Opinion
0

Bliv klog af at kigge tilbage

Kommentar: Brug historien som inspiration til handlinger og værdier i nutiden. Hvad skal I holde fast i eller genoplive?

Hvordan bliver vi kloge? Det gør vi både ved at rejse jorden rundt i søgen efter nye tanker og tendenser – og ved at dykke ned i, hvor vi kommer fra, og hvilke dele af vores historie vi med fordel kan stå på fremadrettet.

I mange år har danske virksomheder og organisationer mest været optaget af at se fremad og ud: Hvad gør konkurrenterne? Hvordan skruer andre forretningen sammen? Denne øvelse er fortsat relevant, men nu er turen også kommet til at se indad for at finde et solidt ståsted og en berettigelse.

Ind imellem bliver resultatet af storytelling en trykt bog, der kan anvendes som et troværdigt visitkort. En ’gammeldags’ bog opfattes i stigende grad som et medie, der viser en virksomheds eller organisations soliditet. Nej, vi er ingen døgnflue, og vi magter mere end at producere en endimensionel profilbrochure!

Første step i Storytelling er typisk at dykke ned i fortidens erindringer og hverdagsbeskrivelser. Hvad er det, vi gennem tiden har været så dygtige til? Om det er en institution, en kommune eller en virksomhed, er øvelsen den samme og altid dybt fascinerende. Tænk, at vores lærlinge engang boede hos virksomhedens ejer, at vi tog de unge mennesker til os, nærmest som var de vores plejebørn? Tænk, at vi engang som noget helt naturligt rummede ansatte med forskellige handicaps? Og overvej, at så mange af vores ledere er uddannet tømrere? Er der noget værdifuldt her, som vi skal holde fast i eller genoplive?

Det mere negative i historien kan på tilsvarende vis fremkaldes og minde os om, hvad det er, vi ikke skal gentage. Tag sådan noget som ledelsesstilen. Så lang tid siden er det heller ikke, at cheferne mest var til kommandoer og kvælende stramme tøjler. Dialog, nej tak, ikke på vilkår.

En kvinde arbejdede fra 1934 til 1978 på en stor virksomhed i Horsens.

»Jeg kan huske toiletterne. Det nederste af dørene var skåret af, sådan at de kunne se, at vi ikke stod derinde i for lang tid. De holdt øje med vores ben...,« fortæller hun om dagliglivet på fabrikken. Det gør hun i en af de tusindvis af erindringer fra industriarbejdere, håndværkere og arbejdsmænd, som Nationalmuseet opsamlede, da de i 1951 oprettede en særlig afdeling for Industri-, håndværker- og arbejderundersøgelser.

Den kontante ledelsesstil var båret af den tidstypiske opfattelse, at arbejderne skulle disciplineres frem for motiveres. De var som udgangspunkt en del af produktionsapparatet, hverken mere eller mindre. Kvinden fortæller videre: »Hvis chefen kom forbi lakereriet, og der ingen arbejdere var, var det jo galt. Især den gamle var meget hård: ’Hvad fanden laver De derinde?’ sagde han.«

Men erindringerne om denne chef er slet ikke sort-hvidt. Denne umiddelbart ”hårde chef” var nemlig også rummelig. En mand fra Horsens fortæller, hvordan han mistede sit ben i en ulykke og alligevel i over 40 år arbejdede for netop denne chef fra tidlig morgen til sen aften. Chefens mantra var, at ”den der vil bidrage, han skal have lov”, og så blev der fundet et arbejde som den enbenede mand fint kunne passe. Det skulle da bare mangle andet.

...hvis en af fortidens nedslidte børnearbejdere i Randers kunne se ind i fremtiden, måtte synet af nutidens yogadyrkende randrusianske smede med ”kun” 37-timers uger og ugelange ferier forekomme forunderligt uvirkeligt.

Når vi sammen tager turen ned ad memory lane, får vi håndfast dokumentation for, at vi ikke bare er ofre for fikse idéer, falske erindringer og tankespind, men skinbarlig, om end fortolket, sandhed. Mange tanker opstår i forlængelse af den øvelse, for eksempel tænker jeg, at vi da ikke har det så ringe endda

”Før: Børnearbejde – Nu: Yoga for smede”, lyder f.eks. titlen på et kapitel i en bog med titlen ”Randers’ Muskler”, som vi netop er ved at sende i trykken. Heri skriver vi, at hvis en af fortidens nedslidte børnearbejdere i Randers kunne se ind i fremtiden, måtte synet af nutidens yogadyrkende randrusianske smede med ”kun” 37-timers uger og ugelange ferier forekomme forunderligt uvirkeligt.

Mens randrusianske smede i dag dyrker yoga og har fokus på sund livsstil, led fortidens børnearbejdere under et invaliderende arbejdsmiljø.

Frem til 1920 husede Randers en af de største danske tændstikfabrikker. Produktionen var rå med mange udslidte børnearbejdere og ansatte, der i stor stil led af invaliderende fosfornekrose. De fleste børn fra fattige familier arbejdede dengang allerede fra 7-8 års alderen, og svovlstikkeindustrien var blandt de industrier, der havde flest børn ansat. Det fortælles, hvordan børnenes ånde og klæder ligefrem lyste i gaderne, når de gik hjem fra tændstikfabrikkerne om aftenen.

Loven mod børnearbejde blev vedtaget i 1873 og er siden løbende blevet strammet op. Og hvorfor er det overhovedet godt for os at få den viden? Ja, skulle en eller anden kæk virksomhedsejer få den tanke, at ”de helt frie markedskræfter” fortsat bør gælde i Danmark, så kan viden om fortidens udslidte børnearbejdere måske få ham til at indse, hvad den yderste konsekvens ville være af et vildt vesten på arbejdspladsen.

BRANCHENYT
Læs også