Serier

Minister vil lokke ved at udvide skatterabat

Udspil: Den lave forskerskat skal trække flere højtuddannede udlændinge til Danmark, mener skatteministeren. Forslaget splitter Venstre og De Konservative.

De måske ønskede
Skatteminister Morten Østergaard (R) vil onsdag præsentere regeringens samlede bud på en rekrutteringsreform sammen med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S). Arkivfoto: Kim Vadskær/Polfoto

I et forsøg på at tiltrække de klogeste hoveder fra udlandet vil regeringen sænke barren for, hvornår højtkvalificeret arbejdskraft kan blive en del af den attraktive forskerordning og nøjes med en skat på 32 pct.

Det fastslår skatteminister Morten Østergaard (R), som onsdag vil præsentere regeringens samlede bud på en rekrutteringsreform sammen med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

I dag kræver det en månedsløn på 70.600 kr., for at medarbejdere fra udlandet uden en ph.d. kan få foden inden for i forskerordningen. Det beløb vil regeringen sænke med 10.000 kr.

»Beløbsgrænsen har sat en grænse for, hvilke funktioner virksomhederne kunne rekruttere folk til. Nu får vi forhåbentlig folk ind, som også er lidt yngre, og måske hentes pga. af deres talent – med en forhåbning om, at de slår faste rødder i Danmark og kommer til at bidrage til dansk vækst og med skatteindbetalinger,« siger Morten Østergaard, der kalder tiltaget »en krumtap ift. at imødekomme ønskerne fra danske virksomheder«.

I Dansk Industri bliver forslaget imidlertid stemplet som »en lappeløsning«, men det afviser Morten Østergard.

»Jeg har haft besøg af nogle af de største virksomheder, som har efterspurgt ordningen. Der har vi valgt at lytte til dem, mere end vi lytter til Dansk Industri,« siger han.

Fodboldspillere og andre

Allerede nu nægter Venstre at lægge stemmer til at lempe forskerordningen, som man maksimalt kan benytte i fem år, og som 4.500 personer var omfattet af i 2012.

»Det er mere gavnligt, at man generelt sænker skatten på arbejde end for udvalgte udlændinge. Allerede i dag har vi en meget lukrativ ordning, som bliver brugt af andre end forskere, der sidder med næsen i et mikroskop: lobbyister, fodboldspillere og andre. Det bliver for lukrativt, hvis man sænker grænsen,« siger udlændingeordfører Karsten Lauritzen (V).

Ej heller Enhedslisten kan regeringen regne med.

»Vi kender til sportsfolk og andre, som lige flytter en periode til udlandet for så at komme hjem til en høj løn og en lav skat. Det bliver ikke med os,« siger skatteordfører Frank Aaen (EL).

Ja tak fra De Konservative

Til gengæld slår forslaget en kile ned i den borgerlige lejr, hvor De Konservative erklærer sig »meget positive«.

»Jeg hører fra Novo Nordisk og andre firmaer, at 70.000 kr. er lidt for højt sat. Får man sat beløbet ned, kan man få flere med i ordningen – også forskerspirer, som ikke nødvendigvis er på direktørniveau,« siger gruppeformand Brian Mikkelsen (K).

Ifølge Skatteministeriet vil det koste 35 mio. kr. at gennemføre forslaget, som vurderes at øge beskæftigelsen herhjemme med 500 personer. Det er ikke så ringe endda, mener skatteminister Morten Østergaard:

»Det er nok svært at finde noget, der er mere effektivt. En rekrutteringsreform kan ikke løse alle Danmarks udfordringer, men jeg er tryg ved, at vi får en plan, der hjælper konkurrenceudsatte virksomheder, så de bliver i Danmark. Det bidrager det her til. For alternativet var, at de flyttede derhen, hvor det var til at få fat i arbejdskraft.«

Reform og vækstpakke

Rekrutteringsreformen blev nedfældet i regeringsgrundlaget fra 2011 og har været så længe undervejs, at den nu bliver en del af den længe ventede vækstpakke, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) varslede i juledagene. På samme måde som kontanthjælps- og SU-reformen indgik i vækstaftalen med de borgerlige partier sidste år, ventes rekrutteringsreformen at bidrage med finansiering til den nye vækstpakke.

Reformudspillet lanceres onsdag og lægger bl.a. op til at gøre det lettere at få et cpr-nummer, ligesom det politiske oplæg ifølge Jyllands-Postens oplysninger vil indeholde justeringer af greencard-ordningen og beløbsordningen, som er to andre indgange til Danmark for udlændinge, der søger job.

Netop de to områder er styret af politiske forlig mellem regeringspartierne og V, K og DF. Ifølge de uofficielle spilleregler på Christiansborg betyder det, at ændringer af de to ordninger kræver enighed mellem alle aftalepartier, for at det kan træde i kraft på denne side af et valg.

Forhandlingerne om rekrutteringsreformen vil løbe parallelt med den højpolitiske kamp om vækstpakken, hvor slaget mellem regeringen og blå blok kommer til at stå om, hvor meget skatter og afgifter bør lettes.

Læs også
Top job