Opinion
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

»Den der låner jeg lige«

Da jeg for over 20 år siden begyndte på Handelshøjskolen i Aarhus, sagde en af mine forelæsere: »Hvis du i en opgave tager fra én kilde, er det plagiat – hvis du tager fra mange kilder, er det research.« Ud over det ironiske i, at han ikke selv citerede den oprindelige kilde til udtalelsen, er det noget, som jeg ofte har tænkt tilbage på som underviser og som foredragsholder.

Det er altid med et særligt ubehag, at jeg går til konfrontationsmøderne i universitetets Uddannelsesjuridisk Service, der står for at efterforske snyde- og plagiatsager. For selv om jeg efterhånden har haft mange (alt for mange) af de konfrontationer, hvor en studerende får muligheden for at kommentere, forklare og forholde sig til sagen, er det stadig svært, for konsekvenserne for den enkelte er altid store. For nogle år siden havde jeg f.eks. en sag med en underdirektør på en af vores eftervidereuddannelsesaktiviteter, som havde taget en del af sin opgave fra en af sine medstuderende på samme hold.

Snydesagerne drejer sig typisk om studerende, der åbenlyst har skrevet af efter hinanden til eksamener, eller nogle, der pludselig har lidt for præcise gengivelser af fagets pensum i besvarelser til eksamener uden hjælpemidler.

For det meste er de sager ret nemme at gå til, for kan man bevise ud over enhver rimelig tvivl, at den studerende har brudt reglerne ved enten at skrive af efter andre eller f.eks. have haft adgang til nettet under en eksamen, er der ikke så meget at diskutere. Og så falder hammeren med sanktioner, der svinger fra annullering af eksamensforsøg over udelukkelse fra universitetet i en periode til bortvisning i særligt grove tilfælde.

De mere problematiske sager drejer sig om plagiat i større opgaver – f.eks. ugeeksamener eller specialer. Her opstår nemt juridiske gråzoner, i forhold til hvornår noget er ens eget bidrag, og hvornår det er andres. For når vi beder studerende anvende teorier fra forskellige kilder, er det selvfølgelig tydeligt, hvis hele passager er taget ord for ord – men hvad hvis de bare er omskrevet mere eller mindre? Eller oversat fra engelsk til dansk? Er det så stadig den oprindelige kilde, eller er det den studerendes gengivelse af kildens pointer?

I min verden er der dog slet ingen tvivl, når der er ren afskrift – uanset om kilden kan findes gemt i litteraturlisten. Enhver studerende på en videregående uddannelse er klar over, at hvis man bruger ”klip”/”indsæt” på en hel tekstbid i sin opgave, kræver det klare anførselstegn. Der er desværre rigeligt med tilfælde til, at det er bekymrende – og måske endnu mere bekymrende, at der givetvis er tilfælde, som ikke bliver opdaget.

For det første skal sagerne opdages, og min personlige erfaring er desværre, at jeg ikke havde plagiatsager, før jeg ved et tilfælde opdagede den første, er blevet mere opmærksom og dermed også opdager flere. Det kan ske ved systematisk at bruge det antiplagiat-software, vi har til rådighed, som søger efter ligheder mellem specialet, og hvad der ligger på nettet, i vores forskningsbibliotek og i tidligere indleverede opgaver. Ofte sker det dog ved, at man undrer sig over pludselige skift i skrivestil, eller hvis der f.eks. dukker kilder op i teksten, som den studerende ikke kan forventes at have haft adgang til. Med andre ord kræver det, at både undervisere og eksaminatorer bliver opmærksomme og har antennerne ude, og at der generelt implementeres automatisk screening af alle opgaver.

Et andet forhold opstår, når plagiatet er opdaget – for desværre er der en tendens til, at mange undervisere tier.

For nogles vedkommende skyldes det, at de ikke ønsker at påtage sig rollen som bussemand og tage den ubehagelige konfrontation. I stedet giver de en lavere karakter med henvisning til »dårlig citatteknik« eller »uselvstændigt arbejde«. Det er sandsynligt, at det oftere optræder i undervisning med små holdstørrelser, hvor relationen er tættere – og særligt i vejledningssituationer.

Dertil hører, at forskellige fagområder ser forskelligt på snyd og plagiering.

Statistikkerne om indberetning afslører store forskelle, der nok ikke skyldes, at studerende på nogle studier er mere eller mindre ærlige. En mere nærliggende (men mindre behagelig) forklaring kan måske findes i de incitamentsstrukturer, vi er underlagt som uddannelsesinstitutioner.

At vi skal have så mange studerende igennem så hurtigt som muligt uanset kvalitet – noget, der rammer nogle fagområder hårdere end andre, på grund af forskellig afhængighed af indtægten pr. færdig studerende. Det rammer også den enkelte underviser, for indberetning af plagiatsager er en tidskrævende proces, og når alle andre aktiviteter bliver målt, prioriteret og sammenlignet, er der rigtig meget, der taler imod, at den enkelte påtager sig rollen som vagthund.

For nogle, der ligesom jeg kæmper denne kamp på universiteterne, handler det om, at vi ud over det faglige har en særlig forpligtelse til at opdrage studerende til etiske standarder, som skal følge dem i resten af deres karriere. Den forpligtelse kan jeg sagtens bakke op – men jo mere jeg færdes uden for universitetets gule mure, desto mere opdager jeg, hvor svær den kamp er.

Det er tydeligst i konsulent- og foredragsverdenen, hvor det mere er reglen end undtagelsen, at jeg ser de samme slides gå igen og igen – og så godt som altid uden nogen form for kildehenvisning. Det irriterer mig selvfølgelig mest, når det er mine egne slides eller uddrag fra bøger og artikler, jeg pludselig ser gå igen i andres oplæg, uden en henvisning til hvor de er taget fra. De gange, jeg har henvendt mig for at spørge til de manglende referencer, har jeg ofte fået det nedslående svar, at de faktisk ikke var klar over, at det kom fra mig, for de havde selv taget det fra en anden oplægsholder, de havde hørt.

Når jeg har drøftet det med folk i den branche, har jeg ikke altid mødt den store forståelse, for »sådan er det jo«, og flere kan fortælle, at deres konsulentvirksomheds forretningsmodel ret åbent bygger på at absorbere andre firmaers modeller, teorier, skabeloner eller sågar hele materialer og så rebrande det til egne ydelser, de kan tilbyde kunderne.

På engelsk har man udtrykket at ”imitation is the sincerest form of flattery” – altså noget med, at efterligning er den mest oprigtige form for smiger. Med den vinkel kan man selvfølgelig bare vælge at se konsulent- og foredragsindustrien som en stor fødekæde med få originale og nyskabende aktører og en stor hale af firmaer, der kopierer dem, som er foran. Som en kollega engang sagde: »Det er først, når de ikke længere kopierer dig, at du skal blive bekymret – for så er du ikke længere på forkant.«

I sagen med underdirektøren, nævnt ovenfor, endte det med at være en ren tilståelsessag, men det, der står tydeligst for mig, var hans selvrefleksion over, hvor ofte han i løbet af en arbejdsuge skrev under på rapporter, som han ikke havde læst, hvordan hans navn optrådte som afsender på notater, som han ikke havde skrevet, eller holdt oplæg ud fra slides, som han ikke selv havde lavet – endsige tjekket baggrunden for.

Der er altså grund til at overveje, om det er vores rolle på de højere læreanstalter at give vores studerende en særlig moralsk habitus, eller om vores rolle mere er at lære dem kun at lade sig inspirere af de allerbedste og selvfølgelig med korrekt kildehenvisning.

BRANCHENYT
Læs også