Gammel Opinion
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Den indiske hestekur

Økonomi: Den nye indiske premierminister, Narendra Modi, har sat gang i en hestekur, som skal genoplive landets støvede økonomi og infrastruktur.

Næsten samtidig med at Narendra Modi forleden holdt sin første store tale i parlamentet, gjorde gadens parlament den nye indiske premierminister opmærksom på de udfordringer, han står overfor.

Rasende New Delhi-borgere demonstrerede mod nye strømsvigt. Mens der i søndags blev sat varmerekord med 47,8 grader, forsvandt strømmen til aircondition, vandforsyning, husholdninger og computere.

Sådan går det hver dag, og sådan har det været her i den varme tid, lige så længe nationen Indien har eksisteret.

Men nu står der 2014 på kalenderen, og en moderne indisk storbybefolkning finder sig ikke længere i de konstante daglige sammenbrud.

Optøjerne dokumenterer den folkelige utålmodighed og de store forventninger, der bar Modi frem til magten. Han er allerede under pres for at omsætte valgløfterne til realiteter. Det er en proces, der ikke bare handler om at få frigivet mere gas til et kraftværk fra statens lagre – men også om det. I den sammenhæng bliver energi et vigtigt parameter for, om regeringen magter at ændre kursen.

Reelt er atomkraft det eneste brugbare instrument til at løfte Indiens energiforsyning op på et niveau, der kan give 1,25 mia. mennesker bare en minimal dækning af behovet for strøm. Som andre steder er åbningen af nye atomkraftværker blevet forsinket på grund af politisk modstand. Den største hæmsko har dog været strategiske, politiske og handelsmæssige problemer mellem USA's atomkraftindustri og den indiske regering.

Det er et af de punkter, den nye regering satser på at få gjort noget ved allerede i løbet af sommeren, når amerikanske og indiske embedsmænd mødes for at kridte banen op. Ind i billedet er også kommet Kina. For 20 år siden en ubetydelig samhandelspartner. I dag Indiens største. Samhandlen er imidlertid ikke balanceret. Med et minus på 225 mia. kr. er den medvirkende til Indiens store handelsunderskud.

En metode til at forbedre den balance er kinesiske investeringer i Indien, og det var netop, hvad Kinas udenrigsminister Wang Yi lovede Modi, da de mødtes i New Delhi, endnu inden Modi havde holdt sin første tale i parlamentet. Kineserne smeder, mens jernet er varmt. Kina vil støtte Indiens vækstambitioner og er parat til at investere i udvikling af infrastrukturen. Det kunne for eksempel være på atomkraft-området.

I internationalt perspektiv er det nye Indiens kommende prioriteringer som økonomiske samarbejdspartnere Kina, Japan, Rusland og USA. EU blev ikke nævnt i den sammenhæng ...

I præmisserne for sin økonomisk hestekur, der allerede er blevet døbt Modinomics, har Modi slået fast, at fremover vil økonomien forme Indiens udenrigspolitik – og ikke omvendt, som det ofte har været tilfældet. Forude venter fremlæggelsen af en tiårsplan, hvis fokus ud over energisektoren vil være på jernbaner, højhastighedstog, fragtkorridorer, skinnenetværk til landbruget og budgetlufthavne. En gigantisk problemstilling i samtidens Indien er, at landbruget er blevet rigtigt godt og effektivt, men på grund af elendig infrastruktur fordærves store dele af høst- og råvarer, inden de når frem til forbrug eller forarbejdning.

Den anden ende af den ligning er inflation i fødevarepriserne, der ofte har udløst demonstrationer og kaos, når der er opstået en akut mangelsituation. I det hele taget er de seneste to års inflation omkring 10 pct. med en vækstrate faldende til under 5 pct. et problem, som regeringen vil imødegå så hurtigt som muligt.

Det er på disse store overordnede strategiske beslutninger, at land og økonomi skal revitaliseres. Men en altafgørende faktor i Indien er bureaukratiet og troværdige signaler fra New Delhi. På begge fronter har Modi handlet hurtigt og skarpt. Embedsmændene får mere magt og autonomi. Samtidig skal embedsapparat og procedurer beskæres. Modi startede med at gør sin egen ministerliste 34 navne smallere end forgængernes (fra 79 til 45) og nedlagde omgående fire stående komiteer, 30 ministerielle udvalg og en række andre politiske udvalg.

I New Delhis regeringskvarterer går der vedholdende rygter om, at de offentlige kontorer snart vil vende tilbage til seks-dages uge og nul tepauser, mens det juridiske embedsapparat er rystet, efter at Højesterets præsident har luftet intentioner om at lade indiske domstole arbejde 365 dage om året for at få nedbragt de alenlange ventelister. Narendra Modi har givet sig selv 100 dage til at rulle sine reformer ud. Han er allerede godt i gang.

BRANCHENYT
Læs også