Gammel Opinion
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Kan man planlægge en karriere?

Få mennesker holder fast i barnedrømmen om at styre brandsprøjten og slukke ildebrande. Men man kan opretholde en vis kontrol over sit karriereforløb ved at være velforberedt, når nye muligheder opstår.

Karrieremæssigt har jeg en ledestjerne. Ikke i form af at nå et bestemt mål – en position, der skal nås. Derimod har jeg en personlig ambition om, at jeg på min første dag som pensionist kan tænke tilbage og glæde mig over, at de gange, jeg havde et valg, evnede jeg at lægge loddet i den rigtige vægtskål.

Vi mennesker stilles over for vidt forskellige valg og muligheder karrieremæssigt, og vi står ofte ret alene med at bedømme konsekvenser, vurdere behov og på det grundlag træffe vores valg. Ud over at være personafhængig er ønsker og krav til karrieren tillige bestemt af, hvor i livet man er. Når man er 30, er der et sæt af forventninger – 30 år efter, med en masse erfaring i bagagen, et andet.

Overskriften dækker over, om det overhovedet giver mening at tro, at man kan planlægge en karriere. Selv hælder jeg ikke til det – i hvert tilfælde ikke at planlægge i gængs forstand. Selvfølgelig kan man allerede i fireårsalderen være stålsat på, at man skal være brandmand. Enkelte lever visionen ud; men det er trods alt de færreste.

Som i andre af livets situationer bekender jeg mig – også når det gælder karrierevalg – til disciplinen at være velforberedt. Der ligger heri, at ens professionelle udviklingsspor typisk bestemmes af en stillingtagen til et skifte. Den slags situationer kan komme som et lyn fra en klar himmel – f.eks. når headhunteren ringer, eller man kaldes til direktørens kontor. Men der er ingen grund til aggressivt at sidde og vente på, at telefonen skal ringe.

Man kan selv fremme opringningen eller henvendelsen ved at opkvalificere sig, være kendt og anerkendt for særlige egenskaber, dokumentere sejre og vise resultater. Man skal så at sige arbejde for, at heldet tilsmiler en. Og det interessante er, at heldet vokser med ihærdigheden.

Det er en legitim indstilling, ja grænsende til det forpligtende, at man regelmæssigt tænker over, hvordan man kan indtage næste karrieretrin – eller på anden måde få en mere udfordrende og spændende dagligdag.

Selv har jeg som chef over for mine ledere og medarbejdere tilkendegivet en forventning om, at de viser et drive i form af en vedholdende bestræbelse på at udnytte og maksimere de talenter og kompetencer, som livet har udstyret dem med. At udfolde ens potentiale til det yderste kender vi til på virksomhedsniveau, hvor strategier, eksekvering og andet fra værktøjskassen bruges til at præstere til grænsen for, hvad virksomheden formår.

I min verden har vi som enkeltpersoner nøjagtig samme forpligtelse. Vi skal kort og godt hele tiden overveje, hvordan vi bedst forvalter de evner, som er os givet. Hvor lidt eller hvor meget, vi kan drive det til, beror på mange faktorer – som igen er individuelle. Men at vi arbejder med vores udvikling og karriere og hver især bestræber os på at få det bedste ud af den, burde være en selvfølge.

Hvad enten karrierevalget kommer dumpende – eller det er fremprovokeret – er situationen ofte, at man kun har meget kort tid til at gøre regnebrættet op og beslutte, om muligheden skal forfølges, eller om man skal lade den passere. Og beslutningen skal typisk tages under et betydeligt pres. Det hører jo til de afgørende øjeblikke i ens liv at tage stilling til, om roret skal lægges i borde karrieremæssigt, eller om man skal holde den lagte kurs.

Det nemme – hvis man kan tillade sig at bruge det ord – er det positive tilvalg. Ingen kan sige sig fri for at blive smigret af et tilbud om at komme højere op i hierarkiet, få mere betydningsfulde opgaver, få udvidet sit ledelsesområde – eller hvad der konkret bydes ind med. Men denne eufori kan være farlig, hvis den slører billedet af det samlede sæt af konsekvenser af ens beslutning. Man stirrer sig blind og drages af det nye, det positive og fortrænger de ulemper, den nye position kan føre med sig.

Skal man bedømme på udtalelser, tager det kun splitsekunder at sige et fuldtonet ja tak, når statsministeren en sen aftentime ringer og tilbyder ministerposter. Mon ikke flere ministre efterfølgende har genkaldt sig den aften, når hvedebrødsdagene er ovre, og man pludselig befinder sig på alle landets avisforsider og – forskyldt eller uforskyldt – hales gennem mudderet. Men der ligger i ethvert tilvalg et fravalg. Hvad det ville have bragt – og om det retrospektivt er bedre end tilvalget – kan man kun gisne om. Vi kender som bekendt ikke historiens alternativ.

Det er netop ved beslutninger truffet under pres og usikkerhed, at forberedelsen kan gøre hele forskellen. Og det hele sættes i relief af, at det netop er de valg, der fastlægger ens professionelle livsbane.

Læs også
Top job