Gammel Opinion
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Sådan finder dansk realkredit 200 mio.

Finans: Nykredit tabte årets finansielle retssag og går glip af 200 mio. kr. Reelt bliver effekten marginal, for svigtende konkurrence gør det let for realkreditten at tjene mere på danske boligejere.

I betragtning af, at han netop var gået glip af 200 mio. kr. om året, forekom Nykredit-chef Michael Rasmussen forbløffende upåvirket i tirsdags.

Højesteret havde netop sat punktum i årets største prestigesag i den finansielle sektor: Nykredit versus konkurrencemyndighederne. Da thi kendtes for ret, havde Nykredit efter flere års tovtrækkeri definitivt fået forbud imod at hæve priserne for 140.000 kunder.

Forbuddet var egentlig udstukket mere end et årti tidligere. Nemlig da Nykredit i 2003 overtog konkurrenten Totalkredit og dermed satte sig tungt på det danske marked for boligfinansiering. Konkurrencemyndighedernes betingelse for at godkende handelen var, at Nykredit skulle love ikke at hæve den såkaldte bidragssats - det gebyr, som realkreditten opkræver for sin rolle som mellemmand mellem kunder og investorer - til mere end 0,5 pct.

Det løfte holdt ikke så længe.

Syv år senere mente Nykredit nu nok, at realkreditmarkedet var ændret så meget, at det gamle løfte umuligt kunne gælde længere. Så Nykredit hævede priserne.

I realkreditten er der altid en ny guldvandhane at skrue på, hvis der er behov for friske kontanter i systemet.

Konkurrencemyndighederne indbragte sagen for Sø- og Handelsretten. Hvor Nykredit vandt.

Men i ankesagen i Højesteret blev princippet om, at en aftale er en aftale, indtil begge parter er enige om, at den ikke er det længere, altså stadfæstet. Det betyder, at de varslede bidragsforhøjelser for 140.000 kunder i Nykredit bliver sløjfet. Og at Michael Rasmussens forretning går glip af de 200 mio. kr. i årlig "omsætning", som det planlagte vrid på gebyrskruen ville have indbragt. Men som nævnt: Rasmussen lød efterfølgende ikke ligefrem som en mand, hvis verden var styrtet i grus.

Han konkluderede stilfærdigt, at den bet på ingen måde ville hindre Nykredit i at nå sit strategiske mål om at tjene en ekstra milliard kroner om året fra 2016. Det er der en god grund til. Rasmussen er selvfølgelig helt på det rene med, hvor let det i den branche er at hente de penge hjem.

For i realkreditten er der altid en ny guldvandhane at skrue på, hvis der er behov for friske kontanter i systemet.

I Nykredits tilfælde gælder forbuddet mod højere bidragssatser eksempelvis kun godt hver tiende af koncernens lånekunder. I teorien kan de tabte indtægter faktisk tjenes ind ved en helt ubetydelig regulering af gebyrerne for de resterende kunder på i gennemsnit en flad tyver om måneden. Det har Nykredit hverken varslet eller ytret intentioner om at gøre. Men eksemplet illustrerer ganske godt, hvor lukrativ forretningsmodellen i virkeligheden er for de store spillere på realkreditmarkedet.

Sådan har det ikke altid været.

Dansk realkredit hviler historisk på foreningstankegangen, hvor overskud ikke er et mål i sig selv. Al indtjening skulle oprindeligt bruges til at polstre butikken, så tab på kunder, som ikke længere kunne betale terminen, ikke ville resultere i pludselige regninger til foreningens øvrige medlemmer. Den model stod sin prøve igennem det meste af to århundreder.

Men med liberaliseringen af finansmarkederne, begyndte også realkredittens styrende kræfter efter finanskrisen i 1990erne at lade sig friste af muligheden for at hente flere penge til bundlinjen. Og måske dermed også mere spændende karriereudsigter. Det samme gjorde kollegerne i bankverdenen, som sad på de store økonomiske muskler mod slutningen af det 20. århundrede.

Ikke mindst derfor er vi i dag endt med en realkreditsektor, som for hovedparten af aktørernes vedkommende er ejet af børsnoterede banker. Og de har helt naturligt en legitim mission i at presse så stor indtjening ud af de danske boligejere som muligt.

Sådan er vilkårene i et frit marked, og det bør ingen begræde. Konkurrencen regulerer jo priserne og sikrer kunderne mod at betale ublu overpriser. Hvis, vel at mærke, konkurrencen fungerer.

Det gør den bare ikke i realkreditsektoren. Og især ikke, når et historisk lavt renteniveau gør udgangspunktet for at yde boliglån så billigt, at gebyrerne kan skrues voldsomt i vejret, næsten uden at kunderne bemærker forskellen.

Det er derfor, at mellem 80 og 90 pct. af den regning, som boligejere med afdragsfrie, korte rentetilpasningslån betaler hver måned, ryger direkte i realkreditselskabets kasse. Og det på trods af, at sektorens tab på dårlige kunder er særdeles lave og administrationsudgifterne forbundet med realkreditfinansiering stærkt begrænsede.

Realkreditten har tidligere forklaret stigende gebyrer med, at nye voldsomme kapitalkrav var på vej fra det EU. Unionen får som hovedregel altid skylden, når finanssektoren har lyst til at tjene flere penge på sine kunder. I dette tilfælde holder forklaringen imidlertid ikke. Det er veldokumenteret af såvel finansielle eksperter som Realkreditankenævnet.

Tidligere på året barslede Erhvervs- og Vækstministeriet med et længe ventet indgreb, som skulle forbedre kundernes mulighed for at gennemskue priserne på realkreditmarkedet. Det skal ske i form af en ny, offentlig hjemmeside, hvoraf både bankers og realkreditselskabers reelle priser skal fremgå.

Desuden skal en arbejdsgruppe under ministeriet kulegrave, hvordan ny lovgivning har påvirket konkurrencen på markedet og aflevere en rapport om sagen inden 1. september i år. Det lyder jo alt sammen lovende. Det er det næppe.

For eksperternes kommissorium giver specifikt kun adgang til at vurdere nye ændringer af et konkurrencebillede, som i adskillige år inden, den omtalte nye lovgivning blev indført, har været præget af udpræget modvilje mod at dyste om kundernes gunst med skarpe priser.

Med mindre den forbrødringskultur bliver brudt, vil dansk realkredit med sikkerhed fortsætte den målrettede march væk fra sit historiske og internationalt anerkendte udgangspunkt: At levere stabil og billig finansiering af danskernes boliger.

Læs også
Top job