Opinion
0

Er der overhovedet nogen, der fatter hvad du siger?

Hverdagens strategiske dialog er vigtig for en virksomheds fremtid, men det kan gå grueligt galt, hvis budskabet bliver misforstået eller virker utroværdigt. Eller hvis lederen fejler i sin fremtoning.

 

Du har lige tegnet og fortalt om visioner og planer. Selv synes du, at nu må det da være soleklart, hvad du mener. Men så kigger du i dine medarbejderes øjne og ser kun en eneste ting, nemlig tåge og en masse ubesvarede spørgsmål. Hvad gør du så?

Alt for mange virksomheders strategier løber lige her ud i sandet. Og min erfaring er, at det ikke kun handler om, at strategien i sin grundsubstans er ubegavet, men at medarbejderne ikke fatter en dyt af, hvad lederne fortæller dem.

Strategisk dialog, som det hedder på fagsprog, handler om, at du gerne vil rykke nogen eller noget fra A til B. Vejen derhen og de nøgler, du kan dreje på i den forbindelse, er det strategiske dialog-værktøj.

Om du skal overbevise en samarbejdspartner, skriver en pressemeddelelse eller have dine medarbejdere med på en dagsorden, skal du have styr på fire nøgler i det, vi i den kommunikationsnørdede verden kalder en kommunikationscirkel. Den består af ”de gode historier”, ”viden og fakta”, ”netværk” og ”den overordnede samfundspolitiske dagsorden”.

Som leder er det afgørende, at du får disse fire nøgler til at spille sammen, når du ønsker at danne et fælles billede og en fremadrettet konstruktiv historie, der giver mening og retning for medarbejderne.

  • De gode hverdagsnære historier giver din argumentation saft og kraft.
  • Hardcore fakta styrker troværdigheden.
  • Aktiver netværket: Hvem vil det samme som os? Hvem arbejder i den modsatte retning?
  • Og skel også til den overordnede samfundspolitiske eller branchens dagsorden – det kan også være virksomhedskulturen, der skal tages i ed.

Når du fortæller, så sæt dig altid i dine medarbejderes sted. Hvad giver det netop Jens og Line, at virksomheden når i mål med strategien? Hvad betyder det for den enkeltes arbejdsopgaver? Kan du svare klokkeklart på de spørgsmål, er du godt på vej til at få dem med på virksomhedens strategi.

Og så endnu et værdifuldt fif, der handler om chunking down. Vi har det med at afstive os selv med uddannelser, diplomer og mere uddannelse, fordi det skaber indsigt, tillid og stor troværdighed. Men nogle gange bremser denne styrke altså for ordentlig kommunikation. Chunking down handler om at gå ned ad abstraktionsstigen.

Vi plejer at sige: »Forklar din gamle moster eller din teenager-nevø, hvad du vil – kan DE forstå det, er du godt på vej.« Og måske kan du vove at udskifte et ord som »aktiver« med ordet »penge«, ligesom du kan vælge at fortælle, at jeres virksomhed hjælper kunderne med altid at have kolde øl – i stedet for at fortælle, at I sælger »køleskabe med højteknologiske, intelligente køleløsninger«.

Uanset om din argumentation og præsentationsteknik er skarpsleben, er du imidlertid altid nødt til at tro på, hvad du selv siger, hvis en strategi, projektidé eller kampagne skal glide ned hos medarbejderne. I de allerfleste tilfælde bliver det lynhurtigt afsløret, hvis du som leder ikke selv er overbevist om dit budskab eller giver dig ud for at være noget andet, end du er.

Søg altid at have en overbevisende sammenhæng mellem, hvem du og virksomheden er, og hvad du og virksomheden gør. Hænger din og virksomhedens adfærd og identitet ikke sammen, vil dit image både internt og udadtil uvilkårligt blive mudret. Med dine handlinger kan du på et nanosekund rive tæppet væk under selv den mest vel udførte strategiske dialog.

Øvelse gør mester og øger din mulighed for succes. Men alle kan risikere at kæntre. Et eksempel: En ung administrerende direktør skal gennemføre sin første masseafskedigelse. På forhånd træner han flittigt den mundtlige orientering, og da han på dagen står og taler til medarbejderne i kantinen, husker han både at udtrykke empati med de fyrede, får sat tal og tidsperspektiv på og får forklaret om årsager.

Han når næsten i mål med sin tale og afslutter så – sikkert af lettelse – med sætningen »Kan I nu ha’ en rigtig god dag«. Denne bemærkning er sammen med antallet af fyrede det eneste, medarbejderne efterfølgende kan huske. »Han kan selv ha’ en rigtig god dag, kan han«, lyder det frustreret kollegerne imellem. En sådan afslutningssalut, brugere denne direktør aldrig nogensinde igen.

BRANCHENYT
Læs også