Gammel Opinion
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

EU bør kende sin besøgelsestid

Det kræver ikke en doktorgrad i økonomi at erkende, at det indre marked i EU medførte, at væksten tog fart – og det er i store træk det samme, en transatlantisk aftale vil gøre for EU og USA.

EU-Kommissionen vil nu med Jean-Claude Juncker i spidsen kickstarte væksten i Europa. Samtidig har EU’s chefforhandler for det transatlantiske handelssamarbejde (The Transatlantic Trade and Investment Partnership, også kaldet TTIP) slået fast, at EU ikke ændrer på fødevarereglerne for at få aftalen med USA i hus. Dette på trods af at fødevarerne er et af de områder, hvor EU kan give amerikanerne indrømmelser, der gør aftalen attraktiv for dem.

Med TTIP kommer vækst – en vækst, der ikke udelukkende vil komme fra investeringer i ny infrastruktur.

Det kræver ikke en doktorgrad i økonomi at konkludere, at det indre marked i EU medførte, at væksten tog fart – og det er i store træk det samme, TTIP vil gøre for EU og USA. Det kan lade sig gøre, fordi TTIP ikke er en helt almindelig frihandelsaftale, men derimod en ”dyb” aftale, hvor man ud over at fjerne toldsatserne også går ind i selve reguleringen og forsøger at skabe større ensartethed. Vi skaber med andre ord en slags indre marked ”light” med ca. 900 millioner forbrugere. Et skoleeksempel på at ensarte reguleringen er sidespejle på biler, hvor det efterstræbte sikkerhedsniveau er ens i både EU og USA, men forskellen på de tekniske krav er 1-2 cm.

Fjernes sådan en forskel, vil det spare erhvervslivet mange penge – og dermed skabe lavere priser for forbrugerne og logisk set tillige vækst for samfundet. Men der er også menneskelige hensyn at skele til. For eksempel arbejdes der for en større ensartethed for de krav, der stilles til kliniske forsøg for medicin – primært for børn, så forsøg ikke skal gentages på den anden side af Atlanten.

Det er noget, vi kan gøre med amerikanerne, fordi vi er så ens. Det bliver sikkert ikke til, at medicin kan markedsføres i USA, hvis det er godkendt i EU – eller omvendt. Men måske kan man nå frem til, at kliniske forsøg kun skal udføres én gang og at dokumenter kun skal udfyldes én gang eller lign. Det har erhvervslivet forstået værdien af. Så nu venter vi bare på politikerne.

Desværre er det ofte de negative ting, der stjæler hele billedet – såsom klorkyllinger, GMO’er og tvistløsningsmekanismer for investeringsaftaler (investor state dispute settlement eller ”ISDS”) – og dette truer måske reelt forhandlingernes levedygtighed.

Desuden er det helt store perspektiv overset. TTIP er nemlig ikke ”bare” en økonomisk interessant aftale med USA. Aftalen vil signalere, at de store vestlige demokratier rykker tættere sammen i en verden præget af brydninger i egne, der ikke nødvendigvis anskuer demokrati og menneskerettigheder med samme briller som os. Aftalen kan også konsolidere vores energisikkerhed. Dette kan også gøres uden. Men vi skal ikke undervurdere signalværdien i både at have en TTIP, en stærkt koordineret energisikkerhedspolitik og være stærke allierede og partnere i Nato.

Rent handelspolitisk er TTIP sidste udkald for EU og USA, hvis vi sammen vil sætte et fingeraftryk på verdenshandelen. Om 20 år er det Kina og Brasilien, der kan gøre det. I handelskredse kalder man dette fingeraftryk for en golden standard som TTIP vil sætte for stort set alle andre frihandelsaftaler.

I det lys står det endnu mere klart, hvorfor politikerne i Folketinget og Europa-Parlamentet bør gøre sig deres position klar og tage stilling til, hvorvidt en debat om GMO’er, klorkyllinger og tvistbilæggelsesmekanismer skal stå i vejen for en aftale, der vil skabe vækst samt koble EU tættere sammen med USA.

Det er tankevækkende at bevidne, at EU’s chefforhandler, Ignacio Bercero, skal udtale offentligt, at der ikke kan rykkes på EU’s fødevareregler. Når man forhandler, skal man kunne give indrømmelser, og fødevareområdet er traditionelt set et område, hvor amerikanerne er godt og grundigt trætte af europæerne på grund af det, de ser som protektionisme.

