Opinion
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Mens vi vinker farvel til finanskrisen: Husk nu hvorfor recessionen blev unødvendig dyb og lang

Det var en giftig cocktail af høj forbrugsgæld og et boligmarked på steroider, der for 10 år siden skubbede Danmark ud i den værste recession siden 30erne

Foto: Lars Krabbe

De offentlige finanser er solide, et »bredt funderet opsving« spreder sig i dansk økonomi, og der er ingen »brændende platform« for yderligere udbudsreformer.

Sådan lød budskabet fra overvismand Michael Svarer, da han onsdag morgen tonede frem på TV2 News. Økonomiprofessoren fra Aarhus Universitet lægger sig dermed på linje med andre prominente økonomer – fx Nykredits Tore Stramer: Dansk økonomi har det bedre end frygtet. Og finanskrisen fortoner sig i bakspejlet.

Men før vi kører hævesænkebordet op og ned et par gange i vild jubel og booker tre uger på langs på Koh Chang, er det værd at huske på, at det ikke er første gang, at prognosefolket lover opsving. Tværtimod.

I mange år har det været mere reglen end undtagelsen, at fx Finansministeriet og Det Økonomiske Råd har skudt over målet, når de skulle forudsige væksten for de kommende år. Der fnises efterhånden i krogene, når bankøkonomer for 17. gang gentager, at privatforbruget netop i dette kvartal kommer til at vokse massivt og derefter lirer en variation af følgende sætning af: »Ja, ok, vi indrømmer, vi ramte skævt sidst, men nu passer det. Vi sværger.«

Det eneste sikre i livet er ret beset døden og stigende bidragssatser. En sund skepsis er derfor nok på sin plads. Ifølge Nationalbankens skøn fra december vokser økonomien også med 1,4 procent i 2017 og 1,5 procent i 2018, så vi står næppe midt i et buldrende opsving. Kigger man på dansk økonomi per indbygger, er vi også stadig fattigere, end vi var i 2008, fordi væksten de seneste år har været så sløj. Når det er sagt, så ser nøgletallene pæne ud hele vejen rundt. Som Michael Svarer siger: Ledigheden er lav, reallønnen vokser, statsfinanserne overrasker positivt, optimismen bobler i erhvervslivet, og privatforbruget stiger.

Før vi kører hævesænkebordet op og ned et par gange i vild jubel og booker tre uger på langs på Koh Chang, er det værd at huske på, at det ikke er første gang, at prognosefolket lover opsving.

Magnus Barsøe, debatredaktør.

Hvis vi derfor denne gang – endelig – siger farvel til finanskrisen, så lad os huske, hvorfor vi fik den værste recession siden 30erne. Og hvorfor den blev unødig lang. Man kan næppe reducere krisen og den efterfølgende periode af lavvækst til én enkelt årsag eller begivenhed, men et voksende kor af topøkonomer peger på en central grund: Den massive gældsopbygning hos Vestens forbrugere i årene op til 2008. Overalt fik boligpriser og gæld lov til at stige uhindret.

Da boligmarkedet kollapsede, forduftede formuen i mursten, og de forgældede familier sænkede deres forbrug markant. Det drænede samfundet for efterspørgsel og hev væksten ned i gear. Privat gæld er simpelthen den »vigtigste årsag til, at krisen blev så lang og dyb,« som Adair Turner, anmelderrost økonom og tidligere chef for det britiske finanstilsyn, fortæller over telefonen fra London.

Den gældsfinansierede danske forbrugsfest i 00erne illustrerer den analyse. Fra 2003 til boligboblen brast i efteråret 2007 steg prisen på et normalt enfamiliehus med 68 pct., viser tal fra Danmarks Statistik. Ejerlejlighederne steg hele 72 pct. og toppede året før. Gælden i husholdningerne voksede fra at udgøre 232 pct. af den disponible indkomst ved årtusindeskiftet til 339 pct. i 2008, viser tal fra OECD. En historisk stejl stigning på 107 procentpoint. De danske husholdninger festede på lave renter og afdragsfrie lån, som politikerne indførte i sommeren 2003.

Det er svært at sige præcist, om boligpriserne øgede gælden, eller om den højere gæld skubbede til boligpriserne, siger professor på CBS og boligekspert Jens Lunde, men bundlinjen var den samme: Dybt forgældede forbrugere og oppustede ejendomspriser.

Man kan næppe reducere krisen og den efterfølgende periode af lavvækst til én enkelt årsag eller begivenhed, men et voksende kor af topøkonomer peger på en central grund: Den massive gældsopbygning hos Vestens forbrugere i årene op til 2008.

Magnus Barsøe, debatredaktør.

Da boblen brast, ramte hammeren hårdere. Nationalbanken konkluderede i en rapport fra 2014, at der var en »kraftig« negativ sammenhæng mellem gældsniveauet og familiernes forbrug i årene efter 2007. Den høje gæld bidrog til »at forstærke faldet i det private forbrug,« skriver de tre forskere bag rapporten, og da privatforbruget udgør omkring halvdelen af Danmarks økonomi, trak det hele økonomien med ned.

Finn Østrup, en anden økonomiprofessor fra CBS, skrev også ret præcist forleden, at før vi lægger finanskrisen i graven, skal vi huske på, at vi lever i unormale rentetider. Renten har været omkring nul i årevis. »Finanskrisen er først forbi, når renten er blevet hævet,« skrev Østrup og peger på, at omkring 67 procent af samtlige udestående realkreditlån er med variabel rente: »Hvor mange danske husholdninger kan klare en stigning i den korte rente til fire procent med et tilsvarende fald i boligprisen?«

Det spørgsmål flagrer stadig i vinden, selv efter Michael Svarers hyldest til økonomien onsdag. Den store gældspukkel er vanskelig at gøre noget ved nu, men man må blot håbe, at vi husker finanskrisens vigtigste lektie fremover: Hvis man lader stå til, mens forbrugernes gæld vokser, så slår tømmermændene hårdere, når lavkonjunkturen sætter ind. Og den kommer altid - før eller senere.

Magnus Barsøe er debatredaktør. Følg ham på @MagnusBarsoe eller skriv på magnus.barsoe@finans.dk

BRANCHENYT
Læs også