Privatøkonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Her er dine muligheder, hvis rejseselskabet går konkurs

Et spansk lavprisrejsebureau er gået konkurs. Selskabet er ikke registreret i den danske rejsegarantifond, så mange er kommet i klemme.

Netop nu er op mod 130.000 europæiske rejsekunder - heriblandt mange danskere - påvirket af en konkurs, som i sidste uge ramte lavprisbureauet Low Cost Holidays. Arkivfoto: Lars Krabbe Foto: Lars Krabbe

Det er vel den værste tænkelige streg i rejseregningen:

Dit rejsebureau er gået konkurs. Mens du er afsted. Eller lige før, du letter.

Rejsekrak

Gode råd

  • Betal altid flybilletter med internationalt kreditkort
  • Undersøg om din forsikring dækker et eventuelt tab
  • Undersøg om du kan få dine penge tilbage gennem din bank
  • Forbruger-Europa kan hjælpe dig, hvis du er - eller bliver - fanget i et krak hos et udenlandsk selskab. Ring 9-12 på hverdage på 4171 5200. Eller send en mail: info@forbrugereuropa.dk

Kilde: Forbruger-Europa

Så står du der. Med "håret i postkassen", som leder af organisationen Forbruger-Europas danske afdeling, Lars Arent, formulerer det.

- I første omgang er det faktisk tabet af ferien, som går folk mest på. For lige nu kan det være nærmest umuligt at finde et alternativ. Og her i højsæsonen koster det måske det dobbelte. Og selv hvis du på et tidspunkt får en form for erstatning, så vil du med stor sandsynlighed selv hænge på merudgiften til den nye ferie, siger Lars Arent til Ritzau Fokus.

Netop nu er op mod 130.000 europæiske rejsekunder - heriblandt mange danskere - påvirket af en konkurs, som i sidste uge ramte lavprisbureauet Low Cost Holidays.

Rejsebureauet, der er spansk ejet, er ikke registret i Rejsegarantifonden i Danmark.

Derfor er gode råd - og danske erstatningskroner - umiddelbart dyre for danskere.

- Jeg kan slå fast, at vi desværre ikke kan bistå med hjælp. Men da Low Cost Holidays er underlagt spansk lov, så kan jeg henvise til, at man sætter sig grundigt ind i den spanske udgave af Rejsegarantifonden. Præcis hvad den dækker, har jeg ikke et fuldt overblik over, men en eller anden form for dækning vil der givetvis være, siger Christian Springborg, der er tilsynschef i Rejsegarantifonden.

Lars Arent fra Forbruger-Europa er enig. Blot fordi Low Cost Holidays ikke er omfattet af de danske regler, så er der ingen grund til at male fanden på væggen. Endnu.

Alle rejsebureauer inden for EU har nemlig tilsluttet sig et såkaldt "pakkerejsedirektiv", som giver forbrugerne en "minimumsbeskyttelse" uanset i hvilket EU-land, de har købt en pakkerejse.

Men fordi det er første gang, at et spansk rejsebureau af en betydelig størrelse går konkurs, er det imidlertid uklart, hvor god den spanske dækning egentlig er i praksis.

- Selv om der burde være nogle fælles EU-standarder, så fortolkes de ikke helt ens fra land til land, siger Lars Arent.

- Som udgangspunkt vil du kunne regne med at få dækket din hjemrejse, hvis du allerede er afsted. Og har du købt din rejse for lang tid siden, kan du muligvis holde din ferie helt upåvirket, fordi hotellet og flyselskabet allerede har fået deres penge. Viser det sig derimod, at dit hotel og flyselskab ikke er blevet betalt, så må du være forberedt på, at du risikerer selv at skulle have penge op af lommen. I hvert fald i første omgang.

Det er kommet frem, at Low Cost Holidays solgte billigrejser til nye kunder helt op til ganske få timer, før konkursen blev meldt ud.

Hører man til i denne gruppe, lyder Lars Arents råd:

- Hvis du har betalt med for eksempel et Visa-kort eller et MasterCard, så skynd dig at kontakte din bank. For det er slet ikke umuligt, at du kan få tilbageført pengene.

Lars Arent oplyser, at der allerede er en del danskere, som har henvendt sig til Forbruger-Europa, fordi de er kommet i klemme i kollapset hos Low Cost Holidays.

Hos Rejsegarantifonden vil tilsynschef Christian Springborg ikke decideret fraråde danskere at købe rejser gennem selskaber, som ikke er omfattet af de danske rejsegarantiregler.

- Der er givetvis udmærkede udenlandske rejsebureauer. Problemet kan være, at det er enormt svært at gennemskue, hvordan du er dækket, hvis sådan noget her sker.

BRANCHENYT
Læs også