Privatøkonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Nu skal boligejere betale for at have penge stående

Der er penge at spare på at tænke sig godt om, hvis man vil optage eller omlægge et boliglån.

Boligejere, der lægger lån om, kan opleve at betale negative renter af indestående på en konverteringskonto for først gang. Foto: Michael Hansen

Den negative rente er ikke kun godt for boligejerne. For hvis man i forbindelse med en låneomlægning skal betale differencerenter, kommer man reelt til at betale en negativ rente i tre af institutterne. Og det er ikke småpenge, der er tale om. Højeste negative rente er 1,15 pct. i Realkredit Danmark.

Differencerenterne betaler man, når man opsiger sit lån til kurs 100 i forbindelse med en opsigelsesfrist og samtidig optager et nyt. Frem til den kommende termin betaler man reelt for to lån, men bliver normalt kompenseret for lidt af udgiften, da pengene fra det nye lån står i banken og trækker renter, indtil de skal bruges til at indløse det eksisterende lån.

Forskellen mellem den rente, boligejeren får ved at have provenuet for det nye lån stående i banken, og den rente boligejeren fortsat skal betale til investor på det gamle lån frem til terminen, kaldes en differencerente. Den går til den investor, der ejer den opsagte obligation.

Bortset fra Nordea Kredit, der har sat renten til 0, betaler boligejerne nu rente for at have penge stående på en konto. Renten i BRFkredit er 0,75 pct., i Nykredit 0,95 pct. og hos Realkredit Danmark 1,15 pct.

Forskellen på dyreste og billigste løsning er knap 2.000 kr. før skat for et lån på 1 mio. kr. og differencerenter i to måneder.

Forklaringen på den negative indlånsrente er, at banker og realkreditinstitutter i øjeblikket selv kan placere deres penge til en negativ rente på 0,65 pct.

Der er opsigelsesfrist i slutningen af april, og her vil de boligejere, der har opsagt deres lån for første gang, opleve at have betalt en negativ rente for at have penge stående i tre af institutterne. I Nordea Kredit har man altså sat den til 0.

»Det har vi besluttet os for, fordi vi mener, den negative rente ikke skal ramme boligejerne på denne måde,« siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

Sådan ser regnestykket ud for et lån på 1 mio. kr., der opsiges henholdsvis to og tre måneder før termin:

2 måneder/61 dageNordea KreditBRFkreditNykredit/TotalkreditRealkredit Danmark
Nuværende rente i pct.:3,53,53,53,5
Godtgørelsesrente0- 0,75- 0,95- 1,15
Differencerente før skat5.9317.2017.5407.879
Differencerente efter skat3.9384.7825.0075.232
3 måneder/91 dageNordea KreditBRFkreditNykredit/TotalkreditRealkredit Danmark
Nuværende rente i pct.:3,53,53,53,5
Godtgørelsesrente0- 0,75- 0,95- 1,15
Differencerente før skat8.84710.74311.24911.754
Differencerente efter skat5.8757.1337.4697.805

Dermed betaler man altså negativ rente af at have penge stående.

At boligejerne nu skal betale negativ rente, er ikke ensbetydende med, at det er dyrere end tidligere. De er fortsat begunstiget af det rekordlave renteniveau. Men eneste mulighed for at minimere effekterne af den negative godtgørelsesrente er at begrænse antallet af dage med to lån.

»Hvis man gerne vil mindske udgifterne til differencerenter, kan man i første omgang gøre dette ved at opsige sit lån så tæt på opsigelsesfristen som muligt og samtidig optage et nyt fast forrentet lån med lavere rente. Her er risikoen dog, at kurserne kan falde inden da, og man samlet set kan stå med et dårligere tilbud i forsøget på at mindske udgifterne til differencerenter mest muligt,« siger cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.

Han understreger, at det altid regnes igennem med kunderne, hvilken omlægningsmåde der er den optimale, for risikoen for, at noget går galt ved ikke at sikre sine lån på den ene eller anden måde, er stor.

»Som en del af rådgivningen i forbindelse med en konvertering og de omkostninger, der følger i kølvandet herpå, vil der blive snakket om differencerenter og godtgørelsesrente, Men ingen tvivl om, at man som boligejer skal holde tungen lige i munden i forhold til disse begreber og de afledte konsekvenser,« siger Christian Hilligsøe Heinig.

Hos Nykredit/Totalkredit anbefaler man altid at sikre sine lån, understreger seniorøkonom, Jeppe Borre.

»Vores anbefaling er at låse kursen fast, hvis man har besluttet sig for at skifte lån. Det kan man gøre enten med en straksindfrielse eller ved at opsige lånet til termin i kombination med en fastkursaftale,« siger Jeppe Borre.

Der er stort set ingen forskel mellem de to løsninger, mener han. Ved en konvertering fra 3,5 til 2 pct., vil en straksindfrielse resultere i en stort set identisk ydelse, afdrag og hovedstol sammenlignet med opsigelse til termin plus en fastkursaftale.

»Budskabet er simpelthen at få slået til på det nuværende kursniveau, hvis man synes, det er attraktivt – og altså ikke sidde med krydsede fingre og vente på, at kursen måske skal stige. Det kunne da være rart, hvis den gjorde, men det er der ingen sikkerhed for, og jeg synes, niveauet i dag er rigtig fornuftigt,« siger Jeppe Borre.

BRANCHENYT
Læs også