Opinion
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

At være eller ikke at være … autentisk, det er spørgsmålet

Kommunikation: Ærlighed er til at forstå for omverdenen. Hvad enten man er en statsministerkandidat eller en multinational virksomhed med et ønske om at minimere sin skattebetaling.

Gentagne gange har vi i de forløbne uger måttet lægge øre til udtalelser som: »… Jeg kan ikke genkende det billede, som pressen tegner af mig …«

Ja, stakkels Lars Løkke Rasmussen har i den grad måttet døje med, at pressen beskrev en anden Lars Løkke Rasmussen, end han selv – hvis man skal tro på, hvad han siger – ser i spejlet hver morgen. Og det er naturligvis et kæmpeproblem. Spørgsmålet er alene: Hvem er det et problem for?

Lad os starte med politikeren. For enhver politiker, som jo ikke blot er en offentlig person, men som også er dybt afhængig af offentlighedens (i sidste ende vælgernes) gunst, er det i sagens natur problematisk, hvis vedkommende politiker kommer til at fremstå som ikke-autentisk.

Med autentisk mener vi noget eller nogen, »… som er forekommet i virkeligheden eller forekommer i sin originale, naturlige eller ubearbejdede form …«.

Her må man jo konstatere, at politikeren Lars Løkke Rasmussen ikke bare over de seneste uger, men over en årrække har haft visse udfordringer med at fremstå i sin naturlige eller ubearbejdede form. Også selvom substansen i de mange historier givetvis vil kunne diskuteres og formuleres på en anden måde, end den allermest sensationslystne del af pressen har gjort det. Og hvad værre er, også selvom nogle af historierne måske viser sig ikke at holde vand og må dementeres – langt senere og langt omme i avisen.

Også ledere i erhvervslivet er i dag afhængige af offentlighedens velvilje.

Anders Drejer, professor på Aalborg Universitet

Problemet er, at mange vælgere oplever, at Lars Løkke Rasmussen siger et, men gør noget andet. Det var sundhedsministeren Lars Løkke Rasmussen, der indførte den første rygelov i Danmark, og argumenterne var og er gode for at forhindre rygning i offentlige bygninger og andre steder, hvor det kan genere andre mennesker.

Så nytter det ikke, at statsministerkandidaten Lars Løkke Rasmussen tilsyneladende mener, at netop han godt må ryge på steder, hvor andre ellers ikke må, og bruger partiets penge på at betale sig fra at undgå at agere efter rygelovens ånd. Heller ikke selvom det strengt taget ikke var imod selve rygeloven at ryge på diverse hotelværelser – det handler om signalværdien.

Der må være lighed for loven, og i Danmark kommer man kun galt af sted ved at forsøge at sætte sig selv over love og normer. Den lektie må Lars Løkke Rasmussen vist snart have lært.

Nu er Lars Løkke Rasmussen langtfra alene. Også ledere i erhvervslivet er i dag afhængige af offentlighedens velvilje.

Ikke som vælgere, men som potentielle investorer, medarbejdere og skabere af den offentlige opinion, som skaber politik og lovgivning om erhvervslivets vilkår.

Også her kan man finde eksempler på både mennesker og organisationer, som er kommet galt af sted i forhold til autenciteten. Danske Banks efterhånden velkendte markedsføringsfiasko med ”gør det, du er bedst til, det gør vi” (sic) er et eksempel, hvor offentligheden ikke kan genkende det billede, som Danske Bank tegner af sig selv.

Ligesom mit råd til Lars Løkke Rasmussen vil være at være ærlig i sin kommunikation – frem for at forsøge at fremstille sig selv som noget andet end det, som han er – er mit råd det samme til erhvervslivet.

Ærlighed er til at forstå. I stedet for at forsøge at argumentere for, at man som multinational virksomhed betaler den skat, som man skal, så kunne man måske bare sige, at »vi naturligvis forsøger at betale så lidt i skat som muligt« – for hvem gør i grunden ikke det? Når det kommer til stykket?

Og om ikke andet, så har man sagt det, som det (vistnok) er, og ikke som man tror, at andre vil have det.

BRANCHENYT
Læs også