Opinion
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Guldgruben, som vi ikke har opdaget

Mindre virksomheder bidrager med langt mere værdi til samfundet, end man går og tror. Skal Danmark drives fremad, bør de bakkes op og beskattes mindre.

Her er noget, som du nok ikke har tænkt over: Hvor megen værdi tilfører en virksomhed samfundet?

Værdien er større, end du tror. Tag for eksempel en af de små virksomheder, som jeg er medejer af, KeepFocus A/S i Silkeborg (www.keeepfocus.dk). KeepFocus har en bruttofortjeneste på godt 9 mio. kr. (omsætning minus vareforbrug) og betaler godt 5 mio. kr. i løn til de 12 medarbejdere. Årets overskud før skat er 2,2 mio. kr. Firmaet arbejder sammen med en række underleverandører, som omsætter for ca. 20 mio. kr. ved at lave arbejde for KeepFocus.

Den økonomiske værdi, som KeepFocus skaber for samfundet, har seks komponenter:

12 gode job: 12 job i KeepFocus og ca. det dobbelte hos underleverandører; i alt over 30 job.

Færre sociale udgifter: De fleste af de ca. 20 job hos underleverandørerne, som er afledt af KeepFocus, går til faglærte og ufaglærte medarbejdere, hvoraf mange ville have svært ved at finde noget at lave, hvis ikke KeepFocus fandtes. Jeg gætter på, at KeepFocus er med til at undgå, at 10 medarbejdere skal forsørges af det offentlige. Det sparer samfundet for mindst 1 mio. kr. hvert år.

Skatteindtægter: 2 mio. kr. i skat af lønningerne. Jeg kender ikke detaljer, men 40 pct. bruttoskat af de godt 5 mio. kr. i løn er ikke helt galt.

Momsindtægter: 1 mio. kr. betalt moms, som er 25 pct. af den merværdi på mindst 4 mio. kr., som firmaet skaber. KeepFocus betaler også andre afgifter, men de er ikke medregnet her.

En halv million i selskabsskat: Den halve million betaler firmaet ikke, fordi den har nogle underskud fra tidligere år at modregne, så lad os glemme den i regnestykket.

Sparet el og vand for mindst 100 mio. kr.: KeepFocus’ motto er »Stop Spild!«, og de ca. 6.000 bygninger, hvor KeepFocus-systemerne anvendes, sparer hvert år vand og strøm for mere end 100 mio. kr.

Pointen er klar. Selv små virksomheder kan skabe enorm værdi. De er samfundets pulsårer. De tilfører fælleskassen stor værdi, de skaber job og udviklingsmuligheder for mennesker, og de bidrager til et bedre samfund gennem de produkter og serviceydelser, som de sælger.

Store tal for en lille virksomhed, men prøv så at rykke en klasse op, og se f.eks. på e-conomic A/S, en dansk virksomhed, der hjælper små og mellemstore virksomheder med at gøre deres bogholderi simplere og mere effektivt. Kernen er gennemtænkt software, som gør det let at samarbejde mellem virksomhed, revisor og bogholder (www.e-conomic.dk).

E-conomic har 200 medarbejdere i Danmark, som betjener 200.000 virksomheder over det meste af verden. Omsætningen overstiger 200 mio. kr., og væksten er 25 pct. Firmaet har ansat 40 nye medarbejdere i Danmark i det seneste år, og det ville ikke overraske mig, om der kom 100 mere i de næste to år.

E-conomic ved, hvad det drejer sig om: et godt produkt, en fremragende service og en arbejdsplads, hvor mennesker trives, fordi de kan se en mening med det, som de gør. Det ligger i ledelsen – jeg kalder det ”unboss”.

Prøv lige at tænke over, hvilken værdi e-conomic skaber: 200.000 virksomheder har mindre bøvl med deres regnskab, 200 gode job i Danmark, over 50 mio. kr. i skatter og afgifter og selskabsskat, når de første års underskud er indtjent.

Det er virksomheder som e-conomic og KeepFocus og deres ledere og medarbejdere, der driver Danmark fremad – ikke opblæste politikere og såkaldte meningsdannere. Hvis vi ønsker flere virksomheder af deres karat, skal vi fejre deres succes, bakke dem op og beskatte dem mindre.

Så enkelt er det.

BRANCHENYT
Læs også