Opinion
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Husmoderens opium

Kommentar: Den kinesiske tradition for at spille holder liv i gyldne asiatiske kasinoindustrier - og i en omfattende underskov af hemmelige netværk.

Det var det nemmeste spil i verden.

De kaldte det ”12 kort” eller Chap Ji Kee på den malaj-kinesiske dialekt hokkien. Det blev også kaldt ”Husmoderens Opium”, fordi spillet udviklede sig til en industri for kvinder - på begge sider af pengestrømmen.

Chap Ji Kee symboliserer den spillelidenskab, som stadig trives i alle kinesisk-prægede samfund, og som er den vigtigste grund til, at kasino-industrierne i Macau, Singapore, Malaysia og Cambodja er rene guldgruber. I det univers spiller skæbnen altid en rolle. Forandring er normalen. Held og uheld er reelle faktorer i for ens livsbane. Især for de millioner af kinesere der i de seneste århundreder er draget ud for at søge lykke ... som man gør i ethvert ordentligt eventyr.

I nutidens kinesiskdominerede Singapore har rødderne været nemme at spore, eftersom landet siden de allertidligste kolonidage har haft en veldokumenteret, nedskrevet historie. Oprindelig blev der spillet alt muligt i officielle spillebuler. De blev forbudt, da bystatens grundlægger Sir Stamford Raffles kiggede forbi i 1923 efter at have været væk i nogle år. Siden rasede kampen mellem forbud og ikke-forbud, indtil spil definitivt blev forbudt i 1829.

Men det stoppede ikke spillelidenskaben. Industrien gik under jorden og udviklede sig til et fintmasket netværk af hemmelige forbindelser.

12 Kort gik ud på at gætte hvilket af 12 kinesiske tegn, der ville blive udtrukket i en regulær lodtrækning. Senere blev kortene erstattet af tal. Det store gennembrud kom, da man i stedet for 12 tal skulle vælge to kombinationer af 12 tal. Nu var der 144 kombinationer at vælge imellem – og gevinsten blev tilsvarende større.

Held og uheld er reelle faktorer i for ens livsbane. Især for de millioner af kinesere der i de seneste århundreder er draget ud for at søge lykke ... som man gør i ethvert ordentligt eventyr.

Opkrævningen af penge blev foretaget af kollektører, der gik fra dør til dør. De brugte koder til at skjule deres virke, hvem der spillede og for hvor meget. De begyndte også at give kredit – et privat kreditfinansieringssystem, som den dag i dag eksisterer i Kina under den officielle økonomi og lejlighedsvis giver den internationale finansverden sved på panden, fordi omfanget er fuldstændig ukendt.

Kollektørerne afleverede numre og penge til dem, der organiserede spillet. Udtrækningerne foregik i stor hemmelighed på i forvejen fastsatte tider og steder. Vindernummeret blev formidlet fra mund til mund eller via opslag på husmure eller markeder.

Alle kunne blive kollektører, og alle kunne spille. Husmødre, som ellers bare passede hjem og børn, kunne komme i kontakt med sælgerne, der også kunne være grønthandleren, naboen eller vaskekonen. Beløbene kunne være så små, at alle kunne være med i den daglige drøm om at vinde lidt ekstra penge i en verden, hvor pengene ofte var små.

Entreprenante mennesker fandt ud af selv at organisere syndikater, som brugte det samme vindernummer. Efterhånden konsoliderede industrien sig til en tretrins-operation af arrangører, under-arrangører og kollektører. Arrangørerne kendte ikke deres kunder, og spillerne anede ikke, hvem der var edderkoppen i spindet.

Der blev spillet for enorme beløb. I 1970erne havde Singapores førende syndikater en årlig omsætning på omkring en halv milliard kroner. Det siger næsten sig selv, at det måtte udvikle sig til ren svindel. Syndikaterne maksimerede fortjenesten ved manipulere med tallene. Man udtrak de numre, der blev spillet mindst på.

Paradoksalt nok gjorde det ingen forskel for spillerne. I 1973 gennemførte en avis interviews med 200 spillere, hovedparten kvinder. 95 pct. vidste godt at det var svindel. Men i stedet for at spille på et tilfældigt nummer spillede de nu i håb om at ramme det nummer der var spillet mindst på. Hvordan kombinationen fremkom var i virkeligheden uinteressant.

I Singapore erkendte daværende premierminister Lee Kuan Yew, at spillelidenskaben var kommer for at blive. Han oprettede et statslotteri og gennem to årtiers hårdnakket optrævlingsarbejde blev de illegale syndikater knækket.

Om der stadig findes små hemmelige cirkler, der praktiserer det gamle system, er alles gæt. De eksisterer i de omkringliggende lande, hvor man på udtrækningsdagene kan møde mennesker, der går langs bilkøerne og tilbyder at fortælle de udtrukne numre mod et beskedent honorar.

Historien har et par helt afgørende universelle pointer som økonomer og adfærdsforskere kæmper med i moderne tid. Vi forbrugere tager slet ikke de rationelle valg, som nationaløkonomer og markedsføringschefer forventer. Og selv om noget i princippet er svindel, deltager vi gerne - bare vi ved, at forholdet er det samme for alle andre.

BRANCHENYT
Læs også