Økonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Nationalbankdirektør advarer: Krudtkammeret er tæt på at være tomt, hvis ny krise rammer

Nationalbankdirektør Lars Rohde advarer om, at det kan blive svært at dæmme op for en ny krise, hvis den rammer økonomien inden for få år.

Lars Rohde, direktør for Danmarks Nationalbank. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen.

Hvis verdensøkonomien bliver ramt af en ny stor økonomisk krise inden for de kommende år, vil der kun være få redskaber tilbage i den pengepolitiske værktøjskasse til at modstå krisen.

Tårnhøj statsgæld i bl.a USA og flere europæiske lande, historisk lave renter og en seddelpresse, der har kørt i højeste gear i flere år, begrænser det pengepolitiske manøvrerum, advarer nationalbankdirektør Lars Rohde:

»I USA er man ved at nå gældsniveauer, som man ikke har set i fredstid. I en række europæiske lande er situationen den samme. Samtidig har vi et historisk lavt renteniveau. Derfor er krudtkammeret tæt på at være tømt, hvilket er bekymrende.«

Siden den økonomiske krise ramte i slutningen af 00’erne, har bl.a. centralbankerne i USA og Europa ført en lempelig pengepolitik i forsøget på at sætte skub i økonomien.

Det har ført til rekordlave renter, hvor den Europæiske Centralbank (ECB) siden 2014 har kørt med en dediceret negativ rente. ECB har de seneste år pumpet penge ud i europæisk økonomi via et historisk stort opkøb af statsobligationer, og sammen med rentesænkelsen har det øget likviditeten i økonomien i et forsøg på at skabe vækst og samtidig presse inflationen op.

»Sker der noget, der sender voldsomme rystelser igennem det økonomiske system, har man pengepolitisk ikke meget at byde ind med. Det er svært at se, hvad der skulle udløse en ny krise, men den kan f.eks. komme fra en udvidet handelskrig eller en politisk nedsmeltning i euroområdet,« siger Helge J. Pedersen, cheføkonom i Nordea.

Lars Rohde opfordrer til, at man hurtigt får ført pengepolitikken tilbage til et mere normalt niveau.

»Det er vigtigt, at vi når at få normaliseret situationen og ikke mindst pengepolitikken så meget, at vi kan løsne den, når der bliver brug for det,« siger han.

Finansminister Kristian Jensen (V) deler bekymringen:

»Det er korrekt, at pengepolitikken i en årrække har været meget lempelig – også mere lempelig end hvad der havde været hensigtsmæssigt i forhold til dansk økonomi. Jeg har dog noteret mig, at også ECB lægger op til en gradvis, om end langsom, normalisering af pengepolitikken,« skriver han i et skriftligt svar.

BRANCHENYT
Læs også