Fødselsdage

Motown-stifter kæmpede for sin musik og sin karriere

90 år torsdag: Allerede fra barnsben elskede Berry Gordy at lave musik. Det blev senere en stor succes for Motown Records-grundlæggeren.

Berry Gordy stiftede allerede som 27-årig pladeselskabet Tamla Records, som senere fik navnet Motown Records. Foto: Valerie Macon

I 1960’erne blev store hits som ”Ain’t No Mountain High Enough”, ”Stop! In The Name of Love” og ”Fingertips” skabt under hitfabrikken Motown Records.

Pladeselskabet, der havde Berry Gordy i spidsen, blev startskuddet for en række populære bands og sangere.

I 2016 fik han prisen National Medal of Arts, hvor han af USA’s daværende præsident, Barack Obama, blev hyldet for at have præget den amerikanske musikhistorie.

Berry Gordy er den syvende af i alt otte børn. Mens hans søskende var flittige skoleelever, var Berry Gordy allerede som syvårig mere interesseret i musik.

Da Berry Gordy blev smidt ud af musikklassen i high-school, triumferede han som 20-årig i boksning, hvor han vandt 13 ud af 19 professionelle kampe.

Bilarbejder og musiker

I 1953 blev Gordy gift og arbejdede på Fords fabrikker i hjembyen Detroit i Michigan. Men sangskrivningen var en hobby, han ikke kunne slippe.

Da han som 27-årig ville dedikere sig fuldt ud til musikken, blev han skilt fra sin kone. Han lånte 800 dollar af nogle familiemedlemmer, og med de penge kunne han stifte pladeselskabet Tamla Records, som senere fik navnet Motown Records.

Sangen ”Please Mr. Postman” fra 1961 med gruppen The Marvelettes var et af pladeselskabets første store hits.

Dernæst fulgte en lang række andre hits med bands og sangere som The Jackson Five, The Supremes, Stevie Wonder og Marvin Gaye.

I 1988 solgte Berry Gordy sit pladeselskab, som i dag hører under Universal Music Group.

I Detroit er den gamle Motown-bygning blevet et museum, og siden 2007 har vejnavnet heddet Berry Gordy Jr. Boulevard - opkaldt efter Motown-stifteren.

Berry Gordy har været gift og skilt tre gange og har otte børn, heriblandt en datter med sangeren Diana Ross.

/ritzau/

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også