Gammel Opinion
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Soros og de japanske billioner

Økonomi: Premierminister Shinzo Abe og finansmanden George Soros vil gerne sprede investeringerne af Japans enorme statsejede pensions- og investeringsfond. Men er det den rette løsning for Japan?

Takahiro Mitani befinder sig et sted mellem George Soros og en svær situation.

Takahiro Mitani er leder af statens pensions- og investeringsfond på 1,26 billioner dollars, der overgår Mexicos samlede bruttonationalprodukt og får de mellemøstlige statsfonde til at se små ud til sammenligning.

Premierminister Shinzo Abe ser gerne, at den notorisk konservative fond øger afkastet ved at investere flere penge i aktier – og nu ser det ud, som om han får uventet hjælp af finansmanden George Soros.

I januar i år mødtes investoren og milliardæren George Soros med Shinzo Abe i Davos i Schweiz, hvor han opfordrede ham til at skubbe pensionskolossen ind i det 21. århundrede.

Nyheden om dette møde ser nu ud til at hjælpe Shinzo Abe med at kunne gennemføre ændringer i fondens ledelsesstruktur og aktivt opfordre den til at brede sig mere ud. I skrivende stund sygner 60 pct. af fondens beholdning hen i statsgæld – Japans egen – der giver det laveste afkast i hele verden. At få fonden til at flytte store dele af disse midler over i aktier kunne være den handling, som for alvor hjalp Shinzo Abes reflationstiltag på vej.

Men det kan også være farligt. Når Shinzo Abe taler om at øge aktiebeholdningen, så frygter jeg, at han reelt mener japanske aktier.

Der er stor skuffelse over, at de pæne takter sidste år på det toneangivende aktieindeks i Japan, Nikkei 225, løb ud i sandet. Så længe kurserne steg, kunne Shinzo Abe let overbevise andre om, at investorerne lyttede til hans økonomiske budskaber. Investorerne er til gengæld skuffede over, at ingen af de strukturelle reformer, som blev stillet i udsigt for 18 måneder siden, er blevet gennemført. Man skulle tro, at premierministeren ville skynde sig at svare igen med handlinger, der fik genskabt tilliden og sat gang i væksten. Det sker bare ikke.

Et fald i den japanske yen på 20 pct. har allerede vist, hvor vigtigt det er, at Japans erhvervsliv får styrket parametre som konkurrenceevne og innovation.

Den japanske centralbanks seneste udspil i form af kvantitative lempelser er ikke meget andet end velfærd for erhvervsledere, som indtil videre ikke har delt velstanden med de ansatte. Ud over at centralbanken forsyner erhvervslivet med gratis penge, så har banken med Haruhiko Kuroda i spidsen på det seneste også købt børshandlede fonde. Dermed får banken også sendt et tydeligt signal om, at den er villig til at skride ind med pengepungen, når aktierne falder.

Nu ser det ud til, at Japans centralbank får selskab af Tokyos pensionsfond, hvis størrelse kan hjælpe med at stabilisere forholdene på Nikkei-indekset. Og det er her, at Takahiro Mitani kommer i klemme mellem George Soros råd og den svære økonomiske situation i Tokyo: Hvis man gerne vil styrke aktierne, så opnås det bedst ved hjælp af bæredygtig vækst, der igen sikres via flere husholdninger og tillid til erhvervslivet, ikke ved hjælp af en offentlig penge-tsunami.

Stabil fremgang på det japanske aktieindeks afhænger af forbedret selskabsledelse, øget produktivitet og mere iværksætteri – ikke af statsindblanding. Shinzo Abe ville opnå større succes, hvis han slækkede på reguleringerne og tilbød skatteincitamenter til nystiftede virksomheder; han burde indføre særlige økonomiske zoner i stil med Schenzen i Kina; han burde også fjerne handelsbarriererne nu i stedet for at vente på amerikanernes udspil i form af the Trans-Pacific Partnership. Han kunne også forbedre forholdene for kvinder på arbejdsmarkedet, og han kunne forbedre forholdet til Kina og Sydkorea.

Hvis man spørger mig, så mener jeg, at Shinzo Abe har travlt med at omrokere i Japans pensionsfond, fordi det er den letteste løsning for ham.

Der er en anden grund til at være bekymret over planerne om at diversificere nu: Timingen.

Så sent som i marts advarede George Soros om den økonomiske situation i Europa, der dels kan blive langvarig, dels komme til at give genlyd i hele verden. En sådan situation ville uden tvivl være deflationsskabende i samme omfang, som en økonomisk opbremsning i Kina ville være det.

George Soros er ikke altruist, når det handler om Japans pensionsbeholdninger; han er interessent, der gerne vil tjene penge.

Hvis global deflation (eller noget, der minder om det), i sidste ende bliver resultat, så bør Japan nok undgå at satse på aktier lige nu.

Så er der tale om økonomisk socialisme version 2.0?

Et højere afkast er helt sikkert velkomment. Siden begyndelsen i 2001 har statsfonden i gennemsnit givet et afkast på 2 pct. om året. Det ville muligvis være helt fint, hvis ikke Japan samtidig er det land, der har den største ældrebyrde kombineret med en meget lille fødselsrate. Med stadigt færre arbejdere til at betale til puljen og et stigende antal pensionister, så er et højere afkast på sigt nødvendigt.

Det er præcis derfor, at det Liberalt-demokratiske Parti gerne vil ændre på tingene. Men dette kommer til at tage tid. På nuværende tidspunkt har fonden ikke den nødvendige infrastruktur til at blive det investeringsforetagende, som Tokyo drømmer om. Det kræver, at man ansætter strateger og analytikere samt eksperter inden for områder som risikostyring og aktieporteføljer.

At ruske op i Japans pensionsapparat har bestemt sine fordele. Men hvis dette blot er en lappeløsning på ambitionerne om at styrke landets aktier, og der ikke er tale om reelle økonomiske opgraderinger, så er der ingen, som kommer til at købe Shinzo Abes økonomiske politik alligevel.

BRANCHENYT
Læs også