Opinion
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Thorning-Schmidt tvivler på egne evner til at skabe vækst og job

Det er meget sigende, at statsministeren i sin 1.maj-tale snakkede om dagpenge - en forsikring mod arbejdsløshed - i stedet for at snakke om nye ideer, der skaber vækst og job. For dem har hun nemlig ingen af.

1. maj - arbejdernes internationale kampdag: Statsministeren går på talerstolen og varsler, at Socialdemokraterne endeligt - hårdt presset af Enhedslisten og SF - ønsker at gøre op med dagpengereformen.

Men hvor klinger det hult, når man ihukommer, hvad statsministeren tordnede forud for sidste valg: Dagpengereformen skulle rulles tilbage.

Sandheden er, at hun i sin regeringsperiode har ladet hånt om arbejdernes vilkår. Nu står hun på talerstolen og ønsker at den arbejdende klasse igen skal fæste deres lid til hende, således at hun kan sikre sig fire år ved magten - til trods for, at hun har svigtet dem gang på gang.

Regeringen siger, at opsvinget er på vej, at der er økonomisk forår at spore. Man kan derfor med rette spørge sig selv om, hvorfor det er nødvendigt at fokusere på et sikkerhedsnet i stedet for at sikre, at Danmark er i stand til at gribe opsvinget og ride med på bølgen. Og her rammer virkeligheden statsministeren midt mellem øjnene. Thorning-Schmidt og hendes regering har nemlig fejlet på begge dele.

En lang periode på dagpenge er kun relevant i det omfang det er umuligt at komme videre i et nyt job - med andre ord, skal det være et sikkerhedsnet for medlemmerne af en A-kasse. Når man afkorter perioden på dagpenge, må det nødvendigvis hænge sammen med, at man gør en aktiv indsats for at skabe flere jobs i Danmark.

Det har regeringen da også gjort. Helt præcist 40.000 nye deltids - og studiejobs er det blevet til. Samtidig er antallet af arbejdstimer i den private sektor faldet og for at bidrage yderligere til katastrofen, så er antallet af østarbejdere steget markant. Samtidig hævder SF, at 56.000 er faldet ud af dagpengesystemet.

Den benhårde konstatering er, at regeringen har gjort det meget værre for arbejderklassen: Dagpengene er forringet, og man skaber ikke nye jobs.

Nu er opsvinget her, siger regeringen, og det vil da kun være dejligt, hvis der for alvor kommer gang i hjulene igen. Men det virker temmelig paradoksalt, at statsministeren vælger at fokusere på et sikkerhedsnet, frem for at gribe opsvinget og føre en politik, som forstærker opsvinget i Danmark, så vi igen kommer på omgangshøjde med de lande, vi sammenligner med. For sandheden er jo, at vi sakker bagud: Vi har den 6. laveste vækst i OECD.

For de fleste er dagpenge en forsikring, som man håber, at man aldrig får brug for, og får man brug for den, så håber de fleste, at det bliver et kort bekendtskab. At bekendtskabet bliver kort, afhænger af hvilke kvalifikationer man har, og om der er jobmuligheder. Nu ser det endelig ud til, at det globale opsving rammer Danmark, og så “fejrer” Helle Thorning-Schmidt 1. maj med at fokusere på sikkerhedsnettet.

Det kan kun betyde, at regeringen og Thorning-Schmidt tvivler på egne evner til at skabe det fundament, som skal sikre væksten i Danmark. Det kan kun tolkes på den måde.

Man forstår godt statsministeren. Der er nemlig alarmklokker nok, som påberåber sig opmærksomhed. Og har man ingen idé om, hvordan man slukker dem - ja, så er det jo uligt meget nemmere at fokusere på sikkerhedsnettet. Hvorfor ikke få løst de reelle problemer, landet slås med: Den lave vækst sammenlignet med andre OECD-lande, faldet i BNP pr indbygger, de mange østarbejdere osv.

Vi kan vente i evigheder på, at statsministeren vil svare, eller vi kan vælge for hende og beslutte, at hendes taletid er ovre.

Har Danmark behov for en statsminister, som i den grad tvivler på sine egne evner til at sikre vækst? Har vi behov for en statsminister, som taler til laveste fællesnævner om solidaritet, men en solidaritet som kun dækker superbrugerne af velfærdssystemet?

Sandheden er, at statsministeren IKKE føler nogen solidaritet med de skatteborgere, som bidrager med store dele af deres løn hver eneste måned til et system, som ikke er der for dem, når de har behov. Samtidig viser hendes handlinger i regeringen, at hun heller ikke føler nogen solidaritet med arbejderklassen, for man har ladet stå til og undladt at gøre det nødvendige for at sikre vækst og skabe jobmuligheder.

Havde statsministeren fået gennemført Fair Løsning, så skulle vi alle arbejde 12 minutter mere hver dag. At hun kunne foreslå dette, viser blot, at hun slet ikke har begreb om de udfordringer, som landet stod overfor. Og hvis det var blevet gennemført, havde resultatet været endnu flere arbejdsløse.

I min optik er der tegnet et meget klart billede af en statsminister, som ikke har begreb for de udfordringer, som landet står overfor, og som derfor ikke har nogle effektive bud på, hvordan landet skal ledes, således at der for alvor skabes vækst, arbejdspladser og fremgang.

BRANCHENYT
Læs også