Uenighederne drejer sig ofte om nogle ikke verificerbare risici, de europæiske politikere gerne vil sikre de europæiske forbrugere imod. Det er med andre ord ikke amerikanske fødevarer, der forårsager titusindvis af dødsfald. Faktisk har amerikanerne på nogle områder højere krav til fødevaresikkerheden end EU – for eksempel på sprøjtning (med naturlig mælkesyre) af kød, hvorved eventuelle bakterier undgås, samt de meget omtalte klorkyllinger. Som politiker kan man derfor også indtage det standpunkt, at man bør lade forbrugerne vælge selv ved at indføre mærkningsordninger, da der også findes europæere, der vil vælge USA’s højere sikkerhedsniveau.

En anden stor debat drejer sig om ISDS eller tvistbilæggelsesmekanismen for investeringer. Vi kommer ikke uden om en sådan mekanisme, fordi dette er noget, erhvervslivet virkelig værdsætter.

Kort fortalt drejer det sig om, at industrien frygter, at deres investeringer forsvinder grundet ny national lovgivning i henholdsvis EU eller USA, og at de nationale domstole ikke vil være dem behjælpelige på lige fod med en ”uafhængig” ISDS. I stedet for at føre debatten ensidigt om ”for” eller ”imod” kunne man bringe fornyelse ind i debatten for både investerings- og handelstvister.

Skal vi for eksempel. alene lade advokater eller professorer agere ”dommere” i disse voldgiftslignende instanser? Eller er det på tide at diskutere en mere domstolslignende instans, hvor medlemmerne ikke i de år, de er dommere, må udøve hverv med kommercielle interesser?

Et andet stort spørgsmål om TTIP vedrører den megen åbenhed om selve forhandlingerne. EU har offentliggjort dokumenter om forhandlingspositioner på kommissionens hjemmeside. Dette er helt utraditionelt for så vigtige forhandlinger – man kan sammenligne det lidt med at spille kort med helt åbne kort. Men kommissionen frygter simpelthen, at Europa-Parlamentet vil forkaste aftalen, som det skete med ACTA (Anti-Counterfeiting Trade Agreement), og at begrundelsen herfor ville være, at parlamentarikerne er godt og grundigt trætte af uigennemsigtighed, så kommissionen søger at give langt mere åbenhed, end man normalt ser.

Diskussionen er egentligt reel nok – men i virkelighedens verden kan man nok tvivle på, om man kan forhandle særligt gode resultater hjem, hvis man nægter at give ”noget” på landbrug – endsige føre en dialog – og i øvrigt blotter forhandlingspositioner alt for meget.

På modsatte side af forhandlingsbordet finder vi så amerikanerne, som i skrivende stund også forhandler en Trans-Pacific Partnership-aftale (TPP) med store dele af Asien. Det forudses, at denne aftale vil benytte fælles oprindelsesregler, hvilket betyder, at man kan få produceret noget med dele fra flere TPP-lande og sælge produkterne toldfrit i hele TPP-området.

Falder aftalen med EU derfor igennem, er amerikanerne ikke så negativt påvirkede som EU – amerikanerne har med deres forhandlinger i Asien udsigt til en aftale, der forventes at give øget vækst i både Asien og USA. Og lige netop den aftale er ikke så rar for EU at stå udenfor.

I det lys står det måske endnu mere klart, at EU skal kende sin besøgelsestid og arbejde benhårdt for en transatlantisk handelsaftale, som vil give økonomiske fordele både i EU og USA. En sideeffekt for en sådan aftale er, at EU kunne forsøge at komme til at sidde med, når der forhandles TPP (altså den amerikansk-asiatiske aftale) – også selvom vi ikke er geografisk placeret i den region.

Det bør give stof til eftertanke for politikere, der enten overser TTIP eller er fortabt i klorkyllinger eller GMO’er.

Der findes faktisk gode løsninger på disse problemer, og hvis EU ikke benhårdt arbejder for at få aftalen i hus og giver nogle indrømmelser på relevante områder, så kan amerikanerne ende med at miste interessen for en frihandelsaftale med Europa.

Får de først en TPP-aftale i hus, er sandsynligheden noget mindre for, at de vil gide at genoptage forhandlinger med Europa, der måske lidt misforstået fastholder et stift krav om, at tingene udelukkende kan gøres på vores måde – mens resten af verden buldrer forbi med tocifrede vækstrater. Og det i en tid, hvor kommissionsformand Juncker gør sig så store anstrengelser for at kickstarte væksten i Europa med store offentlige midler.

Var det ikke en god idé at lade markedskræfterne få en større rolle? Det vil være gratis og til gavn for væksten, beskæftigelsen og forbrugerne på begge sider af Atlanten.

Læs også