Fødselsdage

Musikkens wonderboy er stadig på toppen

70 år onsdag: Stevie Wonder er en af alle tiders mest blændende musikalske begavelser, FN-fredsambassadør og stærkt politisk engageret.

Stevie Wonder har med sin musik og sine sange været en stor inspirator for musikere som Prince, Michael Jackson og mange flere, som har kredset om ham, når de skulle indspille en plade. Foto: Kevork Djansezian

Stevie Wonder var allerede som barn et ganske usædvanligt talent, og få har som ham påvirket populærmusikken det sidste halve århundrede.

Den blinde amerikanske sangskriver, sanger, pianist og mundharmonikaspiller har haft en karriere, som ikke kun har drejet sig om musik.

»Han er en person, der er beundret af millioner af mennesker, og som har givet noget tilbage til millioner af mennesker,« sagde FN’s daværende generalsekretær, Ban Ki-Moon, da han i 2009 udnævnte Stevie Wonder til FN-fredsambassadør.

Stevie Wonder, født Stevland Hardaway Morris Judkins, mistede synet, kort efter han blev født.

Som niårig mestrede han instrumenter som harmonika, trommer og klaver, og han var bare 11 år, da det legendariske amerikanske pladeselskab Motown skrev kontrakt med vidunderbarnet, der hurtigt blev landskendt som Little Stevie Wonder.

Han toppede hitlisterne i USA som den yngste nogensinde i en alder af 13 år med sangen ”Fingertips”, og siden har han vist sig som en af populærmusikkens frodigste kompositoriske talenter.

”Sir Duke”, ”Superstition”, ”Superwoman”, ”Isn’t She Lovely”, ”I Wish”, ”Signed, Sealed, Delivered” og ikke mindst ”You Are The Sunshine Of My Life” har han på cv’et.

25 grammypriser og flere end 100 millioner solgte plader er det desuden blevet til.

Inspireret mange musikere

Wonder har været en stor inspirator for musikere verden over, og popmusikkens allerstørste såsom Prince, Michael Jackson og mange flere har kredset om ham, når de skulle indspille.

Stevie Wonder har altid været stærkt politisk engageret. I 1970’erne var det først og fremmest racediskrimination, som hans politiske sange drejede sig om, og han er primus motor bag indstiftelsen af en national helligdag for Martin Luther King, Jr. i USA.

I 1980’erne gik han aktivt ind i kampen mod apartheid og blev bandlyst af det sydafrikanske styre, da han dedikerede sin Oscar for filmmelodien ”I Just Called To Say I Love You” til Nelson Mandela.

Stevie Wonder var også meget aktiv i Barack Obamas valgkamp og sang en hymne til Obama ved en mængde vælgermøder.

De senere år har han ikke udgivet ny musik. Men han turnerer stadig jævnligt og spillede sidste måned med i en online hyldestkoncert til ære for sundhedspersonale under coronapandemien.

Stevie Wonder har været gift tre gange og blev som 64-årig far for niende gang.

/ritzau/

BRANCHENYT
Læs også