Gammel Privatøkonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Forældre står bag hvert andet køb af mindre lejlighed

Samtidig bliver den lille lejlighed nu lidt større i kraft af opsparede friværdier og billig finansiering.

I universitetsbyerne tegner forældrekøb sig nu for mindst halvdelen af handlerne med 1-,2- og 3-værelseslejligheder. Foto: Henrik Kastenskov Arkivfoto: Henrik Kastenskov

Forældrekøb tegner sig nu i landets største byer for hver anden handel, når det gælder mindre lejligheder. Det viser tal fra mæglerkæden Nybolig. Tallene baserer sig på kædens salg de seneste tre år.

Forældrekøbene er højaktuelle nu, da de nye studerende ved landets højere uddannelsesinstitutioner netop har fået besked om optagelse eller ej.

»Når vi specifikt kigger på de fire store universitetsbyer, København, Aarhus, Odense og Aalborg, er cirka halvdelen af de små lejligheder solgt som forældrekøb, hvor forældrene så lejer boligen ud til deres barn,« forklarer Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig hos Nybolig.

Det sker med tilføjelsen, at forældrekøbene naturligt nok er samlet omkring de større byer. I visse områder udgør købene en langt højere andel. Således tegner forældrekøbene i Aarhus Nord sig for cirka 90 pct. af lejlighedssalget.

Dermed skiller markedet for små lejligheder i de store byer sig markant ud fra markedet som helhed.

»I universitetsbyerne er markedet i meget høj grad bestemt af generøsiteten hos forældrene til de unge, som flytter til byen for at begynde en uddannelse. Selvfølgelig skal forældrenes økonomi være i orden. Men for at gå ind i en millioninvestering for andres skyld skal man virkelig mene det. Det særlige bånd mellem forældre og unge gør markedet til noget specielt, som vi ikke finder i nært samme omfang andre steder på boligmarkedet,« tilføjer Thomas Hovgaard.

Nybolig ligger ikke inde med gennemsnitspriser på lejlighederne.

»Størrelserne svinger ret meget. En toværelses lejlighed kan sagtens være på 80 kvadratmeter og således koste op mod 3 mio. kr. i København. Men den kan også være på 38 kvadratmeter og koste omkring det halve,« forklarer Thomas Hovgaard.

Hos Boligsiden.dk kan man dog få et overblik over kvadratmeterpriser i de fire største byer. Ifølge dem vil en lejlighed på 50 kvadratmeter koste cirka 1,75 mio. kr. i København, 1,5 mio. i Aarhus og cirka 900.000 kr. i Aalborg og Odense.

Tallene fra Nybolig viser også, at forældrekøbene bliver større.

»For 10 år siden var der fortrinsvis 1- og 2 værelseslejligheder, der blev solgt som forældrekøb. I dag er det i højere grad 2- og 3 værelses lejligheder, så to studerende også kan have en fælles stue. Det kan lade sig gøre, fordi flere forældre er blevet mere købestærke,« forklarer Thomas Hovgaard.

»Tidligere var det måske akademikere, der købte en lejlighed til deres barn. I dag er det blevet muligt for langt flere. De udnytter måske en stor friværdi i deres parcelhus eller rækkehus, og så har det faktisk aldrig været billigere at få finansieret boligkøbet. Derfor ser vi også, at der i dag stilles højere krav til beliggenhed,« siger Thomas Hovgaard.

Han tilføjer, at en del forældre også gør sig tanker om, at de måske en dag selv kan overtage lejligheden.

Samtidig er forældrekøbene ikke længere i samme grad klumpet sammen omkring tidspunkterne for studiestart.

»Selvfølgelig er der mæglere, der har meget travlt lige nu. En af vores mæglere i hovedstadsområdet har 10 fremvisninger i dag. Men generelt spredes købene ud over året. Forældrene ved jo nok, at de unge på et tidspunkt skal i gang med en uddannelse,« tiføjer Thomas Hovgaard.

Finans Briefing giver dig hver dag alle de mest interessante nyheder, eksklusivt udvalgt af vore redaktører og leveret til din indbakke. Tilmeld dig her og styrk overblikket.

Læs også