Gammel Privatøkonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Lige nu er der medvind til bilkøberne

Billigere nye biler, stigende brugtpriser, lave renter og brændstofpriser går alt sammen bilkøbernes vej.

Prisnedsættelsen på nye biler ramte også prisen på de brugte biler. Nu presser mangel på visse biltyper igen brugtprisen opad. Foto: Daniel Hjorth /Polfoto

Er du ejer af en nyere brugt bil i familiestørrelse, er det måske nu, du skal overveje at skifte den ud. Lige nu er denne biltype særdeles efterspurgt, og det presser priserne op. Da de nye biler samtidig er blevet billigere, kan det gøre det økonomiske spring til den ny bil noget kortere.

Eller som analytiker Jan Lang fra bilhandelspladsen Bilbasen.dk udtrykker det:

»Lige nu har bilkøberne medvind på alle parametre.«

Det begrunder han med, at afgiftsændringen fra november 2015 har gjort de nye biler billigere. Stigende efterspørgsel har gjort de brugte biler dyrere, og så er bilkøberne begunstiget af lave renter og lave brændstofpriser. Desuden er der hård konkurrence om at forsikre bilerne.

Priserne på brugte biler har generelt været stigende de seneste år. Men da afgiftsændringen gjorde de nye biler billigere, faldt også priserne på de brugte biler. Men det har nu ændret sig, så trenden igen er stigende.

»Der er stor efterspørgsel og derfor mangel på nye brugte biler i mellemklassen, firmabilklassen og MPV'er og SUV'er. Disse biltyper tegner sig for 60-65 af brugtmarkedet,« forklarer Jan Lang, der nævner Kia Ceed stationcar, Ford Focus og Renault Grand Scenic som eksempler på de efterspurgte biler.

Men generelt gælder det, at en 3-4 år gammel stationcar med dieselmotor og i den rigtige farve er særdeles efterspurgt.

Bilbasen.dk bedømmer udbud og efterspørgsel i sin såkaldte udbudsindikator. Tallet 100 er udtryk for balance mellem udbud og efterspørgsel. Er tallet under 100, er der mangel på biltypen, mens et tal over 100 viser, at udbuddet er større end efterspørgslen. Gennemsnittet for hele markedet er 92:

Bilklasse Udbudsindikator
Mikro

120

Mini

107

Mellem

91

Firma

82

MPV

84

Luksus

91

Gulplade

95

Kilde: Bilbasen

»Det viser, at der med undtagelse af de mindste biler, er mangel på brugte biler. Det er også et udtryk for, at der er kommet flere købere til, og meldingerne fra forhandlerne er også, at køberne har pengene og er klar til at bruge dem på enten en ny eller en brugt bil. Det kan man også se af, at der sælges flere sportsvogne, åbne biler og firehjulstrækkere. Bilkøbet er blevet mere livsstilsbetonet,« siger Jan Lang.

Salget af nye personbiler blev i 2015 rekordhøjt med godt 207.000 solgte biler, og det smittede tilsvarende af på brugtbilsalget. Det såkaldte prisindeks for brugte biler hos Bilbasen.dk var i januar 112,7, mens det i marts blev 113,5. Indeks 100 svarer til priserne i januar 2011.

For bilforhandlerne har det betydet, at de brugte biler står på lager i kortere tid. Den gennemsnitlige liggetid for hele markedet er 63 dage, men for de mest efterspurgte biler i firmabil- og MPV-klassen er liggetiderne nu nede på cirka 40 dage.

»Men jeg har også talt med forhandlere, der har specialiseret sig i netop de mest efterspurgte bilklasser, og her meldes der om 18, 23 og 25 liggedage. Så går det altså stærkt med at få bilerne omsat,« forklarer Jan Lang.

En del af forklaringen er også, at de nye biler i familiestørrelse trods afgiftsnedsættelsen fortsat er en stor udskrivning for familien.

»Når valget står mellem 300.000 kr. for den nye bil eller 175.000 kr. for den brugte bil, er der stadig mange, der vælger den nyere brugte,« konstaterer Jan Lang.

Der er dog et aber dabei. For har man ingen bil i forvejen og går efter en nyere brugt bil eller går efter at skifte en gammel brugt ud med en nyere brugt, så er det blevet dyrere med den store efterspørgsel.

BRANCHENYT
Læs også