Opinion
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Her er lykken gods og guld

Kommentar: En fjerdedel af verdens befolkning deltager i festen, når det kinesiske nytår bliver skudt ind. Velstand en hoved- temaet, og milliarderne flyder, når kineserne træder ind i Abens år.

Der skal være fest.

Det koster penge.

Derfor har Peoples Bank of China i de seneste uger pumpet sådan cirka 1.800 mia. kr. ud i banksystemerne. Det er 800 mia. kr. mere end på samme tid sidste år. Men efter aktie-tumulterne i årets begyndelse vil myndighederne være helt sikre på, at banker og ATM-maskiner ikke løber tør for kontanter i de kommende uger (og at de interne renter imellem bankerne ikke løber løbsk).

Det kinesiske nytår ligger forude. Juletræer, guirlander og julemanden er allerede afløst af mandarintræer, lanterner og en abe. Julens neonfarver i grønt, blåt og violet er afløst af rødt og orange.

Årets store party blot seks uger efter julen har en fjerdedel af klodens befolkning som aktive deltagere. Det fejres ikke kun i Kina og kinesisk dominerede territorier som Hong Kong, Taiwan, Macau og Singapore. Også i mange andre områder med store kinesiske befolkningsgrupper eller påvirket af kinesisk kultur som Vietnam, Cambodja og Korea markeres den anden nymåne efter vintersolhverv som indgangen til det nye år med nytårsdag den 8. februar.

Vi går ind i Abens år. Ikke kun det. Det er Ild-abens, og skal man være helt præcis den Røde Ild-abe. Dyretegnene markerer en cyklus på 12 år. De fem elementer ild, vand, jord, træ og metal en cyklus på 60 år. Nogle bruger endda også de kinesiske yin og yang-tegn som faktorer. I så fald er den Røde Ild-abes yang år en del af 120-årig cyklus. Det er lige i overkanten efter vestlig målstok, men i Kina har man markeret dette månenytår i hvert fald i par tusinde år, så i den sammenhæng giver det god mening. Efter traditionel kinesisk tidsregning går vi nu ind i år 4713.

Med den historiske ballast bør det ikke komme bag på alt for mange, at kineserne også forholder sig mere til de historiske erfaringer fra tiders og sæders skiften, end til hvad der lige nu er populært på parnasset. Erfaringer og traditioner er gået i arv i århundreder i forskellige formaliserede former, gennemgående via taoismen og den tilknyttede fortolkningsmodel feng shui.

Når centralbanken pumper likviditet ud i banksystemerne, er det fordi, der bliver kø ved hævemaskinerne, og kreditkortene slides tynde som barberblade, mens der drømmes om rigdom og velstand.

Jan Lund

I det univers tolkes fremtidens mulige hændelser gennem planeter og elementers påvirkning af mennesket og verden i al almindelighed. Ingen bygning vil blive opført, intet kontor indrettet uden en afbalancering af feng shui-principperne for, hvordan vand, lys, luft og verdenshjørner forholder sig harmonisk til hinanden.

Når vi nu træder ind i Abens år vil alle kigge sig omkring og tage bestik af året, efter hvordan abe-år plejer at forløbe. Det vil først og fremmest sige finansielt, økonomisk og kommercielt. Millioner vil indrette deres investeringer og handlinger efter feng shui-mestrenes dessiner.

Nytåret handler om held lykke fremover – og i denne sammenhæng snakker vi først og fremmest penge, rigdom og velstand. Lykken skal fremmes. Ulykken holdes væk. Lykken er mere rigdom. Ulykken er ruin.

Det afspejles i alt, hvad der sker omkring nytåret. Smukt dekorerede røde kuverter med pengesedler, kaldet hangbao eller ang pow, skifter hænder. Der er små sedler til børnene. Større til de voksne. Generelt giver gifte par penge til forældre, bedsteforældre og alle enlige i familien. En rundspørge i Singapore viser, at gennemsnittet i en hangbao til børn ligger på 8 dollar (40 kr.), mens forældre og bedsteforældre i gennemsnit modtager mellem 1.500 og 2.000 kr.

Beløbet skal enten indeholder tallet 8 eller være deleligt med 8. Det er det kinesiske lykketal, fordi 8 på både mandarin og kantonesisk lyder som ordet for velstand. Tilsvarende med mandariner (appelsiner), der lyder som guld eller held. En tradition med ananastærter i Singapore, Malaysia og det sydlige Kina kan føres tilbage til, at ordet lyder næsten som, når man siger »vi er blevet rige« på dialekten hokkien.

Sådan kan man blive ved. Symbolerne er forbundet med held, rigdom og økonomisk fremgang. Når centralbanken pumper likviditet ud i banksystemerne, er det fordi, der bliver kø ved hævemaskinerne, og kreditkortene slides tynde som barberblade, mens der drømmes om rigdom og velstand.

Det er svært for det mere filosofisk og ideologisk indstillede Vesten af forstå, at i den kinesiske folkesjæl er lykken rent faktisk gods og guld. Men det er godt at skrive sig bag øret, når der igen er optræk til stormvarsel på finansmarkederne.

BRANCHENYT
Læs også