Gammel Opinion
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Opgøret med kildeteksterne mangler

Selv om muslimer betragter Koranen som det perfekte og endelige budskab, har man traditionelt inddraget udsagn fra profetens sædvane, den såkaldte hadithlitteratur, når Koranens tekst skulle tolkes. Og det er her, det for alvor går galt.

Tegning: Rasmus Sand Høyer

Visse såkaldte imamer er i årenes løb flere gange kommet med udtalelser om islam, som både har kompromitteret islam og muslimer i omverdenens øjne, og som har stået i skærende kontrast til Koranens åbenbarede vejledning til menneskene.

Tre ledende skikkelser fra Dansk Islamisk Center giver i kronikken ”Moskéerne uden slør” i Jyllands-Posten den 12.marts deres bud på, hvordan muslimer efter deres opfattelse kan rette op på situationen.

De lister som katten om den varme grød og undlader at nævne det eneste, der kan føre muslimerne ud af den blindgyde, de befinder sig i, nemlig et opgør med den traditionelle tolkning af Koranen. I århundreder har selvbestaltede ledere læst Koranen, som Fanden læser Bibelen og forvansket de helt grundlæggende begreber såsom tro og vantro, islam og sharia, jihad og martyrium til ukendelighed.

En nylæsning af primærkilden, Koranen, må nødvendigvis gå hånd i hånd med et kritisk opgør med forholdet mellem Koranen og hadithlitteraturen (også kaldet profetens sunna eller sædvane) samt med brugen af hadithlitteraturen i det hele taget.

Hvad nytter det at instruere folk i, hvad de må og ikke må sige højt, så de ikke går imod dansk lov og kultur, hvis man ikke ændrer den grundlæggende holdning til teksterne? Et manifest eller en imamuddannelse gør ingen forskel, hvis man ikke tager fat ved ondets rod.

Man kan ikke trække en ny islamforståelse ned over hovedet på folk. Det er den enkelte, der i konstant dialog med sig selv, med sin samvittighed og med sin skaber skal finde en fornuftig måde at være muslim på i harmoni med sig selv og sine omgivelser.

Koranen betragtes af muslimer som det perfekte budskab og den endegyldige vejledning til menneskeheden. Alligevel har der siden slutningen af 900-tallet udviklet sig et såkaldt abrogationsprincip, ifølge hvilket nogle tidlige passager betragtes som ophævet af andre senere åbenbarede passager.

Typisk er det åbne og rummelige passager, der hævdes ugyldiggjort af vers eller sætningsled, der tolkes snævert og tages fuldstændig ud af sammenhængen. Eksempelvis hævdes det såkaldte sværdvers og andre ”krigeriske” vers at ophæve vers om trosfrihed.

Teorien om, at nogle koranvers skulle ophæve andre, må være opfundet af mennesker, der ikke har magtet at forholde sig til den frihed, åbenhed og rummelighed, som Koranen lægger op til.

Selv om muslimer betragter Koranen som det perfekte og endelige budskab, har man traditionelt inddraget udsagn fra profetens sædvane, den såkaldte hadithlitteratur, når Koranens tekst skulle tolkes. Og det er her, det for alvor går galt. Hadithlitteraturens autenticitet og status over for Koranen har altid været omstridt. Koranen blev nedskrevet brudstykkevis i takt med åbenbaringen og samlet til ét skrift umiddelbart efter profeten Muhammeds død.

Hadithlitteraturen blev derimod først nedskrevet og samlet et par århundreder efter profetens død, efter at den i den mellemliggende tid var gået fra mund til mund i flere generationer i hele det islamisk-arabiske rige. Derfor findes der ofte flere modstridende udsagn om samme emne eller begivenhed.

Mange af disse udsagn strider endvidere imod det helt grundlæggende i Koranen, som eksempelvis steningsstraffen, børneægteskaber, tvangsægteskaber, kvindens mindre værd og deraf følgende kønsdiskrimination, opfordringen til at straffe børn, der ikke beder, og voksne mænd, der ikke regelmæssigt går til fredagsbøn, forbud imod ægteskab mellem en muslimsk kvinde og en kristen eller jødisk mand, en hustrus pligt til at stå seksuelt til rådighed for ægtemanden alle døgnets 24 timer, og straf for frafald osv. osv.

Vil man af med disse dårligdomme og bringe islamisk praksis ind i samtiden, er man nødt til at tage et opgør med hadithlitteraturens status og anvendelse – ligesom også med den hovedløse, bogstavelige og fragmenterede læsning af Koranen.

Personligt mener jeg, at man, hvis man accepterer teorien om, at nogle koranvers ophæver andre og inddrager hadithudsagn, der strider imod Koranens centrale principper, i virkeligheden sætter spørgsmålstegn ved Koranens autenticitet og særstatus som Guds åbenbarede vejledning til menneskeheden.

Det kræver mod og styrke at gå imod det en gang etablerede, og det er bestemt ikke omkostningsfrit, for de selvbestaltede ledere sætter sig til doms over enhver, der formaster sig til at tænke selvstændigt, og de afviser enhver forandring og nyfortolkning af islam som kætteri.

Mange glemmer, at det er en naturlov, at man er nødt til at gå imod strømmen for at nå kilden. Belønningen ligger i den ultimative frisættelse af mennesket og et liv i harmoni med sig selv, med Gud og med omverdenen.

Der findes utallige bøger på europæiske sprog, der beskriver den her omtalte nylæsning af Koranen og kritiske tilgang til hadithlitteraturen.

Der er ingen undskyldning for ikke at kende til det reformarbejde, som muslimske tænkere, kvinder og mænd, beskæftiger sig med rundt omkring i verden. Der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken endnu engang.

Islam har aldrig været en ensartet størrelse, men har altid været i bevægelse.

Islam har siden sin opståen reformeret sig selv indefra og tilpasset sig mange forskellige kulturer og tidsaldre, ved at eftertænksomme mennesker har fundet frem til en fortolkning af kildeteksterne og en praksis, der har syntes relevant for muslimernes liv under de givne kulturelle, politiske og sociale omstændigheder.

Man kan ikke trække en ny islamforståelse ned over hovedet på folk.

Det er den enkelte, der i konstant dialog med sig selv, med sin samvittighed og med sin skaber skal finde en fornuftig måde at være muslim på i harmoni med sig selv og sine omgivelser.

En seriøs diskussion om hadithlitteraturens autenticitet, anvendelse og stilling i forhold til Koranen er en nødvendig del af den proces, der fører til en islam i pagt med tiden.

Jeg har i mine bøger (senest ”Islam – min hjertesag” og ”Islam – Koran, Hadith, Sharia”) peget på de områder, hvor en ny forståelse af Koranen er allermest påtrængende, for at man kan nærme sig det oprindelige budskab og omsætte det i praksis under de omstændigheder, vi lever under i dagens Danmark.

Hvis man læser Koranen med åbent sind, med hjerte og forstand, kan den sagtens læses ind i nutiden, uden at man behøver ændre en tøddel på den originale, gudgivne arabiske tekst.

På den måde når man frem til en islam, der indeholder alt det, som kræves af et relevant og tidssvarende budskab: næstekærlighed, dyreværn, naturbevarelse, demokrati, pluralisme, menneskeret, ligesom den har et indbygget værn imod terror, jødehad samt alle former for diskrimination.

Der er intet modsætningsfyldt i at være bevidst, troende muslim og lovlydig, aktiv og engageret borger i et samfund som det danske.

Islam betyder fred og gudhengivelse, og det er menneskets opgave at tjene Gud ved at tjene skabelsen – på tværs af alle skel, en direkte pendant til Bibelens dobbelte kærlighedsbud.

AF Aminah Tønnsen, muslim, forfatter og foredragsholder.

BRANCHENYT
Læs også