Serier

Forbereder vi os på den forkerte krise?

Lad os krydse fingre for, at den Europæiske Centralbank og unionens politikere læser deres japanske lektier. Vi skal gøre alt for at undgå et »tabt årti«.

Finanskrisen spøger stadig

På det seneste har boligøkonomien i sjælden grad været i fokus i den politiske debat, bl.a. med Finanstilsynets »tilsynsdiamant« og KRAKA’s finanskrisekommission.

Der har været mange gode ideer på bordet, og mange havde været gavnlige inden de skæbnesvangre efterårsmåneder i 2008, hvor finanskrisen ramte, kronen kom under pres, og boligpriserne siden kollapsede.

Men spørgsmålet er, om de danske økonomer og politikere minder om de generaler, der efter 1. Verdenskrig gik i gang med at forberede sig på den næste krig – i den tro, at den blev en gentagelse af den foregående?

Forbereder vi os på den næste krig i den tro, at den bliver en gentagelse af den foregående?

Curt Liliegreen, cand.polit. og sekretariatschef i Boligøkonomisk Videnscenter

Franskmændene byggede efter 1. Verdenskrig vældige forsvarsværker i form af Maginot-linien, fordi de troede, at en ny krig ville blive endnu en skyttegravskrig. Men de mange anstrengelser var forgæves. Bolværket svigtede franskmændene i en ny og anderledes krig.

Blå bog
Curt Liliegreen (f. 1957)
  • Sekretariatschef for Boligøkonomisk Videnscenter 2009 -
  • Direktør for Byggeriets Evalueringscenter 2002 – 2007
  • Cheføkonom i Entreprenørforeningen 1988 – 2002
  • Økonom fra Københavns Universitet (cand.polit.) 1981
  • Ekspert og rådgiver for EU-kommissionen inden for byggeri.
  • Boligøkonomisk Videnscenter er en uafhængig tænketank, der finansieres af Fonden Realdania.

Er de reguleringsmæssige bolværker, vi nu konstruerer, lige så forældede?

Det afhænger af hvilken form for krise, vi ser i horisonten, og hvorvidt de tiltag, vi tager, modvirker forskellige typer af kriser.

Meget af den økonomiske tænkning i dag går på, at vi kan få en ny periode med økonomisk fremgang og stigende boligpriser med deraf følgende risiko for selvforstærkende spekulation i boligpriserne. Kort sagt: Vækst er truslen.

At der kan indtræde en ny periode med positiv vækst og stigende boligpriser inden for en overskuelig årrække, må siges at være ganske sandsynligt. Vi kalder det en krise »fremkaldt af det gode«.

En anden overvejelser går på, at der kan opstå en pludselig rentestigning, som følge af uro på de internationale finansmarkeder, og at denne rentestigning rammer Danmark grundet den høje andel af variabelt forrentede lån. I yderste konsekvens fører det til et brandudsalg af danske obligationer, fordi man frygter, at Danmark må opgive sit bånd til Euroen. Vi kalder det en krise »fremkaldt af det onde«.

Der er imidlertid en tredje type af krise, der får mindre opmærksomhed.

Det er en krise fremkaldt af en langvarig afmatning med lav inflation – og meget lave renter – en såkaldt deflation. Siden 1991 har Japan haft meget lav inflation eller direkte negativ inflation. Det er først i år, at den onde cirkel – måske – brydes. Man kaldte det først »det tabte årti«, og sidenhen de tabte årtier, da krisen fortsatte ind i 00’erne.

Der er mange forklaringer på den »japanske syge«. Japan var i årene inden igennem en voldsom ejendomsboble, og den japanske valuta har en tendens til at opskrives over tid – en såkaldt appreciering. Nye produkter fra ekspanderende Østasiatiske økonomier pressede priserne på det japanske marked i bund, og endelig var den finansielle sektor nervøs ved at låne penge ud til virksomheder.

De årsager kan i en vis udstrækning overføres til Europa. Faldende råvarerpriser – hovedsageligt bragt til os udefra – og euroens stigende værdi overfor andre store valuta skubber inflationen ned.

En periode med »japansk syge« vil være ødelæggende. Forventninger om faldende priser fører til, at forbrugerne udskyder forbrug, og virksomheder udsætter køb af nyt udstyr. Det rammer vækst og beskæftigelse. Andelen af overbelånte og teknisk insolvente forbrugere stiger også, fordi boligpriserne falder.

I Danmark har vi siden 1901 haft 38 år med lavinflation eller deflation, og 34 år med en inflation på 5 pct. eller mere. Ser vi på boligrenten, så har den i lange perioder fra 1875 til 1950’erne svunget i et forholdsvis snævert interval mellem 3,6 pct. til 5,8 pct.

Perioder med både høj inflation og høj rente kender vi mest fra 1960’erne til 1990’erne. Den periode husker mange af os, og derfor spiller inflations- og rentefrygten muligvis en uforholdsmæssig stor rolle i vor bevidsthed i forhold til de historiske data.

ECB’s målsætning er to procents inflation. Det er også den japanske nationalbanks mål. I øjeblikket ligger den årlige inflation i det danske forbrugerprisindeks 0,3 pct., og altså faretruende tæt på et direkte fald.

Forbereder vi os da på den forkerte krise?

Nej. Mange af de tiltag, der på europæisk og dansk plan styrker den finansielle sektor, modvirker også deflationære tendenser, fordi bankerne kan låne mere ud og få gang i økonomien. Den indsats virker altså dobbelt. Når man retter op på bankerne og styrker tilliden til sektoren, reducerer man risikoen for en krise »fremkaldt af det onde« og holder samtidig deflationsspøgelset fra livet.

Hvis politikerne tror, at dansk økonomi står og vakler mellem en recession og begyndende vækst, gør man klogt i at holde sig fra at ramme boligmarkedet med øgede skatter eller strammere adgang til kredit.

Curt Liliegreen, cand.polit. og sekretariatschef i Boligøkonomisk Videnscenter.

Og når risikoen for deflation skal afmonteres, er der ikke meget, danske politikere kan gøre fra eller til. Opgaven ligger i stedet på ECB’s skuldre. Deres våben er lavrentepolitik og såkaldte kvantitative lempelser – tiltag man forsøgte for år tilbage i Japan.

Men hvis politikerne tror, at dansk økonomi står og vakler mellem en recession og begyndende vækst, gør man klogt i at holde sig fra at ramme boligmarkedet med øgede skatter eller strammere adgang til kredit. Sådanne tiltag skal doseres forsigtigt og gradvist i takt med, at markedet kommer sig.

Dertil kommer behovet for en mere aktiv finanspolitik, som ECB præsident Mario Draghi efterlyser fra Tysklands side. ECB har talt om truslen om deflation, selvom centralbanken ikke mener, at vi befinder os i en sådan situation nu.

I Japan har premierminister Shinzo Abe kombineret ekspansiv finanspolitik, strukturreformer, nulrentepolitik og kvantitative lempelser – den samlede pakke kaldes Abenomics – for at trække landet ud af de tabte årtier. Det tyder på, at det virker.

Der er taget flere gode tiltag for at holde deflationen fra døren, men mere skal gøres. Men kan håbe, at de europæiske politikere skeler til de japanske erfaringer, så vi undgår »tabte årtier«.

Skribenten er cand. polit og sekretariatschef i Boligøkonomisk Videnscenter. Curt skriver fast for Finans.

Alle kommentarer og indlæg modtages gerne på opinion@finans.dk.

Læs også
Top job