Opinion
0

Undgå en ”omvendt Sicilien”

På Sicilien er det et must at være ”i familie” eller lokal for at komme til fadet. I den danske provins og i mange virksomheder er det diskvalificerende at være ”naboens søn”. Men lokale produkter kan være (mindst) lige så gode som udenlandske – tænk blot på IC4.

På en meget øde, meget mørk landevej i Læsten uden for Randers lyser en solstrålehistorie op. Cold Hand Winery er med egne ord Danmarks mest nørdede frugtvineri, og mest succesfulde kan tilføjes. De drikker dem hos Kong Hans i København, de drikker dem på parisiske cocktailbarer, de drikker dem på Restaurant Frederikshøj og rigtig mange andre steder, hvor gourmeter og livsnydere flokkes.

Feminam, Masculine, Malus Danica hedder nogle af de prisvindende frugtvine, der overbeviser os om, at danske æbler, solbær og ribs lige såvel kan bruges til noget med procenter som til kage med stort K.

Pudsigt er det imidlertid, at kun en enkelt vinbutik i Randers, nemlig den lokale Vinspecialisten, sælger vinene. Først efter udlandet og ”kjøvenhavnerne” har fået øje for dem, er også de lokale så småt begyndt at sige »de er da vist ikke så ringe endda«.

Hvorfor har vi så svært ved at prale af vores eget?

Hvorfor tør vi først værdsætte vores nærmeste, når andre har sagt go?

Hvorfor kan vi langt bedre se genialiteterne i de store byer frem for lokalt?

Hvorfor har vi så svært ved at prale af vores eget?

Trine Wiese, journalist og partner i Winther&Wiese

Da jeg flyttede til Randers for otte år siden, efter 15 år i København, blev jeg meget overrasket over, at kvaliteten hos lokale virksomheder og fagspecialister var så høj. Det havde ingen fortalt mig!

Hvad der til gengæld ikke var meget af, var ”her kommer jeg”-attitude. Og sådan er det fortsat. Følelsen af ”de andre er bedre” gennemsyrer fortsat området. Nu har man så i Randers sat gang i en brandingkampagne for at komme mindreværdet til livs, men hvad der er behov for, er en kulturrevolution.

Tag kommunen, der fortsat føler sig tryggest ved at købe ind hos udenbys leverandører. En adfærd, der for nylig fik en dygtig lokal erhvervskonsulent til at spørge kommunen: »Er vi så meget dummere her i Randers, siden I hellere køber ind i Aarhus og København?«

Spørgsmålet svarede kommunen aldrig på.

Det er akkurat ligesom, når Danmark køber IC4 tog hos uduelige italienske togproducenter frem for at få bygget nye tog hos dygtige danske. En tåbelig disposition, der undskyldes med, at nepotisme er en meget skidt ting. Og det er det da også. Vi skal ikke bare prale af og tilgodese vores nærmeste, fordi vi er i ”familie” med dem. Men vi skal heller ikke lave en ”omvendt Sicilien”, og det er, hvad vi har det med at gøre.

Mens det på Sicilien er et must at være ”i familie” eller lokal for at komme til fadet, er det i den danske provins og også i mange virksomheder diskvalificerende at være ”naboens søn”.

Kun 32 pct. af alle lederstillinger bliver besat af en intern ansøger, viser f.eks. en undersøgelse fra Lederne.

Trine Wiese, journalist og partner i Winther&Wiese

Nogle gange ligger guldet lige foran os, nogle gange er det f.eks. i vores egen medarbejdergruppe, at de bedste kompetencer findes. Kun 32 pct. af alle lederstillinger bliver besat af en intern ansøger, viser f.eks. en undersøgelse fra Lederne.

Det tal kan blive langt højere. Især hvis vi er os bevidst, at man som intern ansøger til en lederstilling ofte bedømmes hårdere end en ekstern. Som intern har man jo via det daglige slid vist, hvad man indeholder, og hvad man absolut ikke er for en størrelse. Som ekstern ansøger kan man langt bedre skjule de mindre flatterende side, indtil ansættelseskontrakten er skrevet under.

Vi skal få øje på og turde anerkende vores egne folks styrker, vi skal have modet til at værdsætte og vælge vores egne. Vi skal unde vores egne at få den sol, der tilkommer dem og ikke bare sige »han er sgu’ da også en pralerøv«. Og hvorfor skal vi så det? Det skal vi først og fremmest for at få høj kvalitet i opgaveløsningen og i de produkter, vi køber. Og det skal vi, fordi det da er tudetosset at støtte det middelmådige og uduelige, der kommer udefra, frem for de dygtige lokale eller interne.

Tilbage til Cold Hand Winery. Her ved man godt, at man skal passe på med »at være en pralerøv« og gøre sig fortjent til den lokale sympati. Både i pressen og ved kundearrangementer er vinproducenten Jens Skovgaard både ydmyg, selvironisk og inddragende. Det her skal ikke bare være hans, men hele områdets fest.

»Har du gode ben? Eller er du brøle stærk?« Lød det for eksempel for nylig i en åben invitation på Facebook. Vineriet havde modtaget en kæmpe mængde kirsebær, der skulle stampes og derefter hældes op i palletanke til den videre gæring. Rigtig mange gode ben og brølestærke lokale valgte at møde op.

BRANCHENYT
Læs også