Serier

Trump: »USA is open for business«

USA's præsident holder netop nu sine store tale til årsmødet i World Economic Forum i Davos.

World Economic Forum 2016
»Jeg er kommet her i dag for at fortælle Jer, at USA er åben for Jeres forretninger. Min politik er ”America First”, men det betyder ikke ”America Alone”,« siger USA's præsident Donald Trump. Foto: AP/Evan Vucci

DAVOS - »USA oplever stærk økonomisk vækst. Aktiemarkedet har øget markedsværdien med 7.000 mia. dollars, siden jeg blev valgt. Der er skabt 2,4 mio. nye job. Aldrig har så mange afroamerikanere være i arbejde. De små og mellemstore virksomheder er mere optimistiske end nogensinde.«

Præsident Donald Trump kørte lige på, da han talte til årsmødet i World Economic Forum i Davos – den organisation, som han tidligere har set på med foragt.

Det billede er ændret fundamentalt de seneste 36 timer, og er Trump ikke blevet rødglødende fan af World Economic Forum, har han indset værdien af at kunne møde så mange andre magtfulde mennesker på ét sted.

»Jeg er kommet her i dag for at fortælle Jer, at USA er åben for Jeres forretninger. Min politik er "America First", men det betyder ikke "America Alone". Vi har gennemført en skattereform, der gør 2018 til det perfekte tidspunkt til at investere i USA. Vi har fjernet 22 byrdefulde regler for hver én ny regel, der bliver indført,« siger præsident Trump og fortsætter:

»Vi skal reformere det internationale handelssystem, så kun de, der overholder reglerne, nyder godt af de aftaler, vi indgår. Handel skal være fair og gensidig. I det hele taget kan verdensøkonomien ikke blomstre, med mindre alle lande følger reglerne eller bliver stillet til ansvar, hvis de ikke gør. Handel, der er styret af statslige planlæggere, er per definition handelshindrende.«

Den amerikanske regering er parat til at forhandle om og indgå nye handelsaftaler, betoner præsident Trump. Også med landene i Trans-Pacific Partnership (TPP), som han ellers trak USA ud af for et år siden.

»Vi er parate til at forhandle med TPP-landene enkeltvis eller i mindre grupper, så længe nye aftaler er fair og gensidige,« understreger han.

USA er forpligtet til at bidrage til at skabe global vækst og velstand.

»Som verdens største økonomi har USA et særligt ansvar for at gøre det rigtige inden for egne grænser. Når USA oplever økonomisk vækst, vil resten af verden også gøre det. Samtidig er det nødvendigt at sige, at vi må reformere det internationale økonomiske system. USA’s mål er at styrke systemet, så det bliver mere effektfuldt og klargør ansvarsfordelingen,« siger præsident Trump.

Mens Donald Trump talte, offentliggjordes de foreløbig væksttal for amerikansk økonomi i det forgangne år. De viste en vækst for hele 2017 på 2,3 pct. mod 2,9 pct. i 2015 og 1,5 pct. i 2016. Amerikansk økonomi har haft vækst hvert år siden 2009.

I årets 4. kvartal var den årlige vækstrate 2,6 pct., hvor den i både 2. og 3. kvartal lå over de 3,0 pct., som Trump-regeringen sigter efter.

»Amerika tordner frem, og det er nu, man skal stige på toget. Vi har verdens bedste arbejdere. Vi har billig energi i rigelige mængder,« siger den amerikanske præsident og fortsætter:

»Vores nuværende immigrationssystem er forældet. Det holder ikke at have et system, der baserer sig på familiesammenføringer. Vi skal have et system, der tillader indvandring af den arbejdskraft, som USA har brug for. Det betyder, at vi også skal opkvalificere vores allerede meget dygtige arbejdere.«

De 3.000 ledere, der deltager i World Economic Forums årsmøde, har ikke altid været Trumps favoritter, men han tager dem alvorligt.

»I, der er her i Davos i dag, repræsenterer det ypperste. Men med Jeres status følger også pligten til at tage vare på dem, som I har ansvaret for, og for at indfri deres drømme. Det er den forpligtelse, som vi i min regering er i gang med at indfri, og som vi opfordrer Jer til at blive en del af,« siger Trump og fortsætter:

»Jeg vil gerne rose Klaus Schwab for at have skabt World Economic Forum. Jeg har haft stor glæde af at komme her og møde erhvervsledere, som jeg har læst om, men aldrig mødt personligt. Det har været berigende.«

Den amerikanske præsident understreger også, at han vil investere i at udbygge og opgradere det amerikanske forsvar. USA vil stille sig i spidsen for kampen mod terrorisme og mod atomvåben på den koreanske halvø. Afghanistan vil aldrig få lov til igen at blive en sikker havn for terrorister.

Trumps tale er slut, og World Economic Forums grundlægger Klaus Schwab følger traditionen, der er at stille spørgsmål til politiske ledere, når de har talt i Davos.

Hvorfor er skattereformen i USA så vigtig?

»Igen og igen har vi hørt topchefer i USA sige, at de vil investere og ansætte, hvis selskabsskatten bliver sat ned. Nu tager vi dem på ordet, og jeg er overvældet over alle de udmeldinger, der kommer fra store og små virksomheder, som ansætter flere medarbejdere, bygger nye fabrikker, hæver lønningerne og udbetaler bonus til medarbejderne. Apple flytter nu produktion til USA og henter mere end 250 mia. dollars hjem, som man har haft stående i udlandet,« svarer præsident Trump og fortsætter:

»De topchefer, som jeg har mødt her i Davos, har hver især kunnet fortælle, at de vil investere milliarder i USA og skabe nye arbejdspladser. Det er den effekt, som vi har satset på, men den er kommet med langt større kraft, end nogen har turdet håbe. Vi oplever den pionerånd, der skal bære Amerika frem.«

Hvilke erfaringer fra din fortid, har været mest nyttige som præsident?

»Jeg er forretningsmand. Jeg har købt fallitboer og fået en succes ud af dem. Historisk har amerikanske præsidenter været generaler eller politikere. Der har aldrig boet en forretningsmand i Det Hvide Hus. Det er den erfaring, som jeg trækker på. Især har jeg haft en bedre føling med, hvor meget dårlige rammevilkår betyder for erhvervslivet,« forklarer han og føjer til:

»Som forretningsmand havde jeg en god presse og pæn medieomtale. Som politiker mærker jeg nu den modsatte side af medaljen. Medier kan være beskidte, onde og falske, men vi arbejder ufortrødent videre. Regelsaneringen skal fortsætte, og vi skal vedblive med at hente investeringer til USA, for at skabe arbejdspladser til middelklassen. Min rolle er at være cheerleader for USA. Opmuntre til, at alle yder deres bedste for USA.«

Den med spænding ventede tale er forbi. Præsident Trump forlader nu Davos.

Læs også