Navne
0

En spids pen med svenske aner

60 år lørdag: Den prisvindende amerikanske forfatter Jonathan Franzen er for længst blevet anerkendt for sin spidse pen. 

Ved siden af sit forfatterskab skriver Jonathan Franzen også for magasinet The New Yorker, 
foto: Hector Guerrero

Jonathan Franzen kan mere end bare at være ”spiddende”, som hans danske forlag, Gyldendal, beskriver ham, i sine bøger.

Den amerikanske forfatter har noget af det samme, når han taler.

Franzen, der fik sit litterære gennembrud for snart 20 år siden, fylder lørdag rundt, og han er netop blevet interviewet af den ungarske netavis Hungarian Litterature Online.

Franzen bliver spurgt om udviklingen i de seneste 30 år - altså fra dengang, Østblokken kollapsede i 1989.

Lever vi nu i en ny æra, i et vendepunkt?

»30 er et interessant antal år. I de seneste tre årtier har mennesket udledt mere CO2 i atmosfæren end i hele den tidligere historie, selv om vi i 1989 vidste, at vores udledning opvarmer planeten,« svarer han.

»Så ja, de seneste tre årtier er et stort vendepunkt i menneskets historie, måske det største vendepunkt: Vi havde chancen for at undgå en katastrofal global opvarmning og svigtede totalt. Selv om politikere til højre og venstre fortsat benægter det, af forskellige årsager, har vi passeret det punkt, hvor vi kan vende tilbage. Om 100 år vil planeten være uigenkendelig.«

Forfædre i Sverige

Nej, Jonathan Franzen er ikke bange for at tage bladet fra munden.

Det var han heller ikke i 2014, da han var en af 200 internationale forfattere, der skrev under på et brev, der kritiserede forholdene for homoseksuelle i Rusland. Brevet blev trykt i The Guardian.

Franzen blev født i Chicago i 1959. Han kan spore sit blod tilbage til Sverige, da hans far var søn af en svensk indvandrer.

Gyldendal skriver i sin omtale af forfatteren, at hans store internationale gennembrud kom med ”Korrektioner” i 2001. Det var hans tredje roman.

Hans bøger ”er kendt for deres spiddende samfundskritiske skildringer, hvad enten det er kultur, politik eller klima”, skriver Gyldendal.

Hans roman ”Purity” udkom i 2015. Det er en slægtsroman, der, som Gyldendal skriver, igen høstede fremragende anmeldelser.

Ud over forfatterskabet skriver Franzen også ofte i magasinet The New Yorker.

Han har igennem årene vundet mange priser, blandt andet Pulitzer Prize i 2002 og New York Times Best Book of the Year 2001.

/ritzau/

BRANCHENYT
Læs også