Gammel Politik
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Francois Hollande vil ikke længere være fransk præsident

Frankrigs præsident genopstiller ikke til præsidentvalget i foråret 2017.

Den franske præsident, Francois Hollande. Foto: Charles Platiau/AP

PARIS:

I månedsvis har franskmændene og hans politiske modstandere ventet på et svar fra præsident Francois Hollande. Og torsdag aften præcis kl. 20 fik de det endelig.

Fra sin talerstol ved Elysée-palæet meddelte en bevæget Francois Hollande, at han ikke genopstiller som præsident.

»Jeg er i dag bevidst om, hvilke risici, der er forbundet med mit kandidatur, som ikke har stor nok opbakning« siger Francois Hollande, der henviste til den store splittelse, der lige nu er på den franske venstrefløj.

»Jeg har besluttet ikke at være kandidat til præsidentvalget,« sagde han.

Udmeldingen kom efter flere måneders spekulationer om, hvorvidt Hollande rent faktisk ville stille op eller ej. Han er blevet kaldt den mest upopulære præsident i Frankrigs historie, og flere af hans tidligere ministre har allerede vendt ham ryggen og ønsker selv at gå efter den politiske toppost.

»Personligt er jeg kun interesseret i, hvad der er bedst for landet. I over fire og et halvt år har jeg tjent dette land med ærlighed,« lød det fra Francois Hollande, som ligeledes brugte sin tale til at sætte streg under nogle af de politiske bedrifter, som han har opnået - og ikke opnået - i sin tid i Elysée-palæet.

Han nævnte bl.a. kampen om at nedbringe landets arbejdsløshed, som har været en af de mærkesager, som han i sin tid blev valgt på. Men han har haft svært ved at leve op til sine løfter. Det er først inden for de seneste par måneder, at landet er begyndt at se et fald i arbejdsløsheden, som i dag ligger på omkring 9,7 pct.

Derudover nævnte Hollande nogle af de andre store udfordringer, som han har stået over for som fransk præsident; adskillige terrorangreb på fransk jord, flygtningekrisen og splittelsen i Europa.

»I de kommende måneder er min eneste pligt at blive ved med at lede landet,« sagde Hollande.

Francois Hollande har været præsident siden 2012.  Det er første gang i flere årtier, at den nuværende politiske leder ikke genopstiller.

Det franske præsidentvalg løbet af stablen i foråret 2017.

Det store spørgsmål er nu, hvem der så bliver socialistpartiets kandidat til valget. Flere socialistiske politikere har allerede meldt sig som kandidater til det primærvalg, som finder sted på venstrefløjen til januar, mens andre har ventet på, at præsidenten skulle komme med sin udmelding.

Der har bl.a. været mange spekulationer om, hvorvidt Francois Hollandes premierminister, Manuel Valls, nu agter at gå ind i kampen. 

BRANCHENYT
Læs også