Gammel Privatøkonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Dyreven? Drop disse turistattraktioner

Hver tiende turist besøger årligt attraktioner, hvor dyr har lidt for underholdningens skyld. Her er din guide til en ren samvittighed.

Delfinerne holdes i små kunstige bassiner, med et kunstigt miljø, ofte med klor i, som kan give irritationer for dyrets hud. Bassinerne er så små, at dyrene ikke kan dykke dybt, som de kan i naturen, og derved risikerer de at blive solbrændte. colourbox.com

Hvis du rider på elefanter i Thailand, tager selfies med løveunger i Sydafrika eller svømmer med delfiner i Portugal, er du med til at støtte en underholdningsindustri, der skaber lidelser for over en halv million dyr.

Dyrevelfærdsorganisationen World Animal Protection anslår i en rapport, at dyr bliver mishandlet eller mistrives i tre ud af fire undersøgte turistattraktioner.

- Det er en kynisk og hård industri, fordi det kun handler om at tjene penge. Og den består, fordi turisterne ikke ved, hvad der sker bag kulisserne, siger biolog Christina Abel fra World Animal Protection Danmark.

På verdensplan anslås det, at 110 millioner mennesker årligt besøger attraktioner, hvor dyr bliver mishandlet for underholdningens skyld.

Og det er et konservativt estimat i forhold til de i alt 1,1 milliarder turistrejser om året, lyder det fra organisationen.

En anden dyrevelfærdsorganisation, WildCRU, har sammenlignet ekspertvidden om bestemte turistattraktioner med 50.000 anmeldelser på TripAdvisor.

Her viste det sig, at 80 procent af anmeldelserne var positive, selv om de pågældende attraktioner havde en negativ indflydelse på dyrenes trivsel.

Biolog Christina Abel har udpeget fem typer attraktioner, man som turist bør holde sig fra.

1) Løve- og tiger-selfies:

Ungerne bliver taget fra deres mødre, når de er helt små og brugt til at klappe, gå ture med eller til at tage selfies med.

Når de ikke bruges til underholdning, holdes de ofte i små bure, hvor de ikke kan udføre deres naturlige adfærd. Ofte bliver dyrets hjørnetænder og kløer fjernet for at gøre dem mere sikre for mennesker.

Alene i Sydafrika er der cirka 150 steder, der holder løver til et kommercielt formål. Når løverne bliver for store til at tage selfies med, bliver de nogle gange anvendt til "dåsejagt". Her lukkes løven ud i et indhegnet område, hvorfra den ikke kan flygte, hvilket gør jagten "ulige".

2) Delfinshows:

Delfiner bliver enten indfanget eller født i fangenskab, hvor de skal underholde turister i delfinarier.

Spækhuggere, som er den største delfinart i verden, bliver også holdt i delfinarier. Delfiner er meget sociale dyr og lever i sociale grupper.

Når en delfin bliver indfanget, tages den fra sin oprindelige gruppe og sat sammen med andre delfiner i kunstige grupper, hvilket kan have store konsekvenser for dens trivsel. Selve indfangningen af en delfin kan være meget stressende for dyret.

Delfinerne holdes i små kunstige bassiner, med et kunstigt miljø, ofte med klor i, som kan give irritationer for dyrets hud. Bassinerne er så små, at dyrene ikke kan dykke dybt, som de kan i naturen, og derved risikerer de at blive solbrændte.

Der er 80 registrerede steder, der tilbyder turister at svømme med delfiner, og et ukendt antal ikkeregistrerede steder.

3) Makakaber:

Makakaben er en mellemstor østabe, der er nært beslægtet med bavianer og marekatte.

Den bliver ofte bruge som underholdning på gader i Asien. Aberne bliver klædt ud som mennesker og trænet til at lave trick.

Om året bliver knap 3000 makakabe-unger taget fra deres mor og gennemgår en barsk træning, hvor de blandt andet tvinges til at stå på to ben, lære at have tøj på og at lave trick.

Når aben ikke underholder, holdes den under kummerlige forhold, ofte lænket eller i små bure.

4) Havskildpadder:

Havskildpadder er sky dyr og kan derfor blive stressede af at blive håndteret af mennesker.

Stress kan forringe dyrets immunforsvar og øge modtageligheden over for sygdomme. Eksempelvis blev næsten 1.300 skildpadder for nylig aflivet i en skildpaddefarm efter et udbrud af Clostridium-infektion.

5) Bjørne:

Bjørne holdes i fangenskab, hvor der ofte er flere individer, end hvad godt er. I naturen er bjørne solitære, så en overbelægning i små indhegnede områder kan føre til magtkampe og væmmelige skader på dyrene.

Bjørne bliver undertiden også brugt til underholdning, hvor de er klædt og dresseret til at udføre trick såsom at cykle eller balancere på en bold. Dyrene kan få stress af den unaturlige håndtering.

BRANCHENYT
Læs også