Fødselsdage

Det franske sexsymbol havde ondt i livet

85 år lørdag: Udadtil var hun smuk og succesfuld. Men bag facaden kæmpede Brigitte Bardot som skuespiller med misbrug og selvmordsforsøg.

Den tidligere skuespiller og dyreaktivist Brigitte Bardot har levet et turbulent liv med berømmelse, alkoholmisbrug og ulykkelig kærlghed. Arkivfoto: Eric Feferberg

Hun er nok sin generations største sexsymbol.

Brigitte Bardot, der voksede op i Paris, gjorde sig bemærket med sit blonde hår og sit smukke ydre, da hun blev skuespiller i 1950’erne.

Men hun lærte aldrig at nyde den eksponering, livet som kendt kvinde gav hende, og hun trak sig tidligt tilbage fra rampelyset.

Som 22-årig fik hun sit internationale gennembrud i ”Gud skabte kvinden”, som var instrueret af hendes daværende mand, Roger Vadim.

Filmen vakte forargelse på grund af sine sexscener og blev fordømt af den katolske kirke, men blev også en kæmpesucces blandt publikum.

Ifølge den britiske avis The Guardian udtalte Brigitte Bardot dengang som en konsekvens af postyret, at hun ville ønske, hun aldrig var blevet født.

Få år senere gav hun igen udtryk for manglende livslyst - denne gang ikke med ord, men med handling - da hun i 1960 forsøgte at begå selvmord. Noget, der skete flere gange sidenhen.

På det tidspunkt var hun gift med skuespilleren Jacques Charrier, og sammen havde de en søn, men ægteskabet var stormfuldt. De blev skilt, og Brigitte Bardot blev siden gift med den tyske fotograf og forfatter Günter Sachs.

Heller ikke dette ægteskab holdt.

Karrieren sluttede brat

Efter en lang række film, musicals og pladeindspilninger lagde Brigitte Bardot sin karriere i underholdningsindustrien på hylden som 39-årig i 1973.

I tiden op til sit exit var hun plaget af et stort alkoholforbrug, har hun fortalt til The Guardian. På et tidspunkt drak hun to flasker vin og tre flasker champagne hver dag.

»Når du gennemlever så intense øjeblikke, som jeg har gjort, er der altid en regning at betale,« har hun sagt til avisen.

Da Brigitte Bardot stoppede som skuespiller, viede hun i stedet sit liv til kampen for bedre dyrevelfærd.

Foruden at være dyreværnsforkæmper har hun brugt sin stemme til at kritisere islamisk indvandring, og hun er flere gange blevet dømt for racisme.

Brigitte Bardot bor i dag i Sydfrankrig og er gift med Bernard d’Ormale, der rådgiver det højrenationale parti Front National.

/ritzau/

BRANCHENYT
Læs også