Gammel Opinion
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Vi skal tilbage på it-toppen

Glidebane: Danmark var engang verdens bedste it-nation. Nu er vi dumpet ned på en 13. plads.

Den stod længe på min hylde, den lille rapport i A5-størrelse. Jeg følte, den også var lidt min, selvom jeg ikke bidrog direkte til den. Det var debatoplægget ”Informationssamfundet år 2000”, der i den grad samlede mange kloge menneskers tanker, og satte gang i en udvikling, som placerede Danmark i den internationale digitale førertrøje i mange år. Men ingen kan hvile på fortidens laurbær, og Danmarks nedtur fra it-tinderne skete hurtigt, og går nu hurtigere. Til stor skade for vores samfund.

Inspireret af Clinton-regeringen nedsatte den socialdemokratiske regering i marts 1994 et topersonersudvalg med den tidligere departementschef Søren Christensen og statsministerfruen Lone Dybkjær som medlemmer. De fik til opgave at komme med et oplæg til regeringen om hvordan IT kunne sammenbinde danske offentlige institutioner og virksomheder og være et tilbud til borgerne. I løbet af ganske få måneder lykkedes det duoen at få samlet input fra en lang række organisationer, myndigheder og eksperter, og allerede d. 22. maj – samme år – kom rapporten med en lang række forslag til, hvad regeringen kunne gøre. De følgende år udkom mange handlingsplaner på de forskellige delområder, og det ene initiativ efter det andet kom i mål.

Danmarks nedtur fra ittinderne skete hurtigt og går nu hurtigere. Til stor skade for vores samfund.

Per Palmkvist Knudsen, it-direktør i JP/Politikens Hus

Stor effekt, men ikke blivende

Resultatet lod ikke længe vente på sig: Allerede i 2006 havde Danmark erobret den absolutte it-førsteplads, kåret som verdens bedste it-nation af World Economic Forum. Her lå vi lunt i svinget til udgangen af nullerne, så var det slut. I den seneste rapport er vi faldet ned på en trettende-plads, som man kunne læse i denne avis i sidste uge.  Og retningen peger kun én vej: Nedad. Danmark bliver endda omtalt som en faldende stjerne. På alt for mange områder lever vi ikke op til at være de bedste i it-klassen, vurderer eksperterne hos INSEAD og World Economic Forum.

Landene bliver målt på en lang række forskellige parametre, som beskriver

  • rammerne for it-udviklingen (som fx den relevante lovgivning),
  • hvor udbredt teknologierne er,
  • hvor meget it bruges og
  • hvilken effekt det har

Dårlig udnyttelse

Danmark ligger især lavt i vores evne til at få effekt ud af vores digitale investeringer. Selvom vi også ligger dårligt på enkelte tekniske områder, som pris for bredbåndsforbindelser og mobildækning.  Samlet set sakker Danmark bagud, og vi er nu langt fra lande, vi ellers gerne vil sammenligne os med. Som Finland, Sverige, Holland og Norge, som alle er i top fem på listen.

Vigtigt at ændre

Men er det ikke lige meget om vi ligger nummer et eller nummer tretten? Investeringer i it har i mange år bidraget til at gøre vores land mere produktivt, viser Danmarks Statistiks opgørelser. I perioden 1967-2011 havde it-investeringer en større betydning for forbedring af vores produktivitet end eksempelvis uddannelsesniveauet. Fra 2000 til 2010 kom hele 37 pct. af den gennemsnitlige vækst i arbejdskraftproduktivitet i den markedsmæssige økonomi i Danmark fra IT-investeringer, skriver Erhvervsstyrelsen på deres hjemmeside.

En del danske it-virksomheder har da også haft gavn af et avanceret hjemmemarked, så de kunne vokse sig store og blive digitale eksportsucceser. Som Navision, SimCorp, CCI og Systematic for blot at nævne nogle få. Selvom Navision blev solgt til Microsoft, er der stadig et stort udviklingscenter i Danmark, som videreudvikler den tidligere Navision-platform, og Nokia havde i mange år et udviklingscenter i Danmark.

Hos it-leverandørernes organisation IT-Branchen vurderer adm. direktør Morten Bangsgaard Danmarks fald fra it-tronen således: ”Det er bekymrende, at vi i Danmark er faldet ud af top 10. Vi kan end ikke holde trit med vores nærmeste naboer i toppen af den internationale rangliste. It bliver de kommende år helt afgørende for at skabe vækst og arbejdspladser. Derfor kan det blive et alvorligt problem for Danmark, hvis vi ikke kan holde os blandt de førende i verden”.

De professionelle it-folks forening Dansk IT istemmer de samme dystre toner: ”Digitaliseringen er i dag den største driver for vækst, så gøres der ikke noget, kan det koste arbejdspladser og hermed velfærd”, siger Per Andersen, adm. direktør fra foreningen.

Vejen frem

Men hvad kan der gøres for at vende udviklingen?

Dansk IT peger på to konkrete tiltag: For det første skal kommunerne have større handlefrihed til at konkurrere med hinanden om at udvikle de bedste digitale services. For det andet skal teleforliget fra 1999 fornyes så der kommer bedre konkurrence og bedre dækning. Hvad angår den meget lave adgang til venturekapital (hvor Danmark er nede på en 95. plads) er foreningens nedslående råd til virksomhederne, at de er nødt til at kigge efter kapital uden for landets grænser og i det hele tage være bedre i stand til at samarbejde og netværke med andre virksomheder.

Regeringen arbejder i øjeblikket på en ny IKT-vækstplan, der skal styrke it-erhvervet og sætte fart på digitaliseringen af vores erhvervsliv. IT-Branchen håber på, ”at vi får en række konkrete initiativer, der især vil rette sig mod at skabe bedre vilkår for de små- og mellemstore virksomheder. Det er især de mindre virksomheder, der halter bagefter med digitaliseringen, og det skal vi have gjort noget ved”, siger Morten Bangsgaard.

Planen forventes færdig inden udgangen af 2014. Lad os håbe den - sammen med de regeringens andre digitale planer, som handlingsplanerne for bedre bredbånd og for digital velfærd - kan få Danmark tilbage i førertrøjen. Eller i det mindste afbøde faldet. Alt andet har vi ikke råd til. Men det er ikke kun regeringen, der har en opgave. Masser af virksomheder og organisationer skal bidrage til at vi får en effekt af it-investeringerne, som er et af de områder hvor vi ligger lavt. Derfor er det vigtigt at mange føler samme (med)ejerskab til de nye planer, som det var tilfældet i 1990erne.

Læs også