Navne

»Jeg har mig selv med i det, jeg laver. Hele tiden,« siger politikeren, der satte ild til Jeppe Kofods ministertaburet

Aktuelt portræt: Den 32-årige Samira Nawa er et år inde i karrieren som folketingspolitiker for Radikale Venstre. Hun er der for at sige sin mening - og for nylig gik det ud over Danmarks udenrigsminister.

Siden første dag som folkevalgt politiker har Samira Nawa været ganske bevidst om ikke at lade sig kue. Foto: Jens Dresling

Det var aldrig en ministerundskyldning, som den 32-årige Samira Nawa fra Radikale Venstre var ude efter. Ej heller var det målet at vælte en minister, fastholder hun.

Formålet med at minde offentligheden om udenrigsminister Jeppe Kofods 12 år gamle sexsag var bredere end som så. Det handler om at »nedbryde tabuer om sexisme« og »gøre det klart, hvor vores grænser går«, som hun har sagt til TV 2.

I den forstand er politikeren, som den 10. september - med afsæt i den aktuelle MeToo-debat om sexisme i mediebranchen og på Christiansborg - genopfriskede alles hukommelse, en stålsat skikkelse, hvis hun selv skal sige det.

Jeg måtte gøre op med mig selv, om jeg skulle stikke hovedet i busken og dukke mig. Det ville være det nemmeste.

Samira Nawa, ligestillingsordfører i Radikale Venstre

»Hvis noget er uretfærdigt, bliver jeg vred. Og når jeg bliver vred, rejser jeg mig og svarer igen. Det var drivkraften i det her forløb,« forklarer Samira Nawa til Jyllands-Posten.

Det var hende, som til B.T. udtalte følgende om Danmarks socialdemokratiske udenrigsminister, Jeppe Kofod:

»Vi havde ikke valgt en minister, der havde sådan en sag liggende.«

Sagen, Samira Nawa talte om, var Jeppe Kofods seksuelle forhold til en 15-årig pige ved et arrangement i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) i 2008. Altså, da Jeppe Kofod var 34 år. Den gang angrede Jeppe Kofod og stoppede som udenrigsordfører. Denne gang ser det ud til, at han nøjes med at angre.

Samira Nawas partileder, Morten Østergaard, svarede radikalt, da han over for TV 2 skulle balancere mellem sin ligestillingsordfører og en minister i den regering, Radikale Venstre danner parlamentarisk grundlag for. Han endte med at støtte begge parter.

Med hovedet i busken?

Kommentaren om Jeppe Kofod var ikke koordineret i partiet, siger Samira Nawa. Det var ikke hende, som aktivt opsøgte en journalist for at sætte den sag på dagsordenen. Men hun blev spurgt.

»Jeg måtte gøre op med mig selv, om jeg skulle stikke hovedet i busken og dukke mig. Det ville være det nemmeste. Eller skulle jeg være konsistent og både pege fingre ad MeToo andre steder og se indad på Christiansborg? Det var en svær balance,« siger hun, der valgte det sidste.

Den beslutning har kostet kritik fra kollegaer på Christiansborg, fortæller Samira Nawa. Men den har også affødt positive reaktioner i mailboksen fra personer, hun slet ikke ikke kender.

Statsminister Mette Frederiksen har siden fredet sin udenrigsminister med ordene om, at »Jeppe Kofod både har undskyldt og beklaget og gjort det for mange år siden«. Men debatten om sexisme har fundet vej ind på Christiansborg, og torsdag tog Kofod selv ordet og undskyldte igen for »mit livs største fejltagelse« i et interview med TV 2.

Samira Nawa sagde sin mening. Det har hun måske i virkeligheden gjort siden elevrådsdagene i folkeskolen. Og siden som formand for Ny-Dansk Ungdomsråd, hvor hun blev valgt i 2010. Først var fokus på vilkår for etniske minoriteter. Siden blev horisonten udvidet - og tilsat en god portion økonomisk pragmatisme, fortæller Samira Nawa.

Politiske modstandere kan ikke intimidere mig i et forhandlingsrum ved at tale ned til mig og sige, at jeg er ny, så jeg skal bare skrive under. Samira Nawa, ligestillingsordfører i Radikale Venstre

Hun er født i Aalborg i 1988, student fra Roskilde Katedralskole og uddannet økonom fra Københavns Universitet i 2014. Hun har studeret i London og i Indien og gjort civil karriere som fuldmægtig i flere ministerier. Og så er hun gift og mor til Zakarias og Sofia på hhv. syv og treår. Med andre ord: Hun spilder ikke tiden.

Inspirationskilden i DF

Siden første dag som folkevalgt politiker - efter tidligere mislykkede forsøg ved både folketings-, Europaparlaments- og kommunalvalg - har Samira Nawa været ganske bevidst om ikke at lade sig kue.

»Politiske modstandere kan ikke intimidere mig i et forhandlingsrum ved at tale ned til mig og sige, at jeg er ny, så jeg skal bare skrive under. Jeg sidder der som repræsentant for hele mit parti og ikke som Samira. Men jeg har mig selv med i det, jeg laver. Hele tiden. Det er også derfor, jeg vælger at rejse denne debat om sexisme og tør det,« siger hun, der selv kun har oplevet sexisme på arbejdspladsen i »mildere grad« gennem upassende bemærkninger.

Den direkte tilgang til politisk arbejde har siden barndommen fundet næring i to inspirationskilder. Den ene hedder Margrethe Vestager, den anden Pia Kjærsgaard. Så hvad har de til fælles? Det handler om facon frem for politiske standpunkter, forklarer Samira Nawa.

»De er no nonsense-kvinder. Der er ikke noget bullshit,« siger hun.

»Pia Kjærsgaard har altid talt lige ud af posen og taget den magt, hun mente, at hun havde krav på. Jeg har fundet inspiration i, at man siger, hvad man mener, og tager sig sin plads der, hvor man mener, at man hører hjemme,« uddyber Samira Nawa, der ikke bryder sig om »at være sårbar og vise det«.

Faktisk beskytter hun sig selv ganske meget. Både politisk og privat.

»Noget af det groveste, man kan gøre mod mig, er at misbruge min tillid. Derfor er der få mennesker helt tæt på mig. Jeg har et stort netværk, men egentlige venner kan tælles på en hånd,« siger Samira Nawa.

BRANCHENYT
Læs også