Gammel Opinion
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

En elefant i rummet

Tragedie: Forliset, som kostede mere end 300 liv i Sydkorea, var udtryk for systematiske problemer med korruption, magtstrukturer og etik – forhold, som alle sydkoreanere kender til, men ikke taler om.

Alle har et 9/11. Momenter i den interne historiefortælling, hvor voldsomme hændelser ryster strukturer i deres grundvold og ændrer perspektiver og mønstre for altid.

Angrebet på World Trade Center ændrede flytrafik, sikkerhed og hele industrier. Japan havde planlagt en fremtid baseret på atomkraft, indtil Fukushimakatastrofen.

Sydkorea står midt i sådan et moment.

Dykkere og frømænd leder stadig efter afsjælede legemer i vraget fra det forliste passagerskib ”Sewol”. Fem uger efter tragedien, der så meningsløst kostede mere end 300 mennesker livet, heraf hovedparten skolelever på udflugt, er Sydkorea i færd med at gennemføre en revidering af samfundet, dets institutioner og dets etik. En proces, der for altid vil forandre Sydkorea, og som vil ramme dybt og bredt i de fleste samfundslag.

Mens fortvivlede skolebørn kæmpede for livet, spærret inde i det kæntrede skib, hoppede besætningen fra borde. Mens heltemodige skolelærere og kantinepersonale reddede snesevis af børn uden tanke for sig selv, forlod de mænd og kvinder, i hvis varetægt passagererne var, skuden som de første. I dag er kaptajnen og tre andre sigtet for drab.

Mandskabet løj for alt og alle om sin rolle. Det var måske muligt, dengang udtrykket søforklaringer opstod. I 2014 afslørede teknologien ubarmhjertigt, hvad der foregik – og det var ikke kønt. Sømændenes ageren var en kollektiv, moralsk falliterklæring, som har rystet det koreanske samfund, og vil medføre nye standarder i alle forhold, som har med mennesker og sikkerhed at gøre. Undersøgelser og afhøringer afslørede, at ikke en eneste fra mandskabet havde gennemgået de sikkerhedsprocedurer, som de i henhold til reglerne skulle igennem hver 10. dag. Selv om de så havde gennemført dem, havde det ikke hjulpet, for redningsudstyret virkede ikke.

Hvem kontrollerede søfolkene, hvem kontrollerede udstyret, hvem kontrollerede i det hele taget noget som helst? For eksempel om skibets halvandet år gamle overbygning reelt gjorde det u-sødygtigt. Ingen kontrollerede heller – eller reagerede på – at skibet var lastet næsten fire gange tungere end tilladt. Og da katastrofen indtraf, svigtede redningsaktionen fatalt.

”Sewol” var mere end tre timer om at synke, og der var masser af redningsfartøjer, helikoptere og hjælpeskibe på stedet relativt hurtigt. Alligevel gik der kage i redningsaktionen, fordi ingen turde handle på egen hånd, og ordrerne fra centralt hold var forkerte.

Samtidig eftersøger kriminalpolitiet de reelle ejere af rederiet, hvis bagmænd fortaber sig i et netværk af selskaber. Mange sidder arresteret, flere er efterlyst, og mere end et halvt hundrede har forbud mod at forlade landet. I forgårs gennemførtes en razzia mod en religiøs sekt, som måske huser en eftersøgt bagmand.

Når folkene bag rederiet er sigtet for korruption, pengevask og skattesvig, er det ikke bare et engangstilfælde. Det foregår systematisk på alle niveauer.

Alle disse forhold var ikke enkeltstående svigt. De var konsekvenserne af systematiske problemer med kontrol, korruption, elendige strukturer og individuelle fejl baseret på etiske problemstillinger som individers frygt for at handle i strid med ordrer eller imod magtfulde personers interesser.

Fra skibsregistret til rederiforeningen, havnekontrollen, ministerier og skattemyndigheder vil systemerne nu blive ændret. Som en af de første konkrete systemiske handlinger nedlagde præsident Park forleden kystvagten, samtidigt er hun i færd med at ommøblere sin regering til at kunne håndtere radikale ændringer overalt.

Pointen er, at alt dette er systematiske forhold, som enhver koreaner kender til. Det, man kalder en elefant i rummet. Alle kan se den, men alle lader som om, den ikke er der. Nu træder samfundets skjulte fejl og mangler pludselig lysende klart frem, og regering og institutioner er tvunget til at reagere.

Nationale kommentatorer konstaterer over en bred kam, at Sydkorea har overspillet sine kort. Virkeligheden matcher ikke glansbilledet. På overfladen et moderne samfund. Nedenunder uden kapacitet til at agere som et moderne samfund.

Nationens største dagblad, Chosun Ilbo, konstaterer i en ledende artikel: “I Korea bliver mennesker, som insisterer på at holde sig til de basale regler, ofte betragtet som irriterende og ufleksible. De, der forstår at omgå reglerne, betragtes som smarte. Landet er fuldt af den slags smarte mennesker, og resultatet har været katastrofalt.”

Rigtig mange ting vil ændre sig i Sydkorea i de kommende år.

Læs også
Top job