Gammel Opinion
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Et ledelsesrum er skabt

Uddannelse: Rollen og vilkårene for ledere i uddannelsessektoren er under markant forandring. Det er sandsynligvis det vigtigste og vanskeligste lederjob i Danmark at lede dem, der uddanner. De, der gør det, bør anerkendes.

Ledelse er vanskeligt. Altid og alle steder. Men nok særligt i uddannelsessektoren. Det er det, fordi ledelse her stadig er – men især var – noget underligt noget. Sådan kan det opleves udefra af de fleste, der arbejder på andre typer arbejdspladser (selvsagt langt de fleste) i andre brancher.

Ledelsesrummet for uddannelsesledere kan opleves at være stærkt indskrænket. På andre arbejdspladser er det indlysende naturligt, at personalelederen har retten til at lede og fordele – eller mere gammeldags: at der med det endelige ansvar for resultaterne følger retten – og pligten – til i sidste ende at konkludere, til at træffe beslutninger, til at bestemme. Naturligvis efter relevante dialoger og processer med inddragelse af medarbejderne, som kompetente ledere gør i alle brancher og på alle arbejdspladser.

Denne ret og pligt har generelt i langt mindre grad været indlysende i uddannelsessektoren. Her har ledelsesrummet ofte været reduceret til overvejende at forvalte og administrere rammer og aftaler defineret af andre.

Ledelseslegitimiteten har heller ikke været åbenlys. Den enkelte leder skal selvsagt selv gøre sig fortjent til sin legitimitet gennem en ledelse, der opleves relevant og kompetent af medarbejderne. Det skal alle ledere på alle arbejdspladser, men hertil har man i uddannelsessektoren skullet lægge selve ledelsesbegrebets legitimitet. Der blev i mindre grad – om nogen overhovedet – oplevet et behov for ledelse, for »vi ved og kan selv«, og så har vi ikke brug for nogen til at lede og bestemme.

Der har været meget selvledelse, selvforvaltning og en stærk selvforståelse blandt de ansatte på tværs af uddannelsesmiljøerne, der generelt har været noget ledelsesforskrækkede – ikke sjældent egentlig ledelsesresistente.

At udøve ledelse i et miljø uden klassisk ledelsesret (ovenfra) og legitimitet (nedefra) er selvsagt en meget vanskelig metier, som efterlader to muligheder i lederrollen: enten at lade være eller at lade som om. Selvsagt utilfredsstillende og demotiverende for lederen, men naturligt og bekvemt for administratoren/forvalteren.

I et ledelsesmæssigt perspektiv er den igangværende udvikling i sektoren både rigtig og nødvendig. På de gymnasiale uddannelser fik rektorerne med aftalen fra sidste år ret til at tilrettelægge arbejdet for den enkelte gymnasielærer, herunder at bestemme fordelingen mellem undervisningstid og forberedelse. Et markant nybrud for ledelse i sektoren, hvorved der skabes et reelt ledelsesrum med klassisk ledelsesret og -pligt.

På universiteterne er det kun ca. 10 år siden, at lederne blev valgt som ledere af de ansatte (!). Siden er de blevet udvalgt i normale ansættelsesprocedurer – som ledere, hvilket har betydet, at der nu eksisterer alternative karriereveje: den klassiske akademiske og en ledelsesvej. Det medfører, at den, der vælger ledelsesvejen, må opgive eller sætte den akademiske karriere på vågeblus. Ledelse er blevet et egentligt fag på universiteterne.

Udviklingen på folkeskoleområdet fylder mest i den offentlige debat lige nu. I et ledelsesperspektiv er det interessante ikke primært de nye tjenestetidsregler eller folkeskolereformen. Det er derimod, at skolelederen nu opnår en mere almindelig, klassisk lederrolle i forhold til at lede og fordele lærerne og andre ansatte på folkeskolen.

Der er med de nævnte ændringer skabt et ledelsesrum og en ledelsesret som på alle andre arbejdspladser. Hvis samfundets store og stigende krav overalt til mere kvalitet, mere kvantitet (flere timer), mere faglighed, mere for pengene, mere alting skal opnås, er der brug for ledere, der vil og kan tage og fylde den nye rolle. Nu må de – faktisk skal de. Med ledelsesretten følger pligten.

De, der ansætter personaleledere til uddannelsesinstitutionerne, ved, at det ikke altid er let at tiltrække store stærke ansøgerfelter til lederstillingerne. Vi har aldrig haft større behov for at kunne tiltrække ledere, der vil og kan lede, hvis de høje ambitioner i uddannelsessektoren skal opfyldes. For også i uddannelsessektoren skal ledelse gøre den forskel, der er nødvendig, når samfundets høje ambitioner i uddannelsessektoren skal realiseres.

Spørgsmålet og udfordringen er, om forandringerne i ledelsesrollen vil skabe et større rekrutteringsgrundlag og dermed gøre det lettere at tiltrække de rigtige talenter med den nødvendige lyst til ledelse og de nødvendige ledelseskompetencer? Mange udtrykker tvivl og bekymring i den anledning. Jeg deler ikke den bekymring. Det er der en række centrale grunde til:

For det første – og væsentligst – vil de nævnte ændringer i ledelsesrolle og -vilkår give lederen mulighed for reelt at lede. Det ses allerede, at der er oprustet markant med gode lederuddannelser, og der etableres god og udvidet ledelsesstøtte og opbakning ”ovenfra”. Det skaber den nødvendige ledelsesmæssige platform, og der skabes balance mellem det store ansvar og de høje krav, der på den ene side stilles, og de muligheder og betingelser der på den anden side gives for reelt at lede. Det motiverer lederen.

For det andet opleves en begyndende, men markant ændring i holdningen til ledelse på uddannelsesinstitutionerne. Den yngre generation af undervisere – lærere, gymnasielærere, forskere og andre – er i langt højere grad end tidligere generationer tilbøjelig til at efterspørge og anerkende ledelsesfunktionen.

De efterspørger i langt højere grad end tidligere generationer ledere, der selv vil noget med organisationen, der tør sætte sig selv i og på spil og træffe beslutninger, og som sammen med medarbejderne kan sætte mål og retning og agere og træffe daglige beslutninger, der realiserer dem. Ledelse som funktion vinder legitimitet i uddannelsessektoren. Det forøger den enkelte leders mulighed for også at skabe legitimitet om sit eget lederskab.

For det tredje er det stærkt opløftende at være vidne til den store og kvalificerede ledelsesmæssige indsats, der allerede nu under meget vanskelige vilkår hver dag præsteres af mange dedikerede og kompetente institutledere på universiteterne, rektorer på gymnasierne og alle andre steder i sektoren.

Særligt bemærkelsesværdigt er aktuelt den helt enkelt imponerende ledelsespræstation, som mange folkeskoleledere har gjort og gør for at ”samle op” efter konflikten sidste sommer. Dermed gøres folkeskolen og lærerne klar til den gigantiske udfordring, det er at skabe de forandringer og resultater, som samfundet har bestilt fra folkeskolen.

Der er god grund til at anerkende dem, der vil, kan og tør tage ledelsen i uddannelsessektoren og levere den gode ledelsesindsats, der allerede nu ydes og i endnu højere grad bliver brug for i den allernærmeste fremtid.

I de sandsynligvis vigtigste og vanskeligste lederjob i kongeriget.

Læs også
Top job