Privatøkonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Nu bliver pensionsopsparere 20,5 mia. kr. fattigere

Fredag begynder opkrævningen af PAL-skatten. Opkrævningen betyder, at saldoen på manges kontantkonti bliver negativ.

Der bliver for alvor gjort indhug i danske pensionsopspareres kontantkonti i de kommende dage. Foto: Lærke Posselt/ Polfoto

Fredag bliver alle danskere med pension 20,5 mia. kr. fattigere. Så mange penge forventer Skat at få ind i pensionskat, den såkaldte PAL-skat for 2015. Opkrævningen begynder fredag, og skatten opkræves uden varsel. Det betyder, at mange vil opleve, at de kontantkonti, der er tilknyttet pensionsdepotet pludselig går i minus.

Sådan er situationen for de mange danskere, der har pensioner. Opkrævningen mærkes primært af de mange, der investerer selv, mens pensionsopsparere med ydelsesgaranti ikke mærker det direkte.

PAL-skatten er på 15,3 pct. af pensionsafkastet. Hvis man har haft et afkast på 100.000 kr. i form af udbytte og/eller kursstigninger i løbet af et år, betaler man 15.300 kr.

Pengene opkræves i disse dage frem til den 22. januar af bankerne eller pensionsselskaberne. Pengene tages fra den kontantkonto, der er tilknyttet pensionen. Det betyder, at manges konti vil gå i minus, og det giver hvert år udfordringer for selskaberne. For ifølge reglerne kan hverken bankerne eller pensionsselskaberne kræve, at man får dækket underskuddet ind.

Sådan trækkes skatten
  • PAL-skatten er på 15,3 pct. og opkræves af pensionsafkastet.
  • Skatten opkræves fra 15. til 22. januar hvert år.
  • Pensionsafkast består både af kursgevinster og udbytter.
  • Pengene opkræves af det selskab, man har sin pension i - ikke af Skat.
  • Man får ikke umiddelbart en opgørelse, men kan bede om en hos sin pensionsudbyder.

I princippet kan de blot afvente, at der kommer penge ind på kontoen i form af udbytter eller nye indbetalinger. I mellemtiden har de ret til at opkræve en rente. Denne rente er ikke fradragsberettiget.

I Danske Bank har man valgt ikke at opkræve rente længere, og ifølge rådgivningsdirektør Mark Namensen, giver skatten ikke større udfordringer. Kunderne får et ekstra kontoudtog, men hvis de vil have beregningsgrundlaget for skatten, skal de ligesom i andre banker selv bede om det.

Behovet for en sådan beregning er størst, når der skal ske modregning. I de år, hvor man har haft tab på sin pension, skal tabet modregnes i fremtidig skattebetaling. Derfor kan der ske modregning sted selv i år, hvor man har tjent godt på sine værdipapirer.

Dette regnestykke kan være svært at gennemskue for de fleste ikke mindst, hvis de har handlet flittigt i årets løb. Er man i tvivl, kan man få en opgørelse fra sin bank.

Det nytter ikke noget at kontakte Skat, da Skat ikke har oplysningerne på personnummer-niveau.

Det kommer bag på mange hvert år, at skatten skal betales her og nu, og de har dermed ikke kontanter stående på kontoen. Men man kan ikke tvinges til at sælge værdipapirer for at betale skatten.

Ifølge loven må banken lægge pengene ud og ikke opkræve mere i rente, end der er aftalt på forhånd. Renteudgiften kan ikke fratrækkes.

BRANCHENYT
Læs også