Navne

Højrebacken, der elsker et smeltet ur

Ud over fodbold går Thomas Meunier meget op i kunst og er især vild med et af Salvador Dalis berømte værker.

Thomas Meunier, i midten, og Belgien har haft meget at juble over til VM. Her er han sammen med Dries Mertens og Romelu Lukaku. Foto: AP

Det er ganske usædvanligt at finde et berømt maleri på en fodboldspillers mobil.

Imidlertid toner et af Salvador Dalis mest kendte værker, ”Erindringens bestandighed”, frem på skærmen, når Thomas Meunier trykker på hjemmeknappen.

»Det er min favorit. Det handler om hele forståelsen af tid. Maleriet er surrealistisk og skiller sig ud fra det ordinære, måske derfor rører det mig. Jeg blev straks visuelt tiltrukket, men nu forstår jeg også motiverne bag, så jeg bliver ikke kun draget af det æstetiske,« forklarer Thomas Meunier.

Højrebacken fra PSG fik grundlagt sin lidenskab for kunst som ganske lille. Han voksede op i Saint-Ode, en landsby i Ardennerne, hvor hans bedstemor, der var lærer, underviste ham i tegne- og malerkunsten.

»Der var faktisk en periode, hvor jeg havde besluttet mig for at blive tegneserietegner. Jeg var en kæmpe fan af Snurre Snup på det tidspunkt.«

Passionen kunne dog ikke lokke ham væk fra en anden og dybere kærlighed. Allerede som femårig bad Thomas Meunier om lov til at spille i den lokale klub.

Jeg forstår ikke den måde, som fans behandler hinanden på, og det virker, som om vi er tilbage i stenalderen. Under en opvarmning i Marseille trak en mand bukserne ned og begyndte at masturbere, mens han bandede af os. Folk omkring ham grinede bare, ingen turde at sætte ham på plads, men for mig er der en grænse.

Thomas Meunier

»Når jeg havde en bold ved mine fødder, var jeg lykkelig,« husker han.

Senere gik Thomas Meunier meget op i at se Youtube-videoer med klip af sine største idoler for derefter at bruge time efter time på at efterligne dem i haven derhjemme, og han holdt sig ikke tilbage fra at få selv sin bedstemor til at lege målmand. Brasilianerne elskede han - Ronaldo, Rivaldo og Ronaldinho – såvel som de to Old Trafford-legender David Beckham og Paul Scholes.

»Og også en lille smule Cantona, selv om jeg aldrig så ham spille,« fortæller Meunier, der var Manchester United-tilhænger som knægt.

Hans verden gik itu

Lokale talentspejdere fik tidligt øje på ham, og for god til Saint-Ode skiftede han som 10-årig til Givry. Allerede da fulgte topklubben Standard Liège ham og tilbød ham i 2004 en plads i sin ungdomsafdeling, men to sæsoner senere, som 15-årig, blev han imidlertid kasseret.

»Visse mentale udfordringer i min ungdom, blandt andet mine forældres skilsmisse, har formet min karakter. Hvis man udelukkende er fokuseret på fodbold, som jeg var på det tidspunkt, og ens klub så siger, at man ikke er god nok, og at man bare kan skride, får man et kæmpe chok. Og det gjorde jeg også.«

Han bevarede dog fokus og besluttede at træde et par skridt ned ad rangstigen, til Virton, en tredjedivisionsklub tættere på hans hjem. Som 18-årig fik Thomas Meunier debut på førsteholdet, men kunne ikke leve af sin karriere og arbejdede derfor ved siden af - først som postbud, siden som lagerarbejder i et firma, der producerer bilruder.

På det tidspunkt tjente Thomas Meunier under 10.000 kr. om måneden, men fik vendt sin tilværelse på hovedet, da Club Brugge købte ham for 1,5 mio. kr. Han skiftede til traditionsklubben som midtbanespiller, men efter en omskoling til rollen som offensiv højreback spillede han sig pludselig ind i den belgiske trup til EM 2016 – efter blot at have spillet ganske få landskampe på U15- og U21-niveau.

Eventyret fortsatte, da han under mesterskaberne i Frankrig meget overraskende blev købt af værtsnationens førerhund, Paris Saint-Germain.

»Da jeg ankom, var der ikke mange holdkammerater, der kendte mig. Måske huskede et par stykker mit navn fra EM. Thiago Motta havde spillet mod Belgien for Italien. Jeg var ikke i startopstillingen til den kamp, men bagefter byttede vi trøjer. Det kunne han bare ikke huske. Han havde godt nok stadig trøjen, fortalte han mig, men han anede ikke, hvem Meunier var.«

Ærefrygt og taknemmelighed

Opholdet i den franske hovedstad gav ham chancen for at møde et af de forbilleder, som han havde forsøgt at kopiere hjemme i baghaven.

»Ronaldinho besøgte klubben forrige sæson, jeg fik endda et billede sammen med ham. Det var nok en af de bedste dage i min karriere, og nogle gange kniber jeg mig selv i armen over, at mit arbejde giver mig mulighed for at møde dem, som fik mig til at blive forelsket i spillet. Jeg var i Virton, og nu spiller jeg pludselig mod Messi, Piqué og Iniesta.«

Som et etableret navn har han meget at sige omkring den negativitet, aggression og vold, som fodbold til tider fremprovokerer – både på stadioner og på de sociale medier.

»Det er en katastrofe. Pessimismen, kritikken, hadet, som mange spreder. Jeg forstår ikke den måde, som fans behandler hinanden på, og det virker, som om vi er tilbage i stenalderen. Under en opvarmning i Marseille trak en mand bukserne ned og begyndte at masturbere, mens han bandede af os. Folk omkring ham grinede bare, ingen turde at sætte ham på plads, men for mig er der en grænse.«

Grundlæggende nyder han dog den parisiske livsstil og især alle museerne og udstillingerne.

»Jeg er åben over for al slags kunst. En lærer gjorde mig bevidst om det under et museumsbesøg, hvor vi gik forbi et maleri af Mark Rothko, og jeg undrede mig over, at han kunne slippe af sted med kun at bruge to farver, gul og grøn,« mindes Thomas Meunier.

»Læreren tog sig tid til at forklare, at jeg skulle kende malerens fortid og samtid for at kunne fælde en dom, og siden har jeg lært at lede efter følelser og indtryk i et kunstværk.«

Og når han virkelig falder for noget, kan billedet altså endda ende på hans telefon – de er ikke lette at finde, men kunstinteresserede højrebacker eksisterer faktisk.

BRANCHENYT
Læs også