Gammel Politik
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

DF afviser kritik fra økonomer: Det er »partsindlæg« fra en samling »Hans Engell-typer«

Landets økonomer tvivler på, at Dansk Folkeparti kan skabe vækst. Men deres vurdering er ligegyldig, lyder det fra DF's erhvervsordfører.

"Jeg har givet tre ideer, som jeg vurderer, er vækstskabende for Danmark. Det ændrer jeg ikke holdning til, fordi der er nogle økonomer, der har siddet ved et bord og krydset nogle streger af på en skitse med 26 forslag," siger DF erhvervsordfører. Foto: Peter Hove Olesen

Det rør ikke Dansk Folkeparti en dyt, at landets førende økonomer vender tommelfingeren nedad til partiets tre vækstforslag.

Det er blot »partsindlæg« fra en samling »Hans Engell-typer«, lyder det fra DF's erhvervsordfører Hans Kristian Skibby, efter at 55 økonomer har bedømt konkrete vækstforslag fra alle folketingets ni partier.

»Når eksperter kloger sig på Dansk Folkepartis politik, så ser jeg det altid som et partsindlæg. Det vil undre mig såre, hvis økonomer, der absolut ikke deler vores politiske observans, begyndte at udråbe os til noget, de godt kan li',« siger Hans Kristian Skibby.

I er Danmarks andetstørste parti. Er det ikke vigtigt, at I har en politik, der øger væksten?

»Jo. Vi er kommet med tre bud her,« siger han.

DF foreslår bl.a., at man rundbarberer bureaukratiet for erhvervslivet og sanerer diverse støtteordninger, så det bliver nemmere for virksomhederne at finde vej i støttejunglen. Målet er at lette byrderne og holde produktionsjob i Danmark, siger ordføreren.

Her er Dansk Folkepartis tre vækstforslag

Dansk Folkepartis tre vækstforslag

  1. Man skal have klare måltal for nedsættelse af virksomhedernes administrative byrder. (1 stemme, dvs. 2 pct. af økonomerne valgte forslaget.)
  2. En kraftig sanering af de mange erhvervsstøtteordninger. Vi skal ikke fjerne midler fra den samlede erhvervsrettede indsats, men gøre initiativerne mere målrettede og overskuelige. (2 stemmer, dvs. 4 pct.)
  3. Gør det langt mere attraktivt at investere i danske iværksættervirksomheder. En del kan indarbejdes som målrettede initiativer i en kommende erhvervsskattereform. (4 stemmer, dvs. 7 pct.)

Sådan gjorde vi:

Finans bad erhvervs- og vækstordførerne fra Folketingets ni partier komme med tre konkrete forslag til at skabe vækst i Danmark. Det resulterede i 26 forskellige forslag. De ni, der sendte forslag, er: Morten Bødskov (S), Ida Auken (R), Brian Mikkelsen (C), Troels Lund Poulsen (Erhvervs- og vækstminister (V), Joachim B. Olsen (LA), Pelle Dragsted (Enhedslisten), Lisbeth Bech Poulsen (SF) og Hans Kristian Skibby (DF).

Vi sendte forslagene ud i Finans’ Økonomiske Panel og bad hver respondent "vælge de tre forslag, som du mener, bedst skaber vækst i dansk økonomi." Der sidder 72 økonomer i panelet. Økonomerne kommer fra tænketanke, universiteter, handelsskoler, interesseorganisationer og finansielle virksomheder. Der er maksimalt to med fra hver interesseorganisation og tænketank.

55 økonomer gennemførte spørgeskemaet.

Samlet har jeres forslag fået syv stemmer. Det bekymrer dig ikke, at næsten ingen økonomer mener, at jeres forslag øger væksten?

»Nej, det gør det ikke. Det er ikke økonomer, der skaffer danske arbejdspladser. Økonomer er uddannet på universiteter, og der er ikke nogen af dem, der er primus motor på væksten. De er kloge på at bedømme andre folks ideer, og de er kloge på at fortælle, hvad andre folk skulle ha' gjort. Det er lidt Hans Engell-typer, der gør sig kloge på et eller andet område, men de har ikke vist særlig gode takter på området selv. Det samme kan man sige om Hans Engell, (den tidligere Konservative formand, red.)« siger han.

De har jo taget minimum fem års uddannelse i økonomi, de burde vide, hvordan man skaber vækst i samfundet.

»De er ikke iværksættere i min optik. Hvor mange af de 55 har selv generet arbejdspladser i Danmark udover deres egen? Nej, jeg tager det udelukkende som et partsindlæg.«

De er kloge på at bedømme andre folks ideer, og de er kloge på at fortælle, hvad andre folk skulle ha' gjort. Det er lidt Hans Engell-typer, der gør sig kloge på et eller andet område, men de har ikke vist særlig gode takter på området selv. Det samme kan man sige om Hans Engell.

Hans Kristian Skibby, erhvervsordfører Dansk Folkeparti

Hvis I kommer i regering, er det her så de tre forslag, I vil gennemføre for at skabe vækst?

»Ja. Jeg har givet tre ideer, som jeg vurderer, er vækstskabende for Danmark. Og det mener jeg fortsat. Det ændrer jeg ikke holdning til, fordi der er nogle økonomer, der har siddet ved et bord og krydset nogle streger af på en skitse med 26 forslag.«

»Vi skal højne vores konkurrenceevne ved at få produktionsudgifterne ned. Det er en kendsgerning, at vi lider kraftigt under høje afgifter - fx PSO-afgiften. Det betyder, at der bliver færre produktionsjob i Danmark og færre job til dem med en erhvervsmæssig ungdomsuddannelse. Vi skal i højere grad forsvare de produktionsjob, der sagtens kan være i Danmark, og hvis ikke økonomerne er enige i det, så er det i hvert fald ikke mig, der er noget galt med. Sådan er det.«
 

BRANCHENYT
Læs også