Opinion
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Sundhed på job kammer over

Flødeledelse: Ægte sjov på jobbet handler om noget helt andet end en chef, der står 10 centimeter fra ens øre og råber på flere knæbøjninger.

»Mit navn er Trine Wiese, jeg elsker fløde, og så er jeg kropsligt doven!«

En sådan udmelding er nærmest provokerende i dagens Danmark, hvor få danske ledere mener, at medarbejdernes sundhed er en privat sag, som arbejdspladsen ikke skal blande sig i.

Tænk, hvis vi brugte lige så mange kræfter på at træne vores hjerne som vores muskler – hold da op, vi ville blive en klog nation. Sundhed er blevet den nye religion, og hvis ikke du hopper med på spinningcyklen, løber til den store guldmedalje og elsker knastør fuldkorn og skyr med ingefær og spinat, så risikerer du at stå uden for fællesskabet.

Ikke bare derhjemme på villavejen, men også på jobbet.

Der er noget voldsomt puritansk over al denne frygt for deller og slatne lår. Selv får jeg en dyb trang til en stor flødeskumskage, når sundhedsretorikken bliver for massiv.

Der er noget voldsomt puritansk over al denne frygt for deller og slatne lår.

Trine Wiese, journalist og partner i Winther&Wiese

Selvfølgelig giver det mening, at du som ansat kan vælge sundt i arbejdstiden, men nogle ledere bliver så tændt af kampen mod dovenskab og tomme kulhydrater, at de næsten glemmer, at mennesker – også ansatte – faktisk er frie individer.

Det er sund fornuft at gøre massage, grøn kost, hæve-sænke-borde og rygestopkurser til en del af tilbuddene på jobbet. Men nogle gange bliver tilbud til påbud, og i de værste tilfælde begynder lederen at snakke sundhed med Karen ved MUS-samtalen, fordi hun – i hans øjne – vejer for meget og spiser for fedt.

»Hvad så Karen, hvordan går det med gulerødderne? Får du rørt dig nok?« Og pludselig er også den hyggelige fredagsøl udskiftet med gulerodssaft, og de eneste fælles aktiviteter i personaleklubben handler om motion og atter motion.

Stillesiddende arbejde er en af de største syndere, når det gælder usund livsstil. Over 40 pct. af danskerne sidder primært musestille, når de arbejder. Tallet stiger, og det er nu engang voldsomt nedbrydende for helbredet at sidde og glo ind i en skærm. Det øger din risiko for at udvikle alt fra dårligt hjerte til diabetes – også selv om du i øvrigt lever op til eksperternes anbefalinger om hver dag at være fysisk aktiv i mindst 30 minutter.

Ved at holde små aktive pauser i løbet af dagen og variere dine arbejdsstillinger, forebygger du smerter i muskler og led, og så påvirker motion til en vis grad positivt din intellektuelle præstation.

Så selvfølgelig skal den gode leder give medarbejderne mulighed for ikke at gå helt kontordøde. Men der er en hårfin balance mellem at tilbyde et godt arbejdsmiljø og at føle sig berettiget til at bestemme, hvordan mennesker skal leve deres liv. Og nogle ledere ser det desværre som en primær ledelsesopgave at presse medarbejderne til at vælge sundt frem for usundt.

»Hep, hep – kom nu Karen,« råber de, selvom akademikeren Karen langt hellere vil passe sine bunker og spise en kanelsnegl til eftermiddagskaffen.

Var jeg overvægtige Karen, ville jeg blive rasende over indblanding i min livsstil. For det kan godt være, at Karen er fed, men bragende dygtig på jobbet er hun, ligesom hendes sygefravær er lavt.

Karen sætter da pris på virksomhedens sunde kantinemad og tilbud om at deltage i løbeklubber, men ikke som noget hun skal have proppet ned i halsen.

Mest af alt ønsker hun at have en leder, der fatter, at morskab på jobbet har et mere sofistikeret udtryk end gulerødder og skridttællere. Det mest livgivende på arbejdet handler hverken om løbeture eller grønkål. Men derimod om den glæde, der opstår, når vi nærmest går i et med vores arbejdsopgaver. Ledelsesværktøjet er i den forbindelse intelligent, inspirerende feedback og opgaver, der er nøje afbalanceret efter den enkelte medarbejder.

Fordi virksomheden udbetaler en hyre til Karen, er det ikke lederen – men Karen selv – der bestemmer, hvordan hun skal leve sit liv. Så ned med sundhedsledelse og op med flødeledelse. Drop formynderrollen, hop ned fra spinningcyklen og begynd i stedet at fremelske det faglige engagement og arbejdslysten.

Ægte sjov på jobbet er noget andet og langt mere subtilt end en leder iført træningstøj og høje »hep, hep«-råb.

BRANCHENYT
Læs også