Gammel Opinion
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Amazons første fiasko?

Tele: Internetbutikken Amazon forsøger at få en bid af smartphone-markedet med sin Fire Phone.

Prøv at forestille dig, du hører noget musik i radioen og gerne vil købe nummeret. Derfor trykker du på din mobiltelefon, som genkender nummeret og uden videre besvær køber du musikstykket – eller hele pladen. Det kan også være du ser et par løbesko, du ikke kan leve uden. Igen peger du med din mobil, trykker på den, og snart er skoene bestilt og på vej til dig. Det lyder fantasifuldt, men er allerede virkelighed - i USA. Men det er langt fra er sikkert, at kunder i andre lande får denne mulighed. For projektet kan vise sig at blive en af internetbutikken Amazons første fejlsatsninger.

Forudgående spænding

Den var ellers forudset med forventning, Amazons egen mobiltelefon Fire Phone. Amazon har tidligere vist, at når de går ind i et marked, så ændrer de spillereglerne. Som da de lancerede deres egen e-bogslæser Kindle, eller da de gjorde det muligt for andre virksomheder at benytte Amazons egen it-infrastruktur, Amazon Web Services (AWS). Begge gange skete det til uhørt lave priser, der endda blev fulgt op af en serie nedadgående prisjusteringer, samtidig med løbende forbedringer af produkterne. Markedsstrategier som for altid forandrede de områder, Amazon bevægede sig ind på. 

Dermed ser det ikke ud, at Jeff Bezos i denne omgang vil revolutionere hverken mobiltelefonmarkedet eller telemarkedet.

Per Palmkvist Knudsen, it-direktør i JP/Politikens Hus

Derfor forventede mange iagttagere, at når Amazon lancerede en smartphone, så ville den vende op og ned på mobiltelefonmarkedet, gennem lave priser og helt nye værdikæder. De blev skuffede, da Amazons stifter og fortsatte chef Jeff Bezos i sidste uge lancerede Fire Phone. Den koster det samme som andre smartphones, og den er ikke billigere at bruge. Dermed er der på ingen måde åbnet op for en priskrig på mobilmarkedet.

Stærke konkurrenter

Markedet for smartphones domineres i dag af Samsung og Apple. Sidstnævnte har godt 15 % af markedet, mens Samsung har det dobbelte. Næsten hver tredje smartphone solgt i 2013 kom fra det koreanske selskab, har analysefirmaet IDC opgjort. Alle andre producenter havde i 2013 en markedsandel på under fem procent. Otte ud af ti telefoner anvender Googles Android platform.  Lige som Amazons Fire Phone.

En indkøbsmaskine

Man skal se godt efter, hvis man vil se forskel Amazons mobil og konkurrenternes. Men knappen på siden af telefonen er bemærkelsesværdig. Trykker brugeren på den, aktiveres Amazons Firefly-teknologi, som ifølge Amazon kan genkende millioner af forskellige digitale og fysiske produkter. Som naturligvis alle kan købes med få klik i Amazons internetbutik. Internetmediet Quartz.com sammenfattede nyheden således: ”Amazon lancerer en indkøbsmaskine og kalder det en telefon”.

Læser man Amazons mission, er lanceringen ikke så overraskende. Amazon ønsker at ”blive verdens mest kunde-fokuserede virksomhed, hvor mennesker kan finde og opdage alt det de ønsker at købe online”. I den sammenhæng er en peg-og-køb-telefon et naturligt skridt i en verden, hvor vores mobil er blevet vores faste digitale følgesvend.

Smart, men ikke radikalt anderledes

Der er andre smarte teknologier i telefonen. Eksempelvis særlige kameraer, der holder øje med brugerens ansigts bevægelser, for at kunne vise indhold på helt nye måder. Som at zoome ind, når brugeren bevæger telefonen mod hovedet. Men grundlæggende er Fire Phone bare endnu en ny, dyr smartphone med nogle få fancy faciliteter.

Dermed ser det ikke ud, at Jeff Bezos i denne omgang vil revolutionere hverken mobiltelefonmarkedet eller telemarkedet.  Han har lanceret en telefon, der i første omgang er målrettet trofaste Amazon-kunder. Men selv disse kan være svære at overbevise. For hvorfor skal man give så mange penge for at få lov til købe mere i Amazons butik?

Får svært ved at få succes

En kendt dansk teleanalytiker tog grueligt fejl da han i 2009 kaldte Apples iPhone for et flop, der var overeksponeret i pressen, og betegnede den som mobiltelefonernes Paris Hilton.

Alligevel vil jeg vove at spå, at Amazon ikke får nogen særlig rolle på smartphonemarkedet. Ligesom det ikke lykkedes Facebook at overbevise deres mange brugere om at de skulle købe en mobil, der var særligt tilpasset til Facebook.

Med mindre Amazon ændrer (pris)strategi og for alvor lancerer produkter og tjenester, der kan ændre spillereglerne og vende op og ned på de nuværende markedsbetingelser.  Det gjorde Amazon ikke i denne omgang, men det kan stadig ske. For Jeff Bezos er en tålmodig investor, der tør tænke endog meget langsigtet. 

BRANCHENYT
Læs også