Navne

»Hver gang jeg ser et træ med brune blade, tænker jeg uundgåeligt på døden«

75 år lørdag: Henrik Nordbrandt har levet en stor del af sit voksne liv på flugt fra Danmark, danskerne og vores elendige efterårsvejr. Men så blev den store digter far, og siden har livet ikke været det samme.

»Man bliver betaget af noget ved det ene sted, som det andet ikke har. Og omvendt. Man har lyst til at bosætte sig begge steder og ingen af stederne alligevel. Men jeg gider ikke at rejse rundt længere,« siger digteren Henrik Nordbrandt. Arkivfoto: Gregers Tycho

Det har ikke altid været nogen let opgave at være Henrik Nordbrandt. Den ranglede digter med det melankolske sind har siden ungdommen haft et anstrengt forhold til sit hjemland og det klima, som vores breddegrader præsterer – ikke mindst når efteråret sætter ind og lader mørket få magten. Hver gang sommeren dør, kommer tungsindet drivende ind over ham som en tågebanke. Eller som digteren selv formulerede det til denne skribent i et interview tilbage i 2003:

»Jeg tror, de fleste mennesker bliver påvirket af efteråret. For mig er det i hvert fald den mest deprimerende tid på året. Vinteren kan være vanskelig at bære, fordi den er så mørk og kold, men der har man jo lyset at se frem til. Om efteråret har man kun mørket foran sig. Intet andet. I november kommer den rigtig grimme tid med skoven, der falmer og forsvinder. Hver gang jeg ser et træ med brune blade, tænker jeg uundgåeligt på døden. Min egen død og altings undergang.«..

BRANCHENYT
Læs også