rente gennem sit arbejde for danske virksomheder. Og ganske vist skriger dansk erhvervsliv efter arbejdskraft med lige præcis de kvalifikationer, kineseren har tilegnet sig.

Men det danske samfund ønsker ikke at høste afkastet af sin investering. For Yuying Zhang blev skilt. Ergo er hun ikke længere relevant arbejdskraft for dansk erhvervsliv. Og skulle hun alligevel have en ambition om at blive i Danmark, smører vi lige for en sikkerheds skyld vejen mod det mål ind i bureaukratiske sæbespåner og vejsidebomber. Goddag mand økseskaft.

Er vi virkelig ikke kommet længere?

Udlændingepolitikken har i årtier været den varmeste kartoffel i samfundsdebatten. De færreste kan i dag sagligt bestride, at opstramninger i de åbne grænsers politik fra midten af 1990’erne var en nødvendighed, hvis ambitionen var at bevare et dansk velfærdssamfund som et af verdens rigeste af slagsen.

Og stramningerne havde stor effekt. Indvandringen blev begrænset og integrationsproblemerne trods alt mere overskuelige, end de havde været uden strammere adgangskrav.

Vi befinder os imidlertid ikke længere i 1995.

Vi befinder os i 2013 i en global verden, hvor kampen om intellektuelle ressourcer på tværs af landegrænser er mere intens end nogensinde før. Hvor det ikke længere er et faux pas at konstatere, at samfund gør klogt i at stille krav til indvandrere, der søger ind over grænsen. Og hvor ikke mindst dansk erhvervslivs konkurrencekraft i høj grad afhænger af evnen til at tiltrække de bedste internationale eksperter til de specialistjob, som Danmark skal leve af i kommende årtier.

Det var med andre ord almindelig sund fornuft, da regeringen i 2011 i sit regeringsgrundlag slog fast, at en forbedring af virksomhedernes muligheder for at rekruttere højt kvalificeret, international arbejdskraft skulle i højsædet.

Det går bare ikke så godt med den ambition.

Vi har på Jyllands-Posten i artikelserien ”De måske ønskede” undersøgt, hvordan Danmark to år inde i regeringsperioden lever op til målsætningen.

De hårde data viser ifølge en analyse fra World Economic Forum, at Danmark er nummer 19 på den vestlige verdensrangliste over landenes evne til at tiltrække og fastholde veluddannede udlændinge. Ingen ansvarlig myndighed eller politiker har bestridt, at den position ikke er god nok.

Der er ambitioner om langt mere. Beretningerne fra de veluddannede udlændinges egen mund, giver en god fornemmelse af, hvor skoen trykker.

Vi har i artikelserien ikke kun hørt om bemeldte Yuying Zhang. Vi har også hørt om brasilianske Heloisa Bordalio, ph.d. i fysik og med en succesrig forskerkarriere i Frankrig, USA og Tyskland igennem 18 år på bagen. Da hun søgte mod disse breddegrader oplevede hun ikke regeringens ambition om Danmark som et samfund, der ønsker at tiltrække mennesker som hende. Hun oplevede at være fanget i måneders kafkask bureaukrati i forsøget på at få lov at blive en registreret person med ret til at købe sin egen bopæl i Danmark.

Vi har hørt om amerikanske Shelby Grubert, MBA, som i fire år har været midlertidig dansker på skiftende opholdstilladelser og nu skal arbejde frivilligt ved siden af et krævende fuldtidsarbejde, for at kvalificere sig til at blive en del af stammen. Og i øvrigt gør det uden at kny.

Og vi har hørt om amerikanske Mark Turner, som trods millionomsætning i sit firma og fire danske ansatte under sig fik afvist flere ansøgninger om permanent opholdstilladelse. En tilladelse, han sjovt nok opnåede umiddelbart efter at have fremført sin sag i Jyllands-Posten.

Udlændingestyrelsen er ikke begejstret for artikelserien. Men missionen er ikke at skyde på menige embedsmænd og sagsbehandlere. Den er at undersøge, om danske virksomheder har en pointe med de ganske mange henvendelser, vi modtager med klager over, hvor vanskeligt det er at få lov at beholde de stærkt efterspurgte udenlandske eksperter, som det er lykkedes at rekruttere til Danmark.

Det er efterhånden ganske veldokumenteret, at, ja, den pointe eksisterer faktisk derude i virkeligheden.

Mens den politiske debat er fokuseret på østarbejdere og lavtlønsjob, halter det gevaldigt med integrationen i det modsatte hjørne af det danske arbejdsmarked.

Det er af mange årsager ærgerligt. Dels viser fremskrivningerne af demografi og uddannelsesstruktur, at Danmark om få år vil mangle 180.000 højtuddannede mennesker i arbejdsstyrken, hvis alt fortsætter som i dag.

Dels viser undersøgelser fra Centre for Economic and Business Research, at den gennemsnitlige, højtuddannede indvandrer bidrager med et overskud til de offentlige kasser på mellem 0,9 og 1,8 mio. kr., inden vedkommende forlader landet igen. Og endelig viser Erhvervs- og Vækstministeriets analyser, at én udenlandsk videnarbejder typisk genererer to andre job i dansk erhvervsliv.

Der er altså både penge og job til en anæmisk samfundsøkonomi i at gøre noget ved sagen. Desværre har regeringens bidrag hidtil været ukonkrete, utilstrækkelige og båret af papegøje-snak om, at der vil blive set på problemet til næste år.

Yuying Zhang bliver med andre ord den næste, men langt fra den sidste, veluddannede udlænding, som Danmark i teorien efterspørger, men i praksis smider ud med stemplet ”ikke ønsket” i et pas, der aldrig bliver rødbedefarvet.

Læs også