Økonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Dansk økonomi trodser Trump, brexit og røde finansmarkeder

Der er stadig god fart på store dele af dansk økonomi, viser den seneste beregning af Finans' Økonometer. Men problemerne hober sig op fra udlandet.

Mens dansk økonomi summer stilfærdigt derudad, så udgør USA's præsident Donald Trumps handelspolitik ifølge Nordea den største trussel. Foto: Washington Post/Jabin Botsford

Opsvinget i dansk økonomi finder lige nu næring i et sundt forbrug, et stærkt arbejdsmarked og et boligmarked, hvor prisstigningerne breder sig.

Men problemer med eksporten og truslen fra en eskalerende handelskrig får alligevel økonomerne til at råbe vagt i gevær.

Det viser Finans' Økonometer, som består af 11 nøgletal, håndplukket af Nykredit til at give et billede af hastigheden i dansk økonomi her og nu.

»De seneste tal tyder på, at opsvinget har det godt. Vi kigger dog ind i en meget mere usikker verden end i starten af året. Der sker meget lige nu, som kan afspore dansk økonomi,« siger Tore Stramer, cheføkonom i Nykredit.

De seneste nøgletal viser, at detailsalget er oppe på det højeste niveau i syv år, når der korrigeres for prisudvikling og sæson.

Arbejdsløsheden faldt i maj til 109.300 personer og er nede på kun 4 pct. af arbejdsstyrken. Samtidig stiger beskæftigelsen ufortrødent med omtrent 3.000 personer om måneden.

Mens handelsaktiviteten på boligmarkedet viser en lille opbremsning i de store byer, så stiger den ifølge Sydbank mange andre steder i landet. Det er ifølge banken med til at brede opsvinget endnu længere ud i landet.

Alt i alt ser udviklingen ud til at lægge et solidt fundament under dansk økonomi i den kommende tid, vurderer Nordeas cheføkonom, Helge Pedersen.

Han er til gengæld bekymret for, hvad der sker uden for landets grænser.

På minussiden trækker nemlig en tilbagegang i dansk eksport, der trods en lille fremgang i juni har varet de foregående seks måneder.

Fortsætter stilstanden i udenrigshandlen, vil det med tiden også svække den indenlandske økonomi, mener Helge Pedersen.

Han er også bekymret for, at der ifølge OECD og IMF nu er flere tegn på afmatning i både Tyskland, Storbritannien, Italien, Sverige og Frankrig, der er blandt vores største eksportmarkeder.

Men mest af alt frygter han en eskalering af handelskonflikten mellem USA og Kina, der siden midten af juni har taget en drejning til det værre.

En større handelskrig kan ifølge storbanken UBS svække det globale opsving og trække aktiemarkeder i USA, Europa og Asien ned med yderligere mindst 20 pct.

»Overordnet ser det meget fornuftigt ud i den hjemlige økonomi. Der hvor vi har den helt store udfordring er på den udenlandske front. Det er de politiske risici, som er opstået med Donald Trump, som er den største fare for dansk økonomi lige nu,« siger Helge Pedersen.

BRANCHENYT
Læs også