Fødselsdage
0

Frygtløse Felix faldt frit fra stjernerne

50 år lørdag: Faldskærmsudspringer og basejumper Felix Baumgartner blev i 2012 verdensberømt for sit udspring fra 39 kilometers højde.

Allerede som teenager begyndte Felix Baumgartner at udfordre højderne som faldskærmsudspringer. Højdepunkter kom i 2012, da han sprang ud fra 39 kilometers højde. Foto: Mike Vogl

Store dele af verden holdt vejret, og TV2 News nåede sit højeste seertal nogensinde, da den østrigske basejumper Felix Baumgartner frejdigt førte sin hånd op mod den hvide hjelm i en vinkende bevægelse.

Sekundet efter kastede han sig ud fra sin ballonbårne platform i 39 kilometers højde og susede mod Jorden for at blive den første nogensinde til at bryde lydmuren i et frit fald.

Dengang stod der 2012 på kalenderen, og den veltrænede vovehals var 43 år gammel, da han tog rekorden for højeste udspring nogensinde. og han er stadig fuld af eventyr og lyst til at presse sig selv.

”Frygtløse Felix” har således over de senere år uddannet sig til helikopter-akrobat i USA og fik i december sit certifikat efter blandt andet at have lært at lave loop med de rotordrevne maskiner.

»Let’s rock and roll those helicopters,« skrev den entusiastiske fødselar i den forbindelse på sin Twitterprofil.

Spetakulære udspring

Felix Baumgartner er født i Salzburg og begyndte allerede at springe faldskærm som teenager.

Han kom i militæret, hvor han videreudviklede sin passion, og i 1999 slog han ny verdensrekord i faldskærmsudspring, da han kastede sig ud fra Petronas Tower-bygningerne i Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur.

Samme år slog han også rekorden for det laveste basejump, da han sprang ud fra armen på den ikoniske Kristus-statue i Rio de Janeiro.

Hans helt store bedrift er dog fortsat rekordspringet fra 2012, som var sponsoreret af energidrikfirmaet Red Bull og blev livetransmitteret.

Rekorden holdt dog ikke længe. Allerede to år efter i 2014 sprang den 57-årige Google-direktør, Alan Eustace, ud fra 41,4 kilometers højde og slog dermed Baumgartners rekord.

/ritzau/

BRANCHENYT
Læs også