Navne
0

Arbejdsmarkedsforskeren elsker at arbejde

75 år fredag: Han er blandt de mest citerede eksperter og bliver selv i pensionistlivet ved med at spytte bøger og forskningsartikler ud.

Flemming Ibsen holder formen ved lige som old boys-fodboldspiller hos de lokale helte fra Frem. 
Foto: Henning Bagger

Professor Flemming Ibsen har brugt en stor del af sit arbejdsliv på at undersøge andre menneskers arbejde.

Ofte har den udadvendte forsker stillet op, når medierne behøvede en ekspert til at forklare arbejdsmarkedets krinkelkroge eller forligsinstitutionens funktioner.

Og det vil han blive ved med, selv om han fredagj fylder 75 år og formelt har været pensioneret siden 2014.

»Jeg nyder at arbejde med arbejdsmarkedsforskning og publicere artikler, selv om jeg nu fylder 75 år. Det er en del af det gode pensionistliv at kunne fortsætte med de aktiviteter, man er god til,« siger han.

Flemming Ibsen er selv rundet af en arbejderfamilie og er opvokset på Nørrebro i København og i et arbejderkvarter på Bispebjerg i København.

Faren var kommunist - senere SF’er - og moren var socialdemokrat.

Aktiv på grønsværen

Selv flirtede Ibsen som ung med en karriere som venstrefløjspolitiker og fandt under sine økonomistudier sammen med blandt andre socialdemokraterne Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen i den akademiske organisation Frit Forum.

I stedet for politiker blev Flemming Ibsen i 1971 sekretær i Arbejdsministeriet og efterfølgende adjunkt på Roskilde Universitet.

Og i 1979 rykkede han teltpælene op og tog til Nordjylland, hvor han på Aalborg Universitet blev lektor i løn- og arbejdsmarkedsforhold.

Efter pensioneringen er han og hustruen, Ester Amdrup, rykket tilbage til København og bor i dag i Valby, hvor Flemming Ibsen holder formen ved lige som old boys-fodboldspiller hos de lokale helte fra Frem.

Parrets fire sammenbragte børn og fem børnebørn bor også i hovedstadsområdet.

Rammen om arbejdslivet er fortsat Aalborg Universitet, men nu foregår det på universitets københavnerafdeling i Sydhavnen.

Her skriver Flemming Ibsen for tiden blandt andet på en bog om fagbevægelsens krise.

/ritzau/


Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